Svært at forstå, at jeg aldrig skal se dig, aldrig skal føle den tryghed, jeg altid følte, når du krammede mig, jeg skal aldrig søge trøst hos dig igen, for du er væk, og jeg er alene, forladt.
Jeg har altid følt mig forladt, når du ikke var der - især til min fars bryllup, hvor du ikke var, var jeg alene. Helt alene, for der var ingen til at tage sig af mig.
Jeg mangler dig præcis lige så meget, som jeg gjorde den aften, og jeg føler mig lige så alene, så forladt, så.. tom, hul. Men jeg ved, at du ikke forlod mig, fordi du gerne ville. Jeg ved, at hvis det stod til dig, så sad du hos mig nu, og vi spiste småkager og snakkede om krigen.
Det er også takket være dig, at WW2 er min store passion - de ting, du fortalte mig om besættelsen, jødeforfølgelsen, nazisterne osv, har gjort, at jeg konstant må have ny viden om det emne - måske fordi, det holder mig tæt på dig, jeg ved det ikke.
Du fortalte historie efter historie, og selvom de skræmte livet af mig, og jeg ikke turde sove i flere nætter efter, så kom jeg altid tilbage efter flere, for det var vores ting, det var noget, du og jeg gjorde.
Jeg glemmer heller aldrig, din opførsel da min mormor døde, en af de værste dage i mit liv. Du sad der bare. Du sagde ikke noget, men du sad bare i din stol, aede mig på kinden ind i mellem, og spurgte, om jeg ville have noget at spise eller drikke, selvom jeg konstant sagde nej tak, så gav du ikke op, for "uden mad og drikke dur helten ikke!".
Du lod mig bare sidde på gulvet og forsøge at se fjernsyn, for jeg ville ikke snakke, jeg kunne ikke snakke. Men du sad og kiggede på mig, holdt øje med mig, og gjorde alt for mig. Du krammede mig så meget, jeg havde brug for, og du nægtede at lægge dig til at sove, noget jeg først nu forstår betydningen af, for du elskede søvn lige så meget, som din søn gør, og som jeg gør. Men du faldt ikke i søvn. Du sad bare og kiggede på mig, selvom jeg kunne se, det smertede dig.
Når jeg ser på billeder af os, ser du altid på mig med et blik fyldt med kærlighed og stolthed - jeg vidste aldrig helt, hvad det blik betød, da jeg var yngre, kun at det gjorde mig glad, for dine øjne smilte altid sådan, når du så på mig. Jeg behøvede aldrig kæmpe for din kærlighed eller stolthed, den var der bare helt naturligt. Så længe jeg havde dig, så skulle jeg nok klare mig.
Til din begravelse kom mange op til mig og spurgte, hvordan jeg havde det, for de vidste godt, at jeg var din lille pige, og at du var min helt.
Og nu sidder jeg her, uden dig. Uden at jeg kan få din hjælp, føle din kærlighed, se stoltheden i dine øjne, se... bare se dig. Jeg savner dig så utrolig meget, hver eneste sekund.. Og jeg ved ikke, hvor jeg skal gå hen, hvem jeg skal sige alt det her til, for det er jo dig, jeg vil snakke med. Jeg ville ønske, jeg kunne få dig tilbage, bare for én enkel dag.
Jeg havde ikke set den komme, da du døde.. jeg tænkte hele tiden "han klarer sig!", for du havde altid klaret dig, lige meget hvad livet havde puttet dig igennem, og sidst jeg så dig, sagde du også til mig, at du nok skulle klare dig, og at vi snart sås.
Men jeg ved, at du aldrig kom dig over fasters død, og at du aldrig blev hel igen efter det.
Jeg tror på, at du har fået fred nu, at du er et sted, hvor du har det godt, hvor alt er okay, og hvor folk griner af dine historier, præcis som vi gjorde, og stadig gør. Nogle gange ville jeg bare ønske, jeg var der med dig.
Tillykke med fødselsdagen - jeg savner og elsker dig.
.JPG)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar