PTSD's a bitch.

Jeg hader det.

Jeg hader, at flashbacks'ne kommer, så snart jeg har det bare en smule skidt. Jeg hader, at jeg ikke kan stoppe dem. Jeg hader, at de giver mig kvalme, og får mig til at føle mig så beskidt.

Jeg hader, at jeg ikke kan glemme det - og jeg ved udmærket godt, at det ikke bare er sådan noget, man glemmer. 
Jeg hader, at jeg ikke tog imod hjælpen, første gang jeg fik den tilbudt. 

Jeg hader, at det har gjort mig "endnu" mere syg. Jeg hader at et menneske skal have den magt over mig. 

Jeg hader, at intet har været det samme siden - at JEG ikke har været den samme siden. 

Jeg hader, at jeg stadig tuder og ryster over det, når de der kære flashbacks tager over. Jeg hader, at jeg ikke ved, hvad jeg skal stille op med det - for ingen har lært mig det.

Jeg hader, at jeg ikke kan snakke om det. Jeg hader, at jeg er så god til at gemme det væk - lige indtil, det ikke er muligt længere.

Jeg hader juni.  

Det skal nok blive okay. Det ved jeg godt. JEG skal nok blive okay.

Men lige nu... føler jeg mig pænt lige gyldig. Også selvom, at jeg godt ved, at jeg ikke er det.

Hvis det står til mellem os, som det gør i mit hoved, så ville jeg ønske, at du ville melde klart ud.
Ville det gøre ondt? Ingen tvivl om det.
Ville det være lettere end dette? Absolut. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv mere, når nogen nævner dig. Jeg burde være ligeglad. Jeg burde være kommet over det.

Det er jeg bare ikke - og som Mikkel siger, så får jeg ikke lov til at komme over det.

Det starter på ny, hver eneste gang jeg ser dig. Endda i versioner, jeg slet ikke kunne forestille mig.

Og jeg tror helt ærligt ikke, det er ond vilje fra din side, men jeg kan da ikke vide det. Jeg tror helt ærligt bare, at du er for dum til at kunne se det - se, hvad det gør ved mig. 

Men jeg er træt af det. Så inderligt træt af det. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv i dag. Denne lorte dag, der kommer hvert. eneste. år.
Men i morgen er bedre - business as usual.

My heart can't possibly break,
When it wasn't even whole to start with.

Jeg ønsker ikke, at være i et forhold lige nu. Det gør jeg vitterligt ikke.

Men... stod du udenfor min dør i morgen, med det der pisHAMRENDE irriterende smil, kiggede på mig, og sagde "Let's do it all over again", så ville jeg have meget svær ved at sige nej.

Jeg ved ikke, hvorfor det hele kommer tilbage ind i mellem. I dag er det nok de der 3 Royal Export, haha.

Men jeg forstår ikke, hvorfor det pludselig skal komme, når jeg står i Kiwi og skal finde ud af, hvilken slags rugbrød, jeg skal have. 

Jeg forstår ikke, hvorfor det kommer, når jeg sidder og ser Modern Family, og jeg forstår ikke, hvorfor det kommer, når jeg ser en lille, lyshåret baby.
Måske fordi, jeg forestillede mig, at mine egne børn ville se sådan ud.

Jeg forstår ikke, hvorfor det skal være så svært - du er jo bare en fucking fyr, og jeg burde for helvede komme videre. Jeg burde komme over det, som jeg har fået at vide SÅ mange gange, at jeg skal.

Og jeg forstår slet ikke, hvorfor vores fælles ven skal kigge på mig og sige "Du er jo ikke ovre ham - du kan ikke narre nogen".

Jeg er bare super træt af det. Jeg vil gerne videre. Jeg vil gerne finde en anden. En, der er bedre end dig - for min mor siger, at sådan én findes, selvom jeg virkelig tvivler.

Du er, uden tvivl, det bedste, jeg nogensinde har "haft". Og jeg savner dig. Ikke hver dag længere, men stadig hver uge. Måske er det på vej væk. Jeg har ingen idé.
Men jeg ville ønske, at det ville forsvinde. Jeg er træt....

"Sometimes you love someone so much that not even the truth can change your mind."

 

Jeg er, for det meste, okay med, at "blive forladt". 

Jeg har prøvet det en million gange, jeg er ligesom ved at være vant til det. 

Men... det har altid været mænd, der har forladt mig. 
Det er noget helt andet, når det er piger - veninder.

Jeg kommer SÅDAN til at savne hende. Det virker helt forkert. 

Og hende. Og hende. Og hende.

Og jeg kan slet ikke forstå, og måske har det noget med de Tempt at gøre, at folk bare kan flytte fra mig. Og jeg ved jo godt, at det ikke er mig, de flytter FRA - men nye oplevelser, de flytter til. I get that. 

Jeg... føler mig bare så alene lige nu. Jeg ved godt, at jeg har det bedre i morgen, og hvis ikke, så hey, jeg skal til fest! Haha.

Det her er meget mærkeligt. 
 
 

Jeg synes, det er komisk.

Komisk, at man kan blive ved med at håbe på, at et menneske ændrer sig, at de holder op med at såre en, og at det bare... stopper. 

Og sådan er det selvfølgelig ikke - ikke i dette tilfælde. Og så sidder man næste dag og har det af helvedes til, fordi man føler sig så lige gyldig, som om, man ikke er god nok - ikke, at det er en ny følelse, men den er fandeme træls alligevel.

Måske er det fordi, jeg, inderst inde, tror på det bedste i mennesker, at jeg bliver ved. Ved med at håbe, ved med at drømme om, at det stopper. For det må vel for fanden stoppe på et eller andet tidspunkt.

Måske er det også fordi, at jeg jo holder af ham. Det har jeg altid gjort, og det bliver jeg ved med, uanset hvor meget han kan være en idiot - for dét kan han. Fucking ingen tvivl om det.

Måske er det også fordi, at det lige er ham, at jeg bliver så ked af det. Fordi han godt ved, at det, han siger, er forkert. Det tror jeg virkelig på, at han gør, men han siger det alligevel, og det fucker med min hjerne, for hvorfor siger man noget, man godt ved, gør andre mennesker kede af det? 

Jeg ved det ikke. Og jeg bliver nok ved med at lede efter det svar lang tid endnu, selvom jeg godt ved, at jeg ikke finder det. Suk.

Men jeg tror virkelig, jeg har fået nok nu. Ikke, at jeg ikke vil snakke med ham mere, eller at jeg ikke vil have noget med ham at gøre mere, for som sagt holder jeg af ham, men.. måske skal jeg bare sætte nogle grænser. Det har jeg aldrig været god til, men jeg fucking øver mig. 

"I've ruined myself for a lot of people, and I used to think that that was okay."

Jeg bliver så træt.

SÅ træt, når jeg ikke kan nå ind til folk, når jeg ikke kan få dem til at forstå, hvad jeg mener.
 
Jeg bliver træt, når jeg får at vide, at jeg da i hvert fald ikke har en depression, for jeg sidder jo og smiler. Har du nogensinde hørt om et pokerfjæs? Just wondering.

Jeg bliver træt, når jeg får at vide, at jeg SKAL træne 3 gange i ugen, uanset om jeg kan overskue det eller ej, for så simpelt er det jo!!! (Sarkasme kan forekomme.)

Jeg bliver, ironisk nok, træt, når jeg får at vide, at jeg sover alt for meget, og det skal jeg holde op med lige nu - igen, for så simpelt er det jo, når man har det skidt og har et stort søvnbehov. 

Jeg bliver træt, når jeg bestiller tøj, i samme størrelse som normalt, og så det ikke passer.

Jeg bliver træt, når jeg ikke kan overskue at træne eller spise ordentligt - og det er, helt ærligt, det meste af tiden. 

Jeg bliver træt, når jeg får at vide, at jeg "bare" skal gøre dit og dat - for hvis jeg kunne det, tror I så for fanden ikke, jeg havde gjort det for længst?

Jeg bliver træt, når jeg føler, jeg bliver bebrejdet for ting, jeg ikke selv kan styre. 

I dag er en møgdag, og jeg vil bare gerne have, at det snart er lørdag, så jeg kan hygge med mine venner. I need that. 

Der er gode dage - og så er der mindre gode dage.

Og jeg ved godt, at de altid vil være der - de der mindre gode dage. I know, I'm aware.

Men hvor ville jeg ønske, at du var her. Jeg mangler dig til at holde om mig, og til at sige, at det nok skal blive okay - for det ved jeg godt, at det nok skal. Jeg ville bare gerne høre det fra dig - ham, der altid troede på mig.
Eller... det vil sige, lige indtil, du ikke gjorde mere.

Og det er okay - jeg har, sådan nogenlunde, affundet mig med det.

Men lige så snart, disse dage kommer, så mangler du. Det gør du virkelig.
Jeg har brug for dig til at kysse mig på panden, smile til mig, og sige "Hey. Det er okay" - og jeg ved ikke hvorfor. 
Måske er det stadig det der "first love" koncept, jeg aner det ikke.

Det handler ikke længere om, at jeg ikke tror, jeg kan overleve uden dig - det ved jeg udmærket godt, at jeg kan. Det har jeg gjort i over 4 år nu, jeg kan også klare de næste 70. Det handler nok bare mere om, at jeg savner dig. At jeg stadig får en knude i maven, når nogen nævner dig. Og jeg hader det - og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af det, og der er ingen, der har et svar til mig.

Jeg hader bare disse dage. Som om, de ikke var træls nok i forvejen, så kommer dette oveni - og jeg kan ikke fordrage det. 

Og folk siger til mig, at jeg bare skal skrive til dig, og så er jeg næsten ved at dø af grin - hvordan skulle jeg kunne det? Af både den ene og den anden grund. Det kan jeg jo umuligt - mest fordi, du har blokeret mig over alt, og jeg nægter at trænge mig på. 

Og jeg vil allerhelst bare lave noget - et eller andet, så jeg kan få tankerne væk fra det her. Men det har jeg ikke overskud til - griner helt, fordi det er så tragisk. For helvede.

"If I had the choice of hanging out with anyone in the entire world, or sitting at home with you eating pizza, watching a crappy TV show, I'd choose you everytime."