Der er gode dage - og så er der mindre gode dage.

Og jeg ved godt, at de altid vil være der - de der mindre gode dage. I know, I'm aware.

Men hvor ville jeg ønske, at du var her. Jeg mangler dig til at holde om mig, og til at sige, at det nok skal blive okay - for det ved jeg godt, at det nok skal. Jeg ville bare gerne høre det fra dig - ham, der altid troede på mig.
Eller... det vil sige, lige indtil, du ikke gjorde mere.

Og det er okay - jeg har, sådan nogenlunde, affundet mig med det.

Men lige så snart, disse dage kommer, så mangler du. Det gør du virkelig.
Jeg har brug for dig til at kysse mig på panden, smile til mig, og sige "Hey. Det er okay" - og jeg ved ikke hvorfor. 
Måske er det stadig det der "first love" koncept, jeg aner det ikke.

Det handler ikke længere om, at jeg ikke tror, jeg kan overleve uden dig - det ved jeg udmærket godt, at jeg kan. Det har jeg gjort i over 4 år nu, jeg kan også klare de næste 70. Det handler nok bare mere om, at jeg savner dig. At jeg stadig får en knude i maven, når nogen nævner dig. Og jeg hader det - og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af det, og der er ingen, der har et svar til mig.

Jeg hader bare disse dage. Som om, de ikke var træls nok i forvejen, så kommer dette oveni - og jeg kan ikke fordrage det. 

Og folk siger til mig, at jeg bare skal skrive til dig, og så er jeg næsten ved at dø af grin - hvordan skulle jeg kunne det? Af både den ene og den anden grund. Det kan jeg jo umuligt - mest fordi, du har blokeret mig over alt, og jeg nægter at trænge mig på. 

Og jeg vil allerhelst bare lave noget - et eller andet, så jeg kan få tankerne væk fra det her. Men det har jeg ikke overskud til - griner helt, fordi det er så tragisk. For helvede.

"If I had the choice of hanging out with anyone in the entire world, or sitting at home with you eating pizza, watching a crappy TV show, I'd choose you everytime." 

Jeg er stadig imponeret over, at ét menneske kan betyde SÅ meget for en.

At hun kan få en til at se lyset, selv på de værste dage, bare man ser et billede af hendes smil, for man ser hende på ingen måde nok.

Hvordan én sang kan få en til at tude, fordi man bare tænker "Ja. Selvfølgelig."

Hvordan man pludselig kommer i tanke om, hvem man skylder det faktum, at man er i live. At man ikke gav op, den dag for snart mange år siden. Eller at man ikke har givet op siden, for man kan slet ikke overskue aldrig at skulle se hende igen - eller at hun skal leve videre uden en, for det virker helt forkert.

Og man er SÅ beæret over, at man har været en del af hendes liv så længe. At man får lov at se hende vokse som menneske, og man bliver bare mere og mere stolt.

Og man kommer i tanke om grunden til at kæmpe - ikke, at den har været væk, men man får det bekræftet - for hvordan kunne man nogensinde, selv hvis man ville, give op, så længe man har chancen for at se det smil igen? 

Kun én er nogensinde kommet i nærheden af at betyde så meget som hende, og det må jeg aldrig glemme. Det her er en bro, jeg aldrig nogenfuckingsinde må brænde. Aldrig. 

"You're like a sunray in the dark,
You're the beat playing in my heart."

Jeg burde være ligeglad i dag. Jeg burde være kommet over det. Det ved jeg godt. Det er jeg bare ikke.

Jeg føler mig så ynkelig, fordi det stadig fylder. Fordi han stadig fylder. Det er fucking, præcis, 4 år siden. Kom nu videre, lille pus.

Jeg har ledt efter mange årsager, hver eneste dag, de sidste 4 år. Årsager til, hvorfor han gik - dem har jeg så fundet masser af. 
Årsager til, hvorfor jeg ikke kan komme over det - dem har jeg også fundet nogle stykker af.

Men jeg er desværre ikke kommet over det, bare fordi jeg har fundet årsager, som jeg havde håbet, jeg ville.
Jeg er et meget rationelt tænkende menneske, så det plejer at hjælpe, når jeg finder nogle grunde - har det så bare ikke gjort med ham.

Måske er det, og det har jeg sagt før, fordi, at han var alt. Min bedste ven, min kæreste, min bedre halvdel, og... og jeg fucking savner ham. Jeg hader at indrømme det, men det gør jeg.
4 år senere, er han stadig den første, jeg gerne vil fortælle ting til - og det kan jeg jo ligesom ikke, når han har blokeret mig overalt, haha. 

4 år senere, har jeg stadig en idé om, at han kommer tilbage. Ikke fordi, jeg fortjener det, eller fordi, jeg er et godt menneske - men simpelthen fordi, at jeg ikke kan få det til at give mening, at han ikke elsker mig mere. Måske fordi, jeg ikke vil, det ved jeg ikke. Højest sandsynligt.

Måske er det fordi, jeg ikke vil give slip - for hvis jeg giver slip, så giver jeg slip på en del af mig selv, og det har jeg ikke lyst til, uanset hvor meget jeg hader mig selv til tider. 

Og jeg er bare... træt. Træt af, at jeg ikke kan møde en ny, der ligesom kan.. ikke tage hans plads, for det kan ingen - han var min første, store kærlighed, og det vil han altid være. Nu vil jeg ligesom bare gerne have en ny, haha. 

