Hej, jeg hedder Michelle.

Hej. 

Jeg hedder Michelle - hvis du spørger mine venner, hedder jeg, langt hen af vejen, Sjelle. Og Sjelle er glad - Sjelle er sjov, Sjelle er latterlig, og Sjelle er, når man giver hende et par minutter, god nok.

Lige nu er Sjelle pakket godt væk - for sådan her ser jeg ud, når jeg er Michelle, og jeg er allermest mig selv - nemlig, når paranoiaen overtager det hele, jeg ikke gemmer noget for nogen, og jeg ryster så meget, at jeg slet ikke kan tage et "ordentligt" selfie - og så står det skidt til.

Når jeg ikke længere tror på det gode i ret mange mennesker, og jeg er overbevist om, at ingen kan lide mig - når det hele er så fucking skræmmende, og jeg er så mistroisk, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med mig selv.

Paranoiaen er noget, jeg har levet med, så længe jeg kan huske - jeg ved slet ikke, hvem jeg ville være, hvis jeg på ingen måde var paranoid, og jeg ingen vrangforestillinger havde - et helt andet menneske, måske, who knows.

(Jeg skriver ikke dette indlæg for at skræmme nogen - men i et forsøg på at få det fucking tabu væk, der stadig er omkring psykiske sygdomme.)

Jeg er mange ting - jeg er en kvinde, jeg er 22 år gammel, jeg er nogens søster, nogens datter, nogens ven, og nogens kæreste - og jeg har mange flere titler.
Jeg er en bogorm - jeg kan snakke om Harry Potter i flere timer, selv når folk ikke gider høre på mig. Jeg er Green Day fan, så det sparker røv, og jeg elsker tatoveringer. 

Derudover er jeg også psykisk syg - jeg har en paranoid psykose, op til flere angstlidelser, og for lige at toppe det hele ordentligt af, har jeg også min autisme diagnose.
Men... gør det mig til et dårligere menneske, at jeg har levet på kontanthjælp, siden den dag jeg fyldte 18? At jeg har været på medicin, siden jeg var 14? At jeg er gået fra en størrelse 34 til en størrelse 44, fordi min medicin fucker med min vægt/sult? At jeg aldrig har haft et arbejde, eller at jeg "ikke engang" har færdiggjort folkeskolen? Ikke hvis du spørger mig - og forhåbentligt heller ikke, hvis jeg spørger dig.

Jeg kæmper, hver eneste dag, en kamp mod mit hoved - en kamp, hvor jeg, tit, ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Jeg kæmper, meget tit, mod den tanke, der siger mig, at folk faktisk slet ikke kan lide mig - for min fornuft ved godt, at det er løgn, og at der er folk, der godt kan lide mig. Ikke alle, men det har jeg bestemt heller ikke behov for. 

En kamp jeg egentlig, hvis jeg selv skal sige det, klarer rimelig godt - for det meste. De fleste dage kan jeg komme igennem uden tårer. De fleste kan jeg grine, så jeg får ondt i maven, endda flere gange på én dag. 

Og så kommer disse dage. Men... jeg går ud fra, at det hele gør mig, til, well, mig. 

Liar, liar, pants on fire....

(Jeg undskylder for umodenheden i titlen - fandt den bare lidt morsom.)

Jeg er træt af folk, der lyver om mig - decideret fucking fed up.

Jeg er træt af folk, der skal få sig selv til at lyde "hårdere", på min bekostning - jeg er træt af at høre, at jeg har været i seng med den, og den, og den, og jeg er træt af, at jeg bliver træt af det. 

Jeg er, dog, endnu mere træt af folk, der lyver om mig, for at redde deres egen røv - for, måske, at få dem til at lyde som et bedre menneske, end de egentlig er.

Jeg er træt af, at folk, der ikke kender mig, der endda aldrig har mødt mig, vælger at lyve om mig til mine nærmeste.

Og, og, og... jeg er aller-fucking-mest træt af folk, der forsvarer de kære løgnere - eller endda anklager mig, for at være løgneren.  

Måske er det fordi, jeg er opdraget med, at man ikke lyver - nogensinde. Måske er det fordi, det ligger så dybt i min personlighed, at jeg aldrig selv kunne finde på at lyve om nogen - og jeg tror faktisk aldrig, at jeg har gjort det. 

