Jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg tillader mig selv at forelske mig. Jeg er et fucking nervevrag, konstant overbevist om, at jeg bliver erstattet, han ikke mener det alligevel, jeg har misforstået, det var en joke, eller han ændrer mening. Jeg kan ikke holde det ud.
Har lyst til at gemme mig under min dyne, og ikke komme ud, inden jeg ser ham igen. Og så begynder min hjerne at gå amok - "hvad nu, hvis du slet ikke ser ham igen?", "hvad nu, hvis han slet ikke elsker dig?" HJERNE HOLD KÆFT.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar