blobbelob.

Jeg er endelig kommet til det punkt, hvor jeg kan kigge tilbage på vores tid og se, hvor fedt vi havde det. Jeg er færdig med at hade mig for at ødelægge det, eller hade dig for at ødelægge det, for ingen af os ødelagde det, it just wasn't meant to be. 

Du lærte mig mange ting - at jeg aldrig skulle ændre mig for nogen, at være mig selv 100% og at kærlighed rent faktisk findes. For jeg ved, at jeg elskede dig, og jeg begynder faktisk at tro, at du også elskede mig. 

Det har taget mig alt for længe at komme til dette punkt, men selv det har du hjulpet mig med. Du lovede mig engang, for halvandet år siden, at du aldrig ville forlade mig, og du har aldrig gjort det. 
Men jeg er ikke bitter mere. Jeg kan tænke tilbage på det og smile. For du var den første "flirt", call it what you want, jeg kunne være mig selv med. Jeg behøvede ikke at gemme mig for dig, og det behøver jeg stadig ikke. Jeg har stadig ikke fattet, hvad du så i mig, men det behøver jeg ikke længere, for jeg ved, at du så et eller andet, som andre ikke kunne se. 

Jeg ved egentlig ikke, hvor jeg vil hen med det her, eller hvorfor det skulle ud, men det skulle det. Og jeg ved, du ved, jeg snakker om dig. Så.. tak. For det hele. Jeg elsker dig - på et meget sundere niveau nu!

- kan den stadig udenad!