Det fucking piner mig, at du ikke kan se det. At du ikke kan se, at du er det smukkeste, ærligste, skønneste og mest fantastiske menneske i verden, og det har du altid været.
At du ikke kan se, at selv efter 2 år og uendelige mængder lort, så står jeg stadig på spring, så snart jeg bare aner, at du har brug for noget, lige gyldigt hvad. Jeg vil stadig gå igennem alt for dig, alt for at redde dig, få dig igennem dagene, holde dig oppe, selvom jeg aldrig har kunnet, og jeg har ødelagt mig selv i processen før, så gør jeg det gerne igen. Selvom jeg faldt længere ned, end jeg nogensinde har været, selvom jeg var så... umenneskelig i flere måneder, så tager jeg gerne faldet igen, alt for at redde dig, men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke hive dig op, jeg kan ikke nå dig, men jeg strækker mig stadig, til jeg er ved at briste. Selvom min krop skriger "stop!", bliver jeg ved, for jeg kan ikke holde til at se dig sådan, selvom jeg godt ved, jeg aldrig har været nok, og den tanke stadig piner mig hver dag.
Men jeg tager gerne smerten, ydmygelsen, tårerne, vreden og hjælpeløsheden, bare for at forsøge at lysne dit liv, om ikke andet så i 5 minutter.
Hvis jeg sagde, at jeg elskede dig, ville det være en underdrivelse. Ordet "elsker" er ikke nok, og det har det aldrig været.
Du har reddet mig så mange gange, men jeg kan aldrig gøre gengæld, og skylden overvælder mig, sammen med smerten. Det får mine indvolde til at snøre sig sammen. Hvis jeg bare kunne redde dig, så ville jeg opgive alt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar