Så er vi her igen. 2. oktober.

Den dag, der, for 3 år siden, ændrede resten af mit liv totalt. Den dag, hvor jeg fandt ud af, at et liv uden dig aldrig kunne være perfekt. Men dengang bekymrede det mig ikke, for jeg havde dig jo. 

Om en time er det præcis 3 år siden, du kom med bussen. Hele vejen fra Randers, bare for at se mig. Jeg har aldrig følt mig mere vigtig. 

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op. Hvem jeg skal gå til, for alle er efterhånden trætte af at høre på dette. Og i dag er der kun én person, jeg vil snakke med - dig. 
Jeg vil bare så gerne have et kram igen. Bare mærke de der usandsynligt stærke arme om min krop, bare føle mig hel igen. Mærke hjemveen forsvinde totalt. 

Det er snart 2 år siden, jeg sidst har set dig, hørt fra dig, siden du sidst rev mit hjerte ud. 
Jeg hader disse måneder. Fra nu, og 5 måneder & 9 dage frem, giver intet mening, for det var meningen, at vi skulle være sammen. Kan du huske det? 

Det var meningen, at det skulle være os to, mod resten af verden, resten af vores liv. Det var aftalen. Det var det, der gav mig lysten til at overleve. For uanset hvor meget, vi skændtes, så var det sådan, det var. Det blev du ved med at fortælle mig.

Indtil den dag, hvor det gik over. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad der skete. Hvorfor, du pludselig gav op. Men det, jeg hader allermest er, at jeg lod dig give op. Jeg lod dig gå uden kamp. Granted, jeg har brugt de sidste 2 ½ år på at få dig tilbage, men det hele er ligesom for sent nu. Jeg ved, at jeg aldrig får dig tilbage, og det skærer mig i hjertet. 
Du er kommet videre, og det er jeg, de fleste dage, også. 

Men det værste er, at jeg ikke engang ved, hvordan du har det. Hvordan din mor har det. Din far. Kim. Pigerne. Din bror. Om du tænker tilbage på vores tid med et smil, eller om det stadig pisser dig af. 

Og jeg ved slet ikke, hvorfor skriver alt det her, for du læser det aldrig. Men det handler nok om, at jeg ikke kan sige det til dig, men ud, det skal det. 

Men hvis du ser det her, har jeg kun disse ting at sige - pas på dig selv. Lev livet. Vær glad. Find en, der gør dig lige så glad, som jeg gjorde. Og glem aldrig, at du var mit livs kærlighed, og at jeg altid vil elske dig. 

"I don't know why they call it 'heartbreak'. It feels like every other part of my body is broken too." 

So I'll watch your life in pictures like I used to watch you sleep. And I feel you forget me like I used to feel you breathe.
And I keep up with our old friends just to ask them how you are - hope it's nice where you are.

And I hope the sun shines, and it's a beautiful day, and something reminds you you wish you had stayed.
You can plan for a change in weather and time, but I never planned on you changing your mind.

Jeg ved ikke, hvorfor du går mig sådan på. Hvorfor, du irriterer mig sådan, hvorfor du kan ødelægge mit humør på denne måde, bare jeg ser et billede af dig - og jeg ved VIRKELIG ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gå ind på din profil.

Måske er det fordi, du har forsøgt at bilde mig ind, i 3 år, at du elskede mig, og så gav du op efter 2 måneder. 
Måske er det fordi, jeg har mistet min bedste ven samtidig. Måske er det fordi, jeg ved, du er glad uden mig. Måske er det fordi, jeg ved, jeg bliver erstattet, muligvis allerede er blevet det. 
Måske er det fordi, du gjorde hjemveen lettere. Måske er det fordi, den forsvandt sammen med dig. 
Måske er det fordi, jeg savner at have din arm rundt om mig, mens jeg sover. Måske er det fordi, jeg savner, at du gør grin med mig. Måske er det endda fordi, jeg savner, at du ikke forstår mig.

Jeg har ikke været så lost, siden jeg mistede Philip. Men selv da, var der en smule lys, for du var der. 