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg er træt af denne lorte situation, og det skulle ud på bloggis. I apologise.  

Jeg tror, jeg havde forventet, at jeg ville vænne mig til afstanden.

Det gør jeg ikke - overhovedet. Måske bliver det endda sværere. Jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det.

Det er røv svært, og det har det været i lang tid nu. 
Det er svært at være væk fra ham, der får en til at føle sig hjemme. Ham, der får det hele til at virke lidt mere overskueligt - ham, man ikke føler sig lige så syg sammen med. 

Jeg vænner mg måske aldrig til det. 

Men.. de der ca. 48 timer hver anden weekend, de får ligesom afstanden til at falme. I hvert fald mens jeg er i hans arme, og intet gør helt så ondt. 

For helvede, hvor er jeg forelsket, haha. Det havde I slet ikke gættet, vel?? 

Savn.

Savn er en spøjs, finurlig og forfærdelig ting, der kan poppe op på de mest mærkelige tidspunkter, og jeg lærer aldrig at forstå det.

Lærer aldrig at forstå, hvorfor man pludselig føler sig totalt tom, fordi han ikke er her til at vende verdens situationen med en.
Hvorfor det hele pludselig føles endnu sværere at håndtere, fordi han ikke er her, så man kan få et af de der kram, der altid gjorde lidt ondt i ryggen, fordi han klemte så hårdt.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg føler vitterligt, og har gjort det de sidste 7 år, at der mangler en del af mig, og jeg kan slet ikke have det.

Jeg har altid, lige så længe, som jeg kan huske, savnet mere voldsomt end de fleste - og jeg skal da lige love for, at det ikke har ændret sig. 

Måske handler (meget af) det, stadig, om, at jeg ikke troede, han kunne dø - for, som jeg har sagt før, det kan Guder ikke. 

Jeg har, uden at ville indrømme det, brugt en del af min tid på, at være vred på ham, fordi hvordan fanden i helvede kunne han forlade mig, når jeg havde allermest brug for ham? Men det er dog gået op for mig, at det ikke var med hans gode vilje - jeg ved jo godt, at hvis det stod til ham (og især mig), så havde han været her til at følge mig op ad kirkegulvet, når den dag kommer.

Det her nok bare endnu en af de dage, jeg bare skal igennem... Men for helvede, hvor gør det ondt. 

"I will never forget the moment

They told me

Your heart had stopped.

Even though mine broke in that second,

It strangely kept beating." 

- Zoe Clark-Coates. 

Accept.

Jeg har lige været hos min psykolog, og for pokker den kvinde forstår at sætte nogle tanker i gang - og nej, dette er på ingen måde en kritik af hende. Hun er skøn.

Jeg burde måske arbejde "lidt" på, at acceptere, at jeg egentlig er så syg, som jeg nu engang er. Men, to be completely honest, så troede jeg vitterligt, at jeg havde accepteret det. 
Men det kan jeg mærke i dag, at jeg bestemt ikke har.

Men... Hvordan gør man egentlig det? 

Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke kan 1/3 af det, jeg gerne vil? Hvordan accepterer jeg, at jeg måske aldrig får et arbejde? Eller en uddannelse? Hvordan fanden i helvede accepterer jeg, at jeg (muligvis) aldrig bliver pædagog? 

Jeg har, for længst, accepteret, at jeg aldrig bliver advokat eller psykolog, selvom det var mine største drømme som lille.

Eller... nogle af dem.

Min største drøm har, siden jeg mødte min lillesøster, været, at blive mor. 
Måske det heller aldrig sker. 

Og hvis uddannelse/job skal lykkes, skal jeg måske vælge børn fra, og omvendt. Jeg synes fandeme, det er svært. 

En ting er, at jeg altid vil være syg, in some way shape or form. Det er jeg godt klar over, det har jeg været de sidste to år. Det kan jeg godt acceptere - jeg kan godt leve med, at jeg måske skal have medicin resten af mit liv. Det gør mig ikke så meget.

Men det der gør mig noget, er, at jeg måske ikke får/opnår alt det, jeg gerne vil. 
Det er, åbenbart, noget, hvor der følger en form for sorg med - det kan jeg i hvert fald mærke lige nu.

