#YesAllWomen

Fordi jeg ikke skulle behøve at føle skyld, når voldtægts"jokes" gør mig nervøs.

Fordi jeg ikke skulle behøve at være bange for, om ham på gaden følger efter mig hjem.

Fordi jeg ikke skulle behøve at være bange for, at en anden en dag går for langt.

Fordi undskyldningen "Det var nok ikke hans mening at gøre det" bare ikke er god nok.

Fordi han ALDRIG skulle have puttet noget i min drink.

Fordi jeg ikke skulle behøve at være bange for at afvise en fyr.

Fordi jeg ikke skulle behøve stoppe med at komme NOGEN steder, fordi jeg bliver chikaneret.

Fordi ét nej burde være nok.

Fordi jeg ikke skulle have behøvet at gøre det, "for at gøre ham glad", eller af frygt for, at han ville tvinge mig, hvis jeg sagde nej.

Fordi jeg har ret til at ændre mening.

Fordi jeg ikke gider finde mig i, at blive piftet efter som en eller anden hund.

Fordi jeg ikke skulle behøve, at høre min veninde sige, at det samme er sket for hende. 

Fordi jeg ikke FUCKING skulle behøve at have kæde på døren, af frygt for, at han kommer tilbage.

Jeg er træt af det.

Jeg er træt af at drømme om dig, drømme om, at du kommer tilbage, og drømme om, at du stadig elsker mig - for det gør du ikke, og det er jeg sgu cool med - for det meste.

Jeg sammenligner stadig alle med dig, og det ødelægger "alle" mine forhold, for ingen har været som dig. Ingen har taget sig af mig, som du gjorde, og ingen har elsket mig så betingelsesløst. 

Så jeg, hvis jeg skal være ærlig, savner dig rigtig meget lige nu. Jeg har ikke hørt fra dig i flere år, og jeg ved vitterligt ikke, hvorfor jeg stadig gør det ind i mellem. Måske er det fordi, jeg ikke er kommet mig over tanken om, at du nok var/er mit livs kærlighed. Men, det er vel ikke meningen, at man skal møde sit livs kærlighed som 16-årig, have 5 måneder med ham, og så er det det? Der må da være en anden derude.

Og det er ikke fordi, jeg ikke har været forelsket siden - for det har jeg. Bare ikke på samme måde som før. Måske er jeg damaged goods, jeg ved det ikke. 
Det er ikke fordi, jeg ikke VIRKELIG har holdt af en siden - det har bare aldrig været helt det samme. Kun én kommer tæt på. Det lyder måske også som meget, men det er det ikke for mig - som jeg måske har nævnt før, så blev jeg SÅ let forelsket før. 

Så nu sidder jeg og hører "Wherever You Are", og har lyst til chips, chokolade og Ben & Jerry's. Det hele på én gang. Og bajer. Masser af bajer - men næh nej, mine levertal er forhøjede, så det skal jeg holde mig fra. Great. Nu whiner jeg igen. For helvede. 

Torn in two, and I know I shouldn't tell you, but I just can't stop thinking of you.
Wherever you are - you - wherever you are.
Every night I almost call you, just to say it always will be you - wherever you are.

Jeg kommer til at skrive om noget nu, som mange af jer nok ikke forstår - og det er helt fair! Jeg skal bare have det ud.

Jeg tror ikke, der er nogen i denne verden, jeg elsker lige så højt, som jeg elsker Billie. Det lyder sygt og forkert, og måske ER det sygt og forkert - jeg har ikke engang mødt manden. 
- "Man kan ikke elske nogen, man ikke har mødt!!!" - stfu, ok?

Jeg har, især de sidste par dage, haft lyst til at kravle op på taget og skrige "I HAVE VERY STRONG FEELINGS TOWARDS BILLIE JOE!!!" - men jeg har endnu ikke gjort det. Lad os håbe, jeg ikke gør det - sidst endte jeg med knæskader i begge knæ.

Jeg kan ikke forklare, hvad han gør ved mig - det har jeg aldrig kunnet, og jeg kommer nok aldrig til det. Måske er det fordi, jeg ikke har mareridt, når jeg kan høre hans musik. Måske er det fordi, at 21 Guns er den eneste sang, der kan få mig til at slappe af igen efter et angstanfald. Måske er det fordi, at hans stemme føles som at komme hjem - hvis det giver NOGEN mening, overhovedet.

Jeg har for nyligt (i mandags) fået lavet en ny tatovering, og ikke nok med, at det blandt andet er et portræt af ham, men den sidder også samme sted, som hans photostrip af Adrienne sidder. Det havde jeg slet ikke tænkt over, da Dennis satte den der, men nu giver det ret god mening. Hvorfor kan jeg ikke forklare, men det giver god mening i mit hoved. 

Jeg tror også, at mange har denne idé om, at jeg drømmer om hed sex med ham - det gør jeg faktisk ikke. Jeg vil ti gange hellere sidde på en eller anden snusket kaffebar og drikke kaffe med ham, selvom jeg ikke kan fordrage kaffe. Eller sidde et eller andet sted og få en smøg. Ja, det ville nok være det optimale.

Jeg hverken skriver eller snakker særlig tit om ham (synes jeg selv), for det ville være lidt ligesom at snakke om at trække vejret - begge dele giver lige god mening i min verden. 

Jeg føler mig lidt nødsaget til at skrive det sidste her - I må endelig ikke tro, at jeg ikke også elsker resten af Green Day. For det gør jeg. Inderligt, højt, helt nede fra under mine tæer, til helt op på toppen af mit hoved. Men Billie er bare.... Jeg ved det ikke. Ham, der får alt i min verden til at give mening. Og ja, det lyder sygt. Men sådan er det.

"I had to fight like hell to survive - and fighting like hell made me what I am."

Min mor siger, at det er bedst sådan her. Og jeg kan godt, i mit hoved, se logikken. 

Men det føles som om, en eller anden har banket et hul i brystet på mig - og det er da ikke normalt efter så kort tid? Men jeg har vel heller aldrig været normal.

Måske er det fordi, jeg havde for meget tiltro til dig - at jeg simpelthen, på en måde, troede dig, når du sagde, at du ville det samme som mig. Måske er det fordi, jeg troede, jeg kendte dig - vi har snakket sammen i 2 år, så selvfølgelig gjorde jeg det. Måske gjorde jeg. Jeg ved det ikke. 

Måske er det fordi, du ikke engang kan tage dig sammen til at svare på den besked. Så føler man sig da slet ikke worthless. 

Jeg har ikke lyst til at lave noget, andet end at sidde på min røv og stene Tumblr. Og muligvis træne, for jeg har et lille håb om, at det ville hjælpe. Men det kan jeg ikke nå, for min kontaktperson kommer om lidt, så jeg må have det sådan her i timer endnu. Kæft jeg whiner. Get a grip, girl. 

 

"...You don't destroy the people you love."

"I’m in love with you, and I’m not in the business of denying myself the simple pleasure of saying true things. I’m in love with you, and I know that love is just a shout into the void, and that oblivion is inevitable, and that we’re all doomed and that there will come a day when all our labor has been returned to dust, and I know the sun will swallow the only earth we’ll ever have, and I am in love with you.”