Bye bye home.

I dag skal vi snakke lidt om (ja, det er, åbenbart, blevet min nye yndlings måde at starte et indlæg på), hvordan det føles, når det, man troede, aldrig ville knække, pludselig går totalt i stykker.

 Vi skal tale om, hvor ondt det gør at miste - miste en del af sig selv, miste et af de stærkeste bånd, man nogensinde har oplevet. Vi skal snakke om, hvordan det, faktisk oftest, gør mere ondt at miste en ven, end det gør at miste en kæreste. 

Jeg ved ikke rigtigt, hvad der er sket. Måske er jeg bare for meget, måske blev jeg bare for meget. Jeg har ikke fået nogen forklaring, og hvis der er noget, jeg hader, så er det, når jeg ikke får en forklaring. Det kan gøre mig så arrig, at jeg har lyst til at sparke ind i en mur.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op - jeg ved bare, at jeg mangler mit "hjem" - mit helle, min sikre havn, min partner in crime, og... og det gør fucking ondt, selvom jeg hader at indrømme det. 

Jeg læste engang et fint citat om, at noget af det værste, du kan udsætte et menneske for, er, at de ikke aner, hvad der er sket (something like that - jeg skal se, om jeg kan finde det) - at de ikke aner, hvad de har gjort forkert, men at du forlader dem alligevel. 
Hvordan man kan forlade mennesker på den måde, det kommer jeg aldrig til at forstå. Hvordan man pludselig opgiver noget så stærkt, det giver ingen mening i mit hoved - men det behøver det heller ikke. Jeg skal egentlig bare lære at leve med det.

Nogle af de få, jeg har fortalt om det her, mener, at jeg skal blive ved med at kæmpe. Men jeg kan ikke lade være med at tænke - why the fuck should I?
Hvorfor skal jeg blive ved med at holde fast, mens modparten giver slip? (Ja, jeg er garanteret røv umoden lige nu - og jeg er faktisk pænt ligeglad.)

Jeg ved ikke så meget i dag - ligesom jeg ikke har vidst så meget, de sidste mange gange jeg har tænkt på dette. Jeg kommer nok ikke til at vide så meget de næste mange uger.
Men jeg ved én ting - det gør ondt. 

Det gør ondt hele vejen ned i min mave, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. I'll figure it out.
Det gør jeg jo altid - jeg plejede bare, at have hjælpen fra én, der nok aldrig kommer til at hjælpe mig igen, når jeg skulle igennem det. 
I'll be fine. 

"If you leave someone, at least tell them why.

Because what's even worse than being abandoned, 

is knowing you're not worth 

an explanation." 

Hej, jeg hedder Michelle (part 2)

Hej. Jeg hedder Michelle - men det ved du nok allerede.
Velkommen tilbage. Jeg har været M.I.A. alt for længe, og jeg beklager på forhånd, at dette ikke bliver muntert.

I dag skal vi sætte os ned i en rundkreds og tale lidt om stress. Om, hvad den satan kan gøre ved én.

Om, hvordan det føles, når man ikke ved, hvilken kropsdel bukserne skal på. Når man står og kigger på opvasken og tænker "Jeg ved, jeg skal stille noget op med det her.. men jeg aner vitterligt ikke hvad". 

Om, hvordan det føles, at man allerhelst ville køre med 280 km/t - og om, hvad der sker, når man (jeg) forsøger.  
Om, hvor hurtigt man (igen, jeg) kan knække - om, at sidde på toilettet og græde, fordi man ikke længere ved, hvad der er op og ned. 
Vi skal tale om ikke at ane, hvordan man afstresser. For jeg er en af de heldige, der stresser over ikke at lave noget. Yep, you read that right. 

Om, hvor vigtigt det er, at lære sine "stress-tegn" at kende, som min coach så flot kalder det. Om, hvor vigtigt det er, at man sætter sig ned og slapper af, med Green Day i ørerne, at foretrække, når kødet begynder at smage af kanel, lyset pludselig er for skarpt, og bilerne larmer så meget, at det skærer i ørerne.

Om, hvordan man pludselig, bogstavelig talt, ligger på langs i en uge. Hvordan man, ud af det blå, skal kæmpe for at hive sig selv ud af sengen, i bad, nærmest proppe tandbørsten ind i kæften på sig selv, og hvordan det føles, når man ikke kan det, man allerhelst vil.

Hvordan det føles, at man næsten altid er nødt til at sige nej. Fordi man simpelthen ikke magter det, fordi man ikke var forberedt, fordi man ikke kan få de satans bukser på benene, fordi man ikke har været i bad i 4 dage, eller fordi man bare er ved at bryde sammen.

Se - jeg lovede, dette ikke ville blive muntert. 
 
Jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få dette rundet fint, pænt og rent af, og det har jeg stresset over de sidste 5 minutter. Så.. consider it done.    

The most painful goodbyes are the ones never said.

Det er 8 år siden nu. 8 år. Det er altså længe. Jeg kan slet ikke håndtere det.
Jeg ved, igen, slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.


Jeg ved godt, jeg snakker for meget om dig. Jeg ved det godt. Jeg ved godt, jeg sikkert burde pakke det væk, og at jeg burde komme videre.

Men, for helvede, hvordan gør man det? Hvordan kommer man videre fra noget, man stadig tror/håber er en ond drøm? Hvordan kommer man videre fra noget, man aldrig, nogensinde, troede, skulle ske? Hvordan gør man? En eller anden, forklar mig det, be' om. 

Jeg tror altid, at det værste er ovre. Jeg tror altid, at nu kan sorgen ikke ramme mig igen, og savnet kan da umuligt blive større. Hold nu op, hvor bliver jeg klogere hver gang. Eller også gør jeg ikke.

Jeg savner dig. Hver. Eneste. Dag. 
Jeg mangler at kunne fortælle dig ting, jeg mangler at kunne høre den stolthed i stemmen, du altid havde, når du sagde "Det er min bette piwe!" Jeg mangler dine kram, jeg mangler.. jeg mangler min bedste ven. Jeg dur ikke til det her, og jeg bliver åbenbart aldrig bedre til at undvære dig.

Jeg har aldrig været religiøs, og jeg er det stadig ikke. Jeg ved ikke engang, om jeg er spirituel, men jeg ved, at når jeg ser en stjerne lyse særlig stærkt, så kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, om det mon er dig, der sidder og smiler ned til mig. Jeg kan ikke lade være. Det er den eneste måde, jeg kan finde bare en smule trøst.

Jeg tror faktisk, jeg mangler dig endnu mere lige nu, end jeg har gjort længe. Det hele er stadig så nyt, og jeg mangler at kunne dele det med dig. 

Jeg føler inderligt, at jeg mangler en del af mig selv. At jeg mangler en del af mit hjerte, min personlighed, min... min mig-hed. 

Jeg hader dig ikke længere for at forlade mig, som jeg mente i flere år, at du gjorde. Jeg hader verden for at tage fra dig, da jeg havde allermest brug for dig.
Jeg hader, at jeg ikke har hørt din stemme i 8 år. Jeg hader, at jeg ikke har set dig smile lige så længe, og jeg HADER mig selv for, at gå ud af den hospitalsstue uden at kysse dig på panden. Jeg hader det.

Og jeg hader januar. Hvert. År.

"Have you ever lost someone you love and wanted one more conversation,

one more chance to make up for the time you thought they would 

be here forever?

If so, 

Then you know you can go your whole life collecting days, 

and none will outweigh the one you wish you had back."

Mitch Albom, For One More Day.     

Depression.

Depression er, og har altid været, en mærkelig størrelse.

Det ene øjeblik kan jeg godt grine, og jeg kan (næsten) huske, hvordan rigtig glæde føles.

Det næste øjeblik hyler jeg over, at jeg har ikke råd til at give en af dem, jeg elsker aller højest, den julegave, jeg gerne ville give hende.

Det ene øjeblik elsker jeg C for at få mig til at grine, og det næste har jeg lyst til at smadre en stol ind i væggen, fordi jeg ikke føler, at jeg fortjener at grine. 
Og så, endnu et øjeblik efter, tænker jeg, at jeg da i hvert fald fortjener at grine, og at jeg ikke fortjener denne situation, for jeg er ikke et dårligt menneske. (Læs det igen, Michelle. Og gør det lige én gang til.)

Jeg synes jo, at det her er røv uretfærdigt, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det skal ramme mig. Ikke, at det skal ramme nogen, misforstå mig ikke. 

Men.. for helvede.. hvorfor skulle det lige være mig? Igen? 
Hvorfor er det sådan, at hver gang, jeg synes, det går okay, så ramler det hele et par måneder efter? 
Jeg lyder måske lidt bitter lige nu, og, granted, det er jeg måske også. Det føles fandeme heller ikke altid særlig fair.

Men det føles nogle gange som om, at jeg har en del af mig, der aldrig bliver rigtig glad - som om, at der et eller andet sort hul, i en del af mit hjerte/sjæl/kald det hvad du vil, som ikke rigtigt kan blive fyldt ud. Jeg ved slet ikke, om dette giver mening. Jeg er træt.

Og jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg er så ked af det for tiden - det hele kører jo. 

Jeg får (næsten) kun god respons på mine opgaver fra VUC, jeg skal flytte sammen med mit livs kærlighed, og jeg har vitterligt ikke noget at være ked af, hvis vi ser på det ude fra.

Hvorfor er der så sådan en del af mig, der virker som om, den aldrig bliver glad igen? Hvad fuck sker der, og hvorfor sker det? Hvad er der gået galt, og hvorfor rammer det nu?

Jeg aner det ikke. Og jeg finder nok aldrig svaret. Det må jeg jo så affinde mig med, I guess. 

"You wake up every morning to fight the same demons

That left you so tired the night before, 

And that, my love,

Is bravery."  

Still the memory of you marks everything I do.

Nogle dage slår det mig bare - at du aldrig kommer tilbage. At jeg aldrig skal se dig igen. At det hele virkelig er virkeligt, at det ikke bare er en eller anden ond drøm - som har stået på i næsten 8 år.

Jeg tror, det slår mig, især, i de tider, hvor det hele går så fucking stærkt for mig - i de perioder, hvor jeg, trods alt, rykker mig, og bliver bedre og bedre.

Hvor det hele ændrer sig, og du er den person, jeg helst vil dele det med - men det kan jeg ikke. Det piner mig, og det gør ondt helt ned i maven.

Jeg savner dig, stadig, som ind i helvede, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for det hele er næsten sagt. Men min mor har lært mig, at man skal snakke om det, der gør ondt i maven, så det gør jeg - stadig, efter så mange år.

Jeg mangler dig, men mindet om dig, er alt, hvad jeg har tilbage - så det forsøger jeg at holde i live. Også selvom, at jeg ikke kan huske din stemme, din lugt eller farven på dine øjne. For pokker, hvor skulle jeg have været mere opmærksom...

Jeg har et håb om, at jeg gør dig stolt. At du stadig sidder og holder øje med mig, og tænker "Hun er egentlig ret sej, hende min bette piwe!" Og jeg tror på, at det gør jeg. Jeg tvivler på, der er ret mange, der nogensinde har været så stolt af mig, som du altid var.

Jeg ville sådan ønske, du var her.

Jeg har altid undret mig over, at tiderne stadig skifter, at nye iPhone's bliver opfundet, at solen skinner, og bladene falder af træerne - for Jorden kan da ikke fortsætte med at dreje rundt, når du ikke er her?
Men livet har ændret sig, og det hele skifter, alle kommer videre. Pånær (måske) mig. Jeg kan ikke komme videre, og jeg ved ikke hvordan. Du er den, jeg ville gå til med det her, men det er, ironisk nok, ikke muligt. For fanden, hvor er det hårdt ind i mellem. 

"You never think that the last time is the last time.

 You think there will be more.

You think you have forever, but you don't."  

#WorldMentalHealthDay

Jeg havde tænkt mig at skrive et eller andet pisse inspirerende i dag. Har gået hele dagen og tænkt over, hvad jeg skulle skrive, for jeg kan da ikke holde min kæft i dag. 
Har gået og ventet på, at jeg skulle være inspirerende, at føle mig sej, og tænke "Fuck yeah, I got this!"