Og ja, jeg er pisse pessimistisk lige nu, og nej, jeg kan ikke vide, at jeg aldrig får det hele. Men.. bare tanken om, at jeg måske ikke gør, fordi mit eget hoved åbenbart hader mig, den er fandeme hård at rende rundt med.

Men... Jeg giver ikke op. Det er ikke en mulighed. Det er tatoveret på min ankel, så sådan er det. Lige nu virker det bare som om, der er tonvis af km hen til, hvor jeg gerne vil være. Måske er det også noget, jeg skal acceptere. I'll work on it. 

Whineri en mandag aften.

Jeg tror, det værste ved alt det her er, at det ikke kun gør ondt på mig - det ville jeg lettere kunne håndtere.

Jeg ville kunne håndtere det, hvis det "kun" var mig, det gik udover.

Hvis jeg ikke kunne se bekymringen og smerten i min mors øjne, fordi det gør ondt på mig.
Hvis jeg ikke kunne høre frustrationen i C's stemme, fordi han ikke ved, hvad han skal stille op.
Hvis jeg kunne regne ud, at min søskende savner mig - og hvis jeg bare kunne være der. 

Hvis jeg ikke VIDSTE, at det her påvirker alle omkring mig - for jeg tror faktisk, at det er det ultimativt værste. At det ikke kun er mig, der lider, men enhver der holder af mig. 

Jeg ved godt, der ikke er nogen, der bebrejder mig - lige udover mig selv, altså. Men det gør det bare ikke meget lettere.

Nogle gange ville jeg næsten ønske, at der var en eller anden, der ville råbe og skrige af mig, hvad fanden jeg bilder mig ind - for så er det da ikke kun mig, der tænker sådan.

Jeg hader egentlig at indrømme alt det her, især på internettet, men jeg ved slet ikke, hvor jeg ellers skal gå hen med det - så jeg håber, at du, min meget kære læser, vil bære over med mig. Igen.

For, don't get me wrong, jeg skal nok komme igennem det. Det er bare endnu en af de ting, jeg bare skal igennem. Jeg ved bare ikke helt hvordan lige nu. Ligesom jeg er kommet igennem de sidste 8 år af mit liv, I guess. Det ville så bare hjælpe lidt, hvis jeg kunne huske, hvordan fanden jeg kom igennem dem, lol. Scumbag memory.

"I'm so sorry to all the people I've been hurting while I'm hurting." 

Rod med rod på - igen.

Normalt er jeg super glad for at være alene, og har generelt meget brug for min "Sjelle-tid".

Men for helvede, jeg dur ikke til det hver anden søndag, når jeg er væk fra ham igen - når det hele er tomt, og jeg igen skal sove i en tom seng, helt alene.
Når han ikke ligger og snorker ved siden af mig, eller endda spjætter så meget i søvne, at jeg nærmest får en fod i hovedet (overdrivelse kan forekomme).

Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til langdistance. Jeg tror det vitterligt ikke - for hold kæft, hvor er det noget lort, når man egentlig bare trænger til et kram fra lige den person, der er så langt væk.

Eller de der lorte dage, hvor man bare VED, at det hele ville føles mere okay i hans arme - at intet ville gøre lige så ondt. Der virker Skype bare ikke helt, som man gerne vil have det til, haha. 

Det er utroligt, så lange tolv dage kan føles - min fornuft ved jo godt, at det ikke engang er to uger, men de føles som fucking 3 år ind i mellem, og jeg hader det. 

Det er egentlig lidt utroligt, at man kan have hjemve i sin egen seng.... Det vænner jeg mig nok heller aldrig til. 

(Nu kommer lommefilosofen lige op i mig - igen. I apologise in advance.)
Måske er det fordi, jeg ikke føler mig nær så syg i hans nærvær, og det er altså noget, man ikke kan sætte en pris på.

"I promise you

I will try harder 

to be better. 

I

have battled with things

inside me

for longer than you know; 

I do not know

what they are

or why they are there, 

I only know

that they feel 

manageable, 

defeatable, 

when I 

am around 

You."
- Tyler Knott Gregson.