Remembering him comes in flashbacks and echoes.
Tell myself it's time now, gotta let go -
But moving on from him is impossible,
When I still see it all in my head.
In burning red.

"'You can't love someone unless you love yourself first'

Bullshit.

I have never loved myself.

But you, oh God,

I loved you so much

I forgot what hating myself felt like."

Jeg er imponeret og chokeret over, at ét menneske kan få mig til at føle mig så uelsket, så lige gyldig, og så... ikke værdig. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg ved jo godt, at der er folk, der elsker mig - men hvorfor kan det ikke være ham?

Der er virkelig dage, hvor jeg tænker, at han nok slet ikke kan lide mig - og der er dage, hvor jeg VIRKELIG ikke kan lide ham, og det får mig til at føle mig som et dårligt menneske. Men det er jeg jo ikke, det er vel normalt, efter det han har udsat mig for.

Jeg vil ikke sidde og bebrejde nogen for min situation, eller skyde skylden på nogen - men nogle gange kan jeg bare ikke lade være med at tænke, at det ikke er så mærkeligt, at jeg har det sådan her. 

Det er i sådanne situationer, at jeg er nødt til at tænke på, hvor stærk jeg egentlig er - for det er jeg. Men det betyder sgu ikke, at jeg er følelseskold eller ikke knækker - og det er jeg lige ved. 

Men.. det er vel hans tab, som søde Bella lige har sagt.

Jeg bliver bare så gal - så gal, så ked af det (selvom jeg hader at indrømme det), og så.. fortvivlet og frustreret. Men jeg skal nok blive okay igen. Det er bare en hård dag. 

Do you have to make me feel like
There's nothing left of me?

Jeg er ikke så glad for følelser. 

Jeg er ikke så glad for, at jeg så hurtigt bliver så glad for folk, og selvom jeg tror, det er væk, så med det samme, de skriver igen, er jeg sådan "Nå... jamen så tager vi den da bare på ny!!"

Jeg er, som sagt før, kæmpe control-freak, så når jeg ikke kan kontrollere ting, så som dette, bliver jeg lidt ilter. Jeg dur ikke til det. 

Jeg ved jo godt, at der ikke er noget GALT i, at være glad for et andet menneske. Jeg er glad for rigtig mange mennesker (I hvert fald efter, jeg er begyndt i skole, haha), men på denne måde... Det er meget sjældent. 

Jeg er træt af, at tingene ikke altid kan gå op. Jeg er træt af afstand. 
Jeg ville bare ønske, at dette kunne fungere. Men det kan det ikke - i hvert fald ikke lige nu. Og det er okay. Sort of. 

Og inden I spørger, selvom det er meget sødt - ja, jeg er helt okay. Jeg har bare mange tanker lige nu, haha.

I never meant to break your heart
I won't let this plane go down.
I never meant to make you cry,
I'll do what it takes to make this fly.

Jeg er ikke så glad for de her dage/aftener.

Dem, hvor jeg kun kan se alt det, jeg ikke kan, og alt det, jeg ikke har, i stedet for at se alting fra den lyse side.

Disse dage har alle nok, går jeg ud fra, men det får mig ikke til at hade dem mindre.

De, i dette tilfælde, aftener, hvor det går op for mig, hvor lang vej jeg har endnu. Før jeg kan sætte mig ind et tog alene, før jeg kan gå fuldtid i skole, før jeg er færdig med mit vægttab, før jeg "kan" få en kæreste (for vægttab og kæreste hænger VOLDSOMT sammen for mig), og før jeg kan sige, at NU kan jeg 100% klare mig selv.

Jeg er stadig så pisse afhængig af andre mennesker, og jeg hader det. Inderligt hader det, fra det nederste af mine tæer, til det øverste af mit hoved. Jeg kan ikke fordrage det. 
Og så kan folk sige nok så mange gange, at jeg ikke må slå mig selv i hovedet med det, for jeg kan alligevel ikke selv gøre for det - for gør det det bedre? Overhovedet ikke. 

Jeg er control-freak udover det rimelige, så det gør det absolut ikke bedre. Jeg ville allerhelst, at jeg kunne styre det, styre min angst og paranoia, og bare være... som mine venner. 

Jeg hader det faktum, at jeg ikke går på universitet, gymnasiet eller HF som mange af mine venner, eller at jeg ikke har noget arbejde, for guess what? Det kan jeg sgu heller ikke, haha.

Så nu sidder jeg hjemme en fredag aften, fordi jeg ikke kan komme nogen steder, for der er ingen til at køre mig. Endnu en fredag, hvor jeg ikke kan noget. I dag er det så bare ikke angstens skyld, men det praktiske, der ikke hænger sammen. 

Og jeg ved jo godt, at jeg allerede er kommet ufattelig langt, men jeg er bare ikke der, hvor jeg gerne vil være. Som jeg sagde til min farmor, så er det sgu ikke drømme tilværelsen, at være 21 år og være på kontanthjælp. Og jaja, jeg skal nok komme videre, og jeg skal nok få det godt, og jeg skal nok, og jeg skal nok, og jeg skal nok. Men... for fanden, kunne det ikke bare komme nu? Jeg er træt.