We clawed, we chained, our hearts in vain. We jumped, never asking why.
We kissed, I fell under your spell - a love no one could deny.

Don't you ever say I just walked away, I will always want you.

I can't live a lie, running for my life - I will always want you.

I tried to find you at the bottom of a bottle, laying down on the bathroom floor.
My loneliness was a rattle in the windows, you said you don't want me anymore.
And you left me...
Standing on a corner crying,
feeling like a fool for trying.
I don't even remember, why I'm wasting all these tears on you.
I wish I could erase our memory 'cause you didn't give a damn about me.

Jeg savner at fortælle dig disse ting. 

Da jeg kom hjem i dag, havde jeg mest bare lyst til at ringe til dig, for at fortælle dig alt om de søde piger, den, meget, snakkende dreng, og viking-wannabe'n. Men så kom jeg i tanke om, at du slet ikke er i landet.

Og du er ikke i mit liv mere. 3 års venskab, med en enkelt pause, smidt ud af vinduet. Og et af de smukkeste forhold, jeg nogensinde har været i. 

Og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg stille op med mig selv, når jeg ikke har dig længere. Du var blevet en... almindelig ting. En ting, man måske tog lidt for givet, selvom jeg altid har prøvet at gøre alt andet. For du var der jo altid, når jeg havde brug for dig. Du var aldrig længere end en sms væk.

Og nu er du flere hundrede km væk. Ude af mit liv, ude af min hverdag. Men.. du var min baby. Hvordan kunne det ske? 
Jeg har nok, mest af alt, bare brug for nogle svar. Svar på, hvad jeg gjorde forkert. Hvorfor jeg ikke var nok. 

Men hvor jeg dog savner dig. Ind i det inderste af mit hjerte, kan mærke det helt ned i maven. 
Og jeg har brug for dig, til at tage min angst væk. Angsten for ham, som kun du kunne gøre det. 

Men jeg må bare affinde mig med dette, for det er mit liv nu. Et liv uden dig. Og selvom det gør noget så ondt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal klare mig. 

But things will never go back to how we were - I'm sorry I can't be your world.

You know I love you, I really do - but I can't fight anymore for you. 

And I don't know, maybe we'll be together again, sometime, in another life.

Jeg tænker meget på dig i disse dage.

Har du det godt, eller bare bedre? Har du fundet hende, der skal erstatte mig? 
Har du en fed studietur, som jeg aldrig kommer til at høre om? Hygger du dig? 

Tænker du nogensinde på mig, på os? River det også i dit hjerte, når nogen nævner mit navn? Håber du nogensinde på at se mig igen?
Hvordan går det hjemme? Hvordan har dine brødre det? Løber du igen? 

Elskede du mig nogensinde? Hvorfor var jeg ikke god nok? Hvad gjorde jeg forkert?
Snakker du nogensinde om mig med ham? Tænker du nogensinde på vores samtaler, på de ting, du fortalte mig? På den fremtid, vi kunne have haft? På vores fortid?
På vores venskab, mangler du nogensinde det?

Jeg var engang hende, du kunne fortælle alt til. Det ved jeg, for det sagde du. Og da det stoppede... Vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Still haven't figured out. 

Men når jeg tænker tilbage, så kunne det hele vel have været lige meget. Jeg skulle aldrig være faldet for dig, skulle aldrig have lukket dig ind. Du havde forladt mig før, selvfølgelig ville du gøre det igen. 

Men jeg håber, fra det inderste af mit lille, knuste hjerte, at du har det godt. Jeg ville elske selv at være der, så jeg kunne se det, men det lå ikke i kortene. 

Jeg har kun ét ønske for dig - at du finder hende, der kommer til at betyde så meget for dig, som du troede, jeg gjorde. Og at hun får lov til at se, hvor fantastisk du er. At du tør åbne dig igen. 
Og måske, selvisk som jeg er, at du kommer tilbage til mig en dag. På den ene eller den anden måde, for jeg savner dig.

There’s still a little bit of your taste in my mouth. 

There’s still a little bit of you laced with my doubt 

- it’s still a little hard to say what’s going on.

Jeg har, som mange andre nok, disse dage, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved alt. Min distriktssygeplejerske siger, at jeg skal give mig selv lov til at føle, men hvor er det svært. Hvor er det svært, ikke bare at tage den ekstra pille, så jeg kan sove om en time, og glemme det hele. Men jeg gør det ikke.

Men jeg tænker...

Kommer jeg nogensinde videre? Finder jeg nogensinde en kærlighed, som i 2010? Kommer jeg nogensinde over tabet af min bedstefar? Får jeg nogensinde et job, en uddannelse, en grund til at stå op? 

Bliver jeg nogensinde mor? Holder jeg nogensinde op med at drikke så meget? Kommer der en tid, hvor jeg ikke har behov for det mere? 
Taber jeg mig nogensinde igen? Gør jeg mine forældre stolte? Kommer jeg nogensinde til det? 
Begynder jeg nogensinde at sige fra, når nogen sårer mig? Holder jeg nogensinde op med, at forsøge at please alle? 

Er jeg noget værd, eller er jeg så ligegyldig, som jeg føler mig? Tør jeg nogensinde forelske mig igen? Finder jeg nogensinde én, der kan elske mig, og leve med alt det her? Kommer jeg nogensinde op af dette hul? 

Kan jeg overhovedet finde ud af noget? Er der overhovedet noget, jeg er bedre til, end de fleste andre? Får jeg nogensinde skrevet en god sang? Kommer jeg nogensinde på universitetet? 

Og jeg kunne blive ved, og blive ved, og... Men jeg må hellere lade være. Jeg ligner allerede en attentionwhore. 

Møg dag, møg mennesker, møg følelser og møg på møg, på møg. Thank God for mommy <3 

"They say if a crush lasts more than 4 months, you're in love. 

So what happens, when I've been infatuated with you for 36 months? 

Have I fallen in love with you 9 times?

Or have I just wasted 3 years

36 months

156 weeks

1092 days

craving you?"