Det ironiske er så, at lige præcis i dag, hvor jeg gerne ville være inspirerende, er jeg det mindst inspirerende menneske på jorden. Men måske er det også det, der giver det mest realistiske billede af, hvordan det er i mit hoved.
Jeg kunne godt bilde jer alt muligt ind om, at jeg i dag har meldt mig ind i en eller anden forening, at jeg har trænet, eller at jeg har spist super sundt. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden.

Det mest "inspirerende" jeg har gjort i dag er, at stå ud af sengen. Og det er der sgu ikke meget inspiration over... eller er der??

Jeg synes egentlig, når jeg sådan lige giver mig selv et par minutter, at det er godt klaret, at jeg er kommet ud af sengen i dag. Jeg har fået makeup på, og jeg har taget tøj på. Jeg har endda været en tur nede i byen. (Vi snakker ikke om manglen på et bad i dag, okay.)

Jeg ville SÅ gerne være typen, der, trods den der krig i mit hoved, springer rundt, drikker smoothies, spiser sushi, løber en tur, fordi, hey, why the fuck not, og taber sig 20 kg, inden hun har set sig om.
Jeg tror bare, jeg er nødt til at komme til terms med, at det menneske er jeg ikke - og jeg bliver det nok heller aldrig. 
Jeg er, derimod, det menneske, der sover til klokken 13, når hun ikke skal i skole, for derefter at stå op og æde 3 toasts, fordi hovedet driller, og derefter lige kværne en durum også, fordi det er i maden, jeg finder mest trøst.
Så kværner jeg lige en pakke smøger, og nu sidder jeg tilbage med trangen til øl - den har jeg vist aldrig nævnt før...

Jeg er nødt til, at komme til terms med, at jeg nok aldrig bliver det menneske, jeg inderst inde meget, meget, meget gerne vil være. 

Det bliver ikke bedre herfra. Min sygdom bliver ikke bedre, og det gør min autisme heller ikke.
Men.. med lidt håb, og lidt, okay, meget, hårdt arbejde, så bliver jeg måske bedre.

Bedre til at håndtere de her dage, bedre til at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv, og måske, hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg endda lære at acceptere ensomheden. For en stund. Ind i mellem. Time will tell. 

Undskyld for det her meget, meget, meget rodede indlæg, men, som sagt... jeg kunne ikke holde min kæft i dag.

I'll love you the rest of my life.

Hvordan filan er det her muligt? Hvordan er det muligt, stadig at være så forelsket, efter 11 måneder??

Hvordan er det muligt, at jeg stadig forsvinder ind i de der blå øjne, med de der røv irriterende lange øjenvipper, når han smiler til mig?
Hvordan er det muligt, at intet gør mig mere rolig, end at høre ham grine?
Hvordan er det muligt, at jeg, som hader at blive vækket, ikke kan andet end smile, når han gør det ved at kysse mig på næsen... gentagende gange?

Hvorfor er det, at når jeg forestiller mig mine børn, så ser jeg dem med blå øjne, mørkt hår og fregner, hvor af jeg ejer INGEN af disse ting?
Hvorfor er det, at jeg har ændret ALLE mine planer for mit (vores nu.. hæh) bryllup, efter jeg mødte ham, fordi det eneste, der egentlig betyder noget, er, at det er ham, jeg skal bruge resten af mit liv med?
Hvorfor er jeg, self proclaimed scared as fuck of commitment, pludselig totalt committed, og ikke kunne forestille mig nogen anden - om så Alex Gaskarth pludselig stod foran mig??
Hvorfor er det, at alle steder føles som hjem med ham?

Og, hvorfor FUCK er det, at jeg finder stykker af ham i alle de sange, jeg altid har elsket? Hvorfor er det, at jeg aldrig ønsker, at weekenderne skal ende, selvom jeg er super introverted, og altid har haft brug for at være alene efter et par timer?

Hvordan... hvordan er han blevet min bedste ven og kæreste (forlovede.. har bare ikke vænnet mig til ordet endnu... Sorry!) i én pakke, med en fin, lille sort sløjfe om? 

Og hvorfor er det, at intet af det her giver mening, men samtidig har intet, nogensinde, givet mere mening?

"If the whole world was watching, I'd still dance with you."