Jeg er vred. Jeg er vred, og jeg er bitter. Og jeg er så ked af det, at det gør ondt helt ned i min mave.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med alle disse følelser. For det hele ender jo i, at jeg bare gerne vil høre, at du elsker mig. Som jeg elsker dig. Men det ved jeg, nu, at det gør du ikke. Og det har du nok aldrig gjort. 

 

Forklaring på rant.

Flere har spurgt mig om, hvad mit indlæg betyder, og nu kan jeg også godt se, at det næsten fortjener en forklaring. 

Det er en længere historie, men nu gør jeg den lige kort. Jeg nævner ingen navne, da jeg ikke ønsker at udstille ham - måske er jeg for rar, men sådan noget gør jeg bare ikke.

Det hele starter i juni, 2010, lige efter, jeg var blevet voldtaget. Jeg begyndte at skrive med denne her vildt søde, flotte og charmerende fyr, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Vi skrev sammen hver eneste dag, hele dagen. Så kom dagen endelig, hvor vi skulle mødes. Eller, det troede jeg.

Det viste sig, at fordi jeg ikke ville betale halvdelen af hans busbillet hjem til mig, så ville han ikke snakke med mig mere. Det hele kulminerede vist i, at jeg ringede og lagde en ikke så pæn besked på hans voicemail. Det skal lige siges, at han havde fået lokket billeder og diverse andre ting ud af mig på dette tidspunkt.

Så hørte jeg ikke fra ham i 3 år, indtil for en måned siden. Han skrev til mig på Hot, uden at vide, hvem jeg var. Jeg skrev så, om vi var på talefod igen, eller om han stadig var sur. Langsomt kom han i tanke om, hvem jeg var, og hvad han havde gjort.

Han bildte mig ind, at han havde ændret sig, og han var ked af det, og at han aldrig havde behandlet nogen, som han behandlede mig, så det ville han gerne gøre godt igen. 
Jeg var naiv og dum, men jeg tilgav ham lige så stille, samtidig med, med at mine gamle følelser kom tilbage.

Så spurgte han mig mange gange, om jeg ville mødes med ham. I starten tænkte jeg bare "Fandeme nej", men langsomt fik han mig overtalt, præcis som han gjorde dengang. 

I går kom dagen så endelig. Jeg hentede ham på togstationen, og vi snakkede ganske udmærket sammen. Han fortalte om sit studie, sit liv siden sidst, og lærte mig mange nye ting om HTML og programmering. 

Jeg spurgte så, efter vi havde siddet på en café i en times tid, om han ville med om til mig, for det havde vi snakket om tidligere. Han sagde ja.
Så kom vi hjem til mig, og så stoppede samtalen totalt. Jeg forsøgte at prikke til ham, hvilket bare pissede ham af. 
Til sidst tog han sig sammen, og sagde, og jeg citerer "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, så nu siger jeg det bare. Du er sød, men...", hvor jeg afbrød ham og sagde "Du behøver ikke sige det, jeg ved godt, du ikke er interesseret i mig. 
Han spurgte så, om jeg vidste hvorfor, og bagerst i hovedet, ja, det gjorde jeg. Men jeg sagde, at jeg ikke ville vide det. Han sagde så, og jeg citerer igen "Jeg vil gerne have, du ved det. Jeg synes, du er sød og nice, men fysisk ved dig, er der intet, der tiltrækker mig. Det var derfor, jeg gerne ville vide din vægt, inden jeg kom og besøgte dig." - charming, right?
Så var det så, at jeg brød sammen. Ikke fordi, det var ham, der sagde det, men det er da aldrig rart at få at vide, især når man selv kæmper med det. Han spurgte så, om han skulle gå, og jeg sagde ja. 

Og det var det. Forklaringen er her. Jeg er stadig i chok. Tænk, at man kan få sig selv til at sige sådan til et andet menneske, når jeg havde sagt, at jeg ikke ville vide grunden. 
Det var jo åh så vigtigt, at jeg lige fik det smæk i fjæset.