Kender I det der med, at der er den ene person, man har haft følelser for, siden man først mødte ham? Siden, man først så hans smil, og så, hvor let han fik en til at grine? Selvom man har forsøgt at skjule det, gemme det af vejen, så han ikke skulle opdage det, men når man så fortalte andre det, så sidder de der "No shit, Sherlock".
Og når man så endelig får chancen, går man nærmest i panik, for hvad fanden skal man gøre nu? Nu har man stået på sidelinen og kigget på ham i 2 år, og det her havde man aldrig turde drømme om, for hvorfor skulle han have det på samme måde?
Han er jo out of your league, fantastisk, smuk, perfekt og alt det, man desperat har forsøgt at sige til sig selv, at man ikke vil have.
"Vi er bare venner", men der har altid været mere i det. Man har altid søgt trøst hos ham, selvom man godt ved, man ikke burde. Man burde ikke blive så tæt med en anden, når man har en kæreste, som, selvom man elsker ham, så er det ikke det samme.
Og 2 år senere, så står han der. Udenfor dit vindue, smuk som altid, med en øl i den ene hånd, en smøg i den ene, og sender dig det smil, der altid har gjort dig blød i knæene, mens han råber noget, du kun knapt hører, for han er der, HAN STÅR DER, og intet andet er vigtigt.
Da han endelig krammer dig igen, så skriger enhver nerve i din krop, at han aldrig må give slip igen, og du holder fast, for han er tilbage, og han krammer dig, du kan mærke hans kind, hans smil, hans ånde i dit hår, og hans grin, da du nægter at give slip, for du kan ikke bære tanken om, at han forsvinder igen, og det går op for dig, at du altid har haft en svaghed for ham.
Og senere på aften, efter lange samtaler, hvor du ikke har set andet end ham, hvor du bare er forsvundet ind i lyden af hans grin, så sker det endelig - du er fuld, du aner ikke, hvordan det er sket, men du er også ligeglad - pludselig er hans læber på dine, og du er ved at dø. Enhver tanke forsvinder ud af din hjerne, udover den ene, der hele aftenen vil være der "HAN KYSSER MIG VIRKELIG!!!!", og intet andet betyder noget.
Ikke det sure blik fra din ven, din venindes grin fordi hun ved, du har ventet på det alt for længe, råbene, de syngende stemmer, lyden af øl der desperat tømmes, mens der bliver kørt for mange cigaretter ind - det betyder intet. Du ved, at det sker, men det er lige gyldigt.
For nu er han der. Han er der virkelig. Og det skræmmer dig mere end noget andet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar