" police: THIS IS THE POLICE! OPEN YOUR DOOR NOW!
Louis Tomlinson: not with that attitude"
I can't breathe
fredag den 31. august 2012
torsdag den 30. august 2012
Jeg ville ønske, jeg var nok.
Jeg vil gerne, bare én gang, opleve, at der er en, der vil gøre alt for ikke at miste mig, en der mener, at jeg er god nok, en der ikke opgiver mig, når jeg har mest brug for ham.
En der kan tage alt det lort, jeg render rundt med, men samtidig ikke ville bytte mig væk for noget.
En der, når jeg giver dem alt, siger "Jeg vil give dig lige så meget", i stedet for bare at kigge på mig, når jeg er mest sårbar, åben, og har givet alt, og siger "Nope, sorry, not enough".
Jeg har fået at vide, at jeg med tiden, højest sandsynligt, kan få et næsten normalt liv - men hvad nu, hvis det stadig ikke er godt nok? Hvad nu, hvis jeg aldrig møder ham, der kan klare det? (Og ja tak, jeg ved godt, jeg kun er 18, men jeg er decideret bange).
Hvad nu, hvis jeg ender med at være alene hele mit liv, fordi der ikke er nogen, der mener, jeg er besværet værd?
Min mor bliver ved med at fortælle mig, at det er der - jeg skal bare finde "den rette", men hvem fanden er det, og hvor fanden skal jeg finde ham? Jeg ville elske at have en at støtte mig op ad, en der kan klare mine humørsvingninger, min autisme, min OCD, det hele, og stadig kan se på mig med kærlighed i øjnene - for jeg ved godt, at jeg er bøvlet. Det er jeg, og det vil jeg ikke benægte. Jeg har endelig accepteret, at jeg er syg, og det vil jeg altid være, men derfor fortjener jeg vel det samme som alle andre mennesker?
Jeg er ikke et dårligt menneske - jeg gør, hvad jeg kan, for at hjælpe andre, sætter altid mine venner, familie osv, før mig selv. Jeg gør en del dumme ting, true, men igen, jeg er 18, det er nu, de fejl skal laves.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... jeg er bare træt af, at jeg aldrig er god nok, selvom jeg giver mit alt.
Jeg vil gerne, bare én gang, opleve, at der er en, der vil gøre alt for ikke at miste mig, en der mener, at jeg er god nok, en der ikke opgiver mig, når jeg har mest brug for ham.
En der kan tage alt det lort, jeg render rundt med, men samtidig ikke ville bytte mig væk for noget.
En der, når jeg giver dem alt, siger "Jeg vil give dig lige så meget", i stedet for bare at kigge på mig, når jeg er mest sårbar, åben, og har givet alt, og siger "Nope, sorry, not enough".
Jeg har fået at vide, at jeg med tiden, højest sandsynligt, kan få et næsten normalt liv - men hvad nu, hvis det stadig ikke er godt nok? Hvad nu, hvis jeg aldrig møder ham, der kan klare det? (Og ja tak, jeg ved godt, jeg kun er 18, men jeg er decideret bange).
Hvad nu, hvis jeg ender med at være alene hele mit liv, fordi der ikke er nogen, der mener, jeg er besværet værd?
Min mor bliver ved med at fortælle mig, at det er der - jeg skal bare finde "den rette", men hvem fanden er det, og hvor fanden skal jeg finde ham? Jeg ville elske at have en at støtte mig op ad, en der kan klare mine humørsvingninger, min autisme, min OCD, det hele, og stadig kan se på mig med kærlighed i øjnene - for jeg ved godt, at jeg er bøvlet. Det er jeg, og det vil jeg ikke benægte. Jeg har endelig accepteret, at jeg er syg, og det vil jeg altid være, men derfor fortjener jeg vel det samme som alle andre mennesker?
Jeg er ikke et dårligt menneske - jeg gør, hvad jeg kan, for at hjælpe andre, sætter altid mine venner, familie osv, før mig selv. Jeg gør en del dumme ting, true, men igen, jeg er 18, det er nu, de fejl skal laves.
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... jeg er bare træt af, at jeg aldrig er god nok, selvom jeg giver mit alt.
tirsdag den 28. august 2012
torsdag den 23. august 2012
Jeg er så fucking svag.
Det er utroligt, hvad man vil gøre for den, man elsker. Ham, man altid har set som "the one".
Uanset hvad han beder om, så giver man ham det, bare for at føle sig ønsket, værdsat, for at føle, at man har en smule værdi, selvom man har det af helvedes til dagen efter, for det endte præcis, som man vidste, det ville - man havde sagt til sig selv "du er vant til det, det gør ikke ondt længere", men sandheden er, at jo, det gør stadig fucking ondt.
Man vil gøre alt for ham, være alt for ham, om det så betyder at sulte sig selv, køre sig selv så langt ud, at man er ved at knække, eller gøre ting man havde svoret, man aldrig ville gøre - for hvis han vil have det, så får han det.
Selvom man egentlig troede, man var ovre ham - og måske er man det også, måske er han bare den der, man aldrig helt kan få ud af hovedet, så bliver man en lille smule forelsket igen, hver gang man snakker med ham, for så husker man, hvor perfekt han er, selvom han påstår alt andet.
Han er den eneste, der behøver mene, man er god nok - at man er smuk nok, tynd nok, alt det der, selvom man kun føler de ting i nogle få minutter.
Man ved godt, man burde gå - vende om, lade ham klare sig selv, men det er ikke en mulighed, for han er efterhånden den del af en, man bedst kan lide, men samtidig hader mere end noget andet.
I am strong, but love is evil.
Uanset hvad han beder om, så giver man ham det, bare for at føle sig ønsket, værdsat, for at føle, at man har en smule værdi, selvom man har det af helvedes til dagen efter, for det endte præcis, som man vidste, det ville - man havde sagt til sig selv "du er vant til det, det gør ikke ondt længere", men sandheden er, at jo, det gør stadig fucking ondt.
Man vil gøre alt for ham, være alt for ham, om det så betyder at sulte sig selv, køre sig selv så langt ud, at man er ved at knække, eller gøre ting man havde svoret, man aldrig ville gøre - for hvis han vil have det, så får han det.
Selvom man egentlig troede, man var ovre ham - og måske er man det også, måske er han bare den der, man aldrig helt kan få ud af hovedet, så bliver man en lille smule forelsket igen, hver gang man snakker med ham, for så husker man, hvor perfekt han er, selvom han påstår alt andet.
Han er den eneste, der behøver mene, man er god nok - at man er smuk nok, tynd nok, alt det der, selvom man kun føler de ting i nogle få minutter.
Man ved godt, man burde gå - vende om, lade ham klare sig selv, men det er ikke en mulighed, for han er efterhånden den del af en, man bedst kan lide, men samtidig hader mere end noget andet.
I am strong, but love is evil.
onsdag den 22. august 2012
Dedicated to the one I'll always love - the one who really messed me up.
Det fucking piner mig, at du ikke kan se det. At du ikke kan se, at du er det smukkeste, ærligste, skønneste og mest fantastiske menneske i verden, og det har du altid været.
At du ikke kan se, at selv efter 2 år og uendelige mængder lort, så står jeg stadig på spring, så snart jeg bare aner, at du har brug for noget, lige gyldigt hvad. Jeg vil stadig gå igennem alt for dig, alt for at redde dig, få dig igennem dagene, holde dig oppe, selvom jeg aldrig har kunnet, og jeg har ødelagt mig selv i processen før, så gør jeg det gerne igen. Selvom jeg faldt længere ned, end jeg nogensinde har været, selvom jeg var så... umenneskelig i flere måneder, så tager jeg gerne faldet igen, alt for at redde dig, men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke hive dig op, jeg kan ikke nå dig, men jeg strækker mig stadig, til jeg er ved at briste. Selvom min krop skriger "stop!", bliver jeg ved, for jeg kan ikke holde til at se dig sådan, selvom jeg godt ved, jeg aldrig har været nok, og den tanke stadig piner mig hver dag.
Men jeg tager gerne smerten, ydmygelsen, tårerne, vreden og hjælpeløsheden, bare for at forsøge at lysne dit liv, om ikke andet så i 5 minutter.
Hvis jeg sagde, at jeg elskede dig, ville det være en underdrivelse. Ordet "elsker" er ikke nok, og det har det aldrig været.
Du har reddet mig så mange gange, men jeg kan aldrig gøre gengæld, og skylden overvælder mig, sammen med smerten. Det får mine indvolde til at snøre sig sammen. Hvis jeg bare kunne redde dig, så ville jeg opgive alt.
At du ikke kan se, at selv efter 2 år og uendelige mængder lort, så står jeg stadig på spring, så snart jeg bare aner, at du har brug for noget, lige gyldigt hvad. Jeg vil stadig gå igennem alt for dig, alt for at redde dig, få dig igennem dagene, holde dig oppe, selvom jeg aldrig har kunnet, og jeg har ødelagt mig selv i processen før, så gør jeg det gerne igen. Selvom jeg faldt længere ned, end jeg nogensinde har været, selvom jeg var så... umenneskelig i flere måneder, så tager jeg gerne faldet igen, alt for at redde dig, men jeg kan ikke.
Jeg kan ikke hive dig op, jeg kan ikke nå dig, men jeg strækker mig stadig, til jeg er ved at briste. Selvom min krop skriger "stop!", bliver jeg ved, for jeg kan ikke holde til at se dig sådan, selvom jeg godt ved, jeg aldrig har været nok, og den tanke stadig piner mig hver dag.
Men jeg tager gerne smerten, ydmygelsen, tårerne, vreden og hjælpeløsheden, bare for at forsøge at lysne dit liv, om ikke andet så i 5 minutter.
Hvis jeg sagde, at jeg elskede dig, ville det være en underdrivelse. Ordet "elsker" er ikke nok, og det har det aldrig været.
Du har reddet mig så mange gange, men jeg kan aldrig gøre gengæld, og skylden overvælder mig, sammen med smerten. Det får mine indvolde til at snøre sig sammen. Hvis jeg bare kunne redde dig, så ville jeg opgive alt.
Abonner på:
Opslag (Atom)