Michelle Nørgaard

Jeg ville ønske, jeg var nok. 

Jeg vil gerne, bare én gang, opleve, at der er en, der vil gøre alt for ikke at miste mig, en der mener, at jeg er god nok, en der ikke opgiver mig, når jeg har mest brug for ham. 

En der kan tage alt det lort, jeg render rundt med, men samtidig ikke ville bytte mig væk for noget. 
En der, når jeg giver dem alt, siger "Jeg vil give dig lige så meget", i stedet for bare at kigge på mig, når jeg er mest sårbar, åben, og har givet alt, og siger "Nope, sorry, not enough". 

Jeg har fået at vide, at jeg med tiden, højest sandsynligt, kan få et næsten normalt liv - men hvad nu, hvis det stadig ikke er godt nok? Hvad nu, hvis jeg aldrig møder ham, der kan klare det? (Og ja tak, jeg ved godt, jeg kun er 18, men jeg er decideret bange).
Hvad nu, hvis jeg ender med at være alene hele mit liv, fordi der ikke er nogen, der mener, jeg er besværet værd? 

Min mor bliver ved med at fortælle mig, at det er der - jeg skal bare finde "den rette", men hvem fanden er det, og hvor fanden skal jeg finde ham? Jeg ville elske at have en at støtte mig op ad, en der kan klare mine humørsvingninger, min autisme, min OCD, det hele, og stadig kan se på mig med kærlighed i øjnene - for jeg ved godt, at jeg er bøvlet. Det er jeg, og det vil jeg ikke benægte. Jeg har endelig accepteret, at jeg er syg, og det vil jeg altid være, men derfor fortjener jeg vel det samme som alle andre mennesker?
Jeg er ikke et dårligt menneske - jeg gør, hvad jeg kan, for at hjælpe andre, sætter altid mine venner, familie osv, før mig selv. Jeg gør en del dumme ting, true, men igen, jeg er 18, det er nu, de fejl skal laves. 

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... jeg er bare træt af, at jeg aldrig er god nok, selvom jeg giver mit alt.