Siden jeg var helt lille, har jeg altid elsket regn. Jeg tror, det er resultatet af for mange Disney film - der regnede det altid, lige inden det hele blev godt igen.
Så jeg får altid en eller anden latterlig fornemmelse af, at det hele nok skal gå, så snart jeg kan høre regnen.
Jeg er så fandens dårlig til det der med at blive forladt. Og det lyder så dramatisk, men sådan føles det, hver gang en eller anden bestemmer sig for at gå ud af mit liv. Jeg kan ikke håndtere det. Og det er lige meget, om det er kærester, der slår op, venner der dropper mig, eller folk, jeg egentlig ikke kender særlig godt, der bestemmer sig for, jeg ikke er det værd alligevel.
Det er utroligt, så tom man kan føle sig, bare fordi én er gået. Og det værste er, at jeg sidder herhjemme og tænker det hele igennem alt for mange gange, for jeg har ikke lyst til at lave noget. De få, jeg gerne vil se, bor enten langt væk, har ikke tid eller er ham, der gik. Jeg kan ikke holde det ud. Jeg har bare lyst til at gemme mig under min dyne, blive liggende der, og håbe på, han vælger at komme tilbage. Selvom jeg ikke har noget godt argument for, hvorfor han skulle komme tilbage.
Og jeg har stort set haft hovedpine konstant, siden han gik, og det gør det ikke nemmere.
Jeg er så røv ensom. Det er mærkeligt, jeg vil være alene, men samtidig vil jeg gerne have, der er en her. Eller.. det skal jo være den rigtige person, og... ja. Sådan skal det nok bare ikke være.
Jeg ville ønske, jeg vidste, hvordan man gav slip på folk. Alle siger til mig, at jeg er nødt til at lære det, men hvordan fanden gør man det? Jeg kan da ikke bare sætte mig ned og bestemme mig for, at jeg ikke elsker ham mere, at jeg er ligeglad med, om han er sammen med andre piger, at jeg ikke bruger hvert eneste fucking sekund på at vente på ham.
You don't know what nothing feels like, till you give someone your all and watch them walk away.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar