Michelle Nørgaard

Jeg tror, folk undervurderer, hvor svært det er at leve i en konstant tilstand af angst, fobi og OCD.

At skulle være nødt til at tjekke toilettet flere gange, lige gyldigt hvor man er, for at være sikker på, brættet er slået ned.
At skulle være nødt til at tjekke, om døren er låst, 12 gange, inden man går i seng.
At skulle være nødt til at tage 3 hurtige hiv af sin smøg, inden man slukker den, for ellers kan man ikke få ro.
At gå i panik, hver gang man ser et lille dyr, hvis nogen ringer hemmeligt til en, at ikke kunne kigge ud af vinduet om natten, at leve bag gardiner, der ALDRIG bliver trukket fra, selvom man bor på 2. sal. At være bange for at oprette brugere på forskellige sider, for man ved aldrig, hvornår han finder en. At ikke kunne sove, hvis ens taske ikke er lukket, og der ikke lige er tjekket bag sofaen og sengen.
At ikke kunne klare, hvis volumen på tv, radio osv. ikke er på et lige tal, eller noget, der går op i 5.
At ikke kunne sætte sig ind i en bus/et tog, fordi ens ben simpelthen ikke vil føre en derhen. At gå i panik, hvis man kommer ind i et mørkt rum, eller hvis en sirene går i gang, selv en brandalarm, eller kirkeklokker, for den sags skyld. 

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her...