Michelle Nørgaard

Når jeg kigger på datoen, kan jeg ikke lade være med at blive sentimental.

Det er i dag præcis 2 år siden, jeg så dig - siden mit liv begyndte at give mening, siden jeg fandt mit hjem, siden du blev mit liv.
Jeg tæller stadig dag som en af de absolut bedste i mit liv - jeg vil aldrig glemme dit smil, da du stod ud af bussen, da du tog min hånd, da du kyssede mig, hvor nervøs du var, da det endelig skulle ske. Hvordan du så på mig fyldt med kærlighed, og slet ikke så de andre piger i lokalet - noget, jeg aldrig havde prøvet før, og heller ikke har oplevet siden. 
Hvordan jeg følte mig elsket, som om jeg endelig var noget værd - og hvordan du tog alle med storm, hvordan de elskede dig, for hvordan kunne man andet, hvis man havde været i dit selskab i mere end 5 minutter?

De 5 måneder med dig var den bedste tid i mit liv, og jeg savner det stadig. Du var min første "rigtige" kæreste, og måske er det derfor, det er så svært at komme over. 
Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg snakker om dig - tårer af vrede, savn, kærlighed, taknemmelighed, had og fortvivlelse. For jeg har ikke rigtigt været mig, siden du gik.

Men når jeg så tænker på tiden efter, vi var sammen - alt, du gjorde mod mig, hvad du skrev, hvordan du behandlede mig, så bliver jeg så vred. 
Du udnyttede mig, pissede mig op og ned af ryggen, sked på mine følelser og, værst af alt, rev mit hjerte ud af mit bryst, smadrede det på gulvet og malede væggene med blodet. 
Du tog en kæmpe del af mig med dig, og jeg har desperat forsøgt på at få den del tilbage, og jeg forsøger stadig - jeg føler stadig en hjemve, når du ikke er her, når jeg ikke kan gemme mig i dine stærke arme, når du ikke pisser mig af på daglig basis, når du ikke gør det godt igen, når du ikke.... du ikke elsker mig mere. 
For det gør du ikke, og det ved jeg godt - du kommer aldrig tilbage, og helt ærligt, så fortjener jeg også bedre. Og hvis din standard er synket så dybt, at du vil være sammen med hende, så skal jeg heller ikke være sammen med dig, selv hvis chancen kom. 

Men samtidig har jeg en stor trang til at såre dig - jeg vil så gerne ødelægge dig, som du ødelagde mig, selvom jeg aldrig ville kunne få mig selv til det. Men jeg håber, at hun ødelægger dig, så du kan se, hvor god jeg var ved dig. Det håber jeg virkelig.
Du betød alt for mig, og jeg ville have gjort alt for dig, givet dig alt, du nogensinde kunne ønske dig - og det smed du væk. Jeg håber, det går op for dig en dag.

"One of the hardest things you'll ever have to do is to stop loving someone, because they've stopped loving you."