I miss you guys.

Her juleaften vil jeg sende en tanke. Eller fire.

En tanke til min mormor, som altid forstod at samle familien 1. juledag. En tak fordi, hun altid spillede æsel med mig, når de skulle passe mig, fordi jeg havde ondt i maven og ikke kunne tage i skole.

En tanke til min faster, som altid var i stand til at passe på andre, selvom hun ikke kunne passe på sig selv. En tak fordi, hun sørgede for, at jeg blev holdt så tæt på min far, som muligt, i de forfærdelige 2½ år. En tak for, at hun legede med dukker med mig.

En tanke til min farfar, for at være den bedste far, jeg nogensinde kunne bede om. En tak for, altid at passe på mig, våge over mig, og give mig alt det, jeg ikke vidste, jeg manglede. En tak for, at jeg aldrig var alene - selv når det VIRKELIG føltes sådan. Og en tak for, at jeg stadig aldrig er det. 

Sidst, men ikke mindst, en tanke til mit elskede får, som altid forstod at trøste mig, selv når jeg ikke vidste, at det var nødvendigt. En tak for, at hun altid var der, med det fucking samme, til at muntre mig op, når det var nødvendigt. En tak for de 2½ år, vi fik sammen.

Jeg fucking savner jer - især i dag. 

Jeg bliver træt.

Jeg bliver lidt træt i hovedet, når folk mener, at de ved, hvordan jeg skal referere til mig selv - hvordan jeg skal snakke om mig selv, og hvad jeg skal mene om mig selv. 

Jeg er åbenbart ikke autist - jeg er simpelthen "et menneske med autisme". 

Og når jeg så forsøger at forklare, at jeg faktisk er autist, så siger de til mig, at sådan må jeg ikke snakke om mig selv.

Undskyld mig, men... hvad?

Må jeg ikke selv styre, hvordan jeg taler om mig selv, og hvordan jeg tackler dette handikap? Er der virkelig en anden, professionel eller ej, der skal fortælle mig det?

Fuck nej.

For sandheden er, at jeg er autist. 
Det er ikke bare en del af, hvem jeg er - det ér, hvem jeg er. 

Jeg går jo heller ikke rundt og siger, at jeg "lider af paranoia" - jeg er paranoid.
Jeg "lider jo heller ikke af angstanfald", når de kommer - der ér jeg angsten.
^Bad example perhaps, but you catch my drift. 

Jeg er da glad for, at de mener, jeg er mere end mit handikap og mine sygdomme, men de er jo stadig en del af mig - de er grunden til, at min hjerne "fungerer" (eller ikke gør), som den gør.

Og jeg har besluttet mig for, at det kan jeg ikke se det dårlige i - for de gør mig til mig, og jeg er egentlig helt okay, præcis som jeg er. 

"I love you the most."

Det er lidt sjovt - jeg er ikke sikker på, hvem jeg selv er længere. Og det sjoveste er, at det på INGEN måde går mig på.

Det, der er endnu sjovere, og en smule tragisk, er, at det nok er hans skyld. 
At det nok er fordi, jeg ikke kan være i mig selv af forelskelse. At det nok er fordi, jeg elsker en så højt - så højt, at jeg helt havde glemt, at det var muligt.

Jeg er stadig ikke helt vant til denne følelse - granted, jeg har også kun haft den i lidt over en måneds tid, men... det er finurligt. Fantastisk, skønt og lige til at blive glad i låget af, men også en smule finurligt. 

Men det er også en smule skræmmende - skræmmende, at man kan være så hooked på ét menneske, at man gør og siger ting, man aldrig har gjort/sagt før.
Så hooked, at man slet ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv, når man har sat ham på toget/sat sig ud i bilen, og man bare sidder der og tænker "Well... what now?"

Og det er da også lidt komisk, at uanset hvor stor en klaphat han kan være, har jeg bare lyst til at kysse ham. Hele. Fucking. Tiden. Kan jeg få job som professionel Capper-kysser, lol?

Jeg bryder mig ikke om disse dage.

De dage, hvor usikkerheden tager over, og jeg, af en eller anden grund, ikke føler mig tilstrækkelig - jeg hader at føle, at jeg ikke er god nok. Det driver mig til vanvid.

For jeg ved jo godt, når jeg kan være rationel, at jeg er god nok, præcis som jeg er - jeg er den eneste udgave af mig, der overhovedet er, og det er vel, i sig selv, godt nok?

Og det, der irriterer mig mest, er, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg føler sådan - hvorfor jeg lige pludselig overanalyserer alt, og hvorfor jeg pludselig tvivler på, om folk overhovedet kan lide mig - folk, der ikke er min mor, haha.

Og jeg bliver et forfærdeligt menneske, når jeg har det sådan her - bider af alt og alle, og har egentlig mest lyst til at gemme mig under min dyne. Men jeg gør det ikke, for det er ikke løsningen. 

Men... i det mindste har jeg været fri for selvskade i 2 år og stemmerne i 5. Det er altid noget, og det skal jo nok gå alt sammen. 

Det her er rodet. I apologize for any inconvenience. 

"I think I was blind before I met you."

Jeg dur ikke til savn.
Jeg dur ikke den der følelse af, at noget mangler - og det, at jeg ikke dur til det, det gør mig arrig - for jeg bliver direkte arrig, når der er noget, jeg ikke dur til. Perfektionist, much??

Jeg dur ikke til, at én person kan make eller break min dag. Jeg dur ikke til det. *stamper surt i gulvet*
Jeg dur ikke til langdistance forhold - jeg dur basically bare ikke til, at han ikke er her.

Men det er ligesom okay - for om 4 dage er han her, og jeg kan putte mig ind til ham igen, og så er det hele okay igen.
Og, hvis jeg skal være helt ærligt, er der ingen, jeg hellere gjorde det her for/med. Nej, vent, scratch det der "hellere", for der er ingen anden, jeg gjorde det her med. Og det skræmmer mig. Giver jeg mening nu? Nå, ikke... det må jeg vel lære at leve med.

Men... langdistance ér en bitch - og ja, for mig er det langdistance - og jeg har aldrig været god til det. Men jeg vil hellere være dårlig til det her, end jeg vil være god til noget som helst andet, med hvilken som helst anden. 

I'm in over my head..... 

This is a funny feeling.

Ih, hvor er det mærkeligt, hvor lykkelig man kan være. 

Hvor er det mærkeligt, hvor meget én person pludselig kan betyde, og hvor lidt andre betyder - hvordan man pludselig kun har øjne for ham.
Når selv Michael Clifford forsvinder ud af ens hjerne, så er det sgu ved at være alvorligt!! 

Hvor er savn noget spøjst noget, og hvor kan det påvirke ens humør - især, når PMS'en samtidig slår til, haha. TMI? Possibly. 

Hvor er følelser underlige - hvor er det hele mærkeligt, haha. 

Men, ih... hvor er jeg forelsket - sådan helt... flyvende på lyserøde skyer, sommerfugle i maven, svedige håndflader og et dumt smil på læberne, forelsket. Og hvor kan jeg SLET ikke håndtere det! Men jeg får, forhåbentlig, tid til at vænne mig til det.

Og hvor kan 14 dage føles som meget, meget, meget lang tid - selvom jeg udmærket godt ved, at det ikke er lang tid, virker det helt uoverskueligt.

Men... det mest spøjse er, at man/jeg kan elske en så højt, at man helt glemmer, hvordan det føles at hade sig selv. Det tror jeg faktisk ikke, jeg har prøvet før. 

Og at han så også gider mig, det... kan jeg slet ikke forholde mig til, lol. Men hvor gør det, og han, mig glad - bare, hvis det ikke skulle være gået op for dig/du/jer/I.

"I've got scars, even though they can't always be seen

And pain gets hard, but now you're here and I don't feel a thing." 

I could get used to this.

Dette er meget spøjst, synes jeg. Jeg er ikke vant til at få følelser SÅ hurtigt - tro det eller ej, lol.

Det er meget mærkeligt, at man kan være så "hooked" på en person, man har mødt én gang - selv for mig er det mærkeligt, og det siger en del! 

Jeg synes, det er mærkeligt, pludseligt at elske en - virkelig, inderligt elske en. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det tager noget tid at vænne sig til igen, I guess.

Jeg synes også, det er utroligt, at man kan være SÅ jaloux - granted, jeg har aldrig været jalousi-fri, men mine følelser denne gang tager det da til et nyt niveau. 

Jeg kan heller ikke heeelt vænne mig til det der med, at jeg pludselig stoler på en, jeg har følelser for - det har jeg satme ikke gjort længe, og det er OGSÅ meget spøjst (kan I fornemme, at jeg ikke helt er på hjemmebane her, lol?)

Men... det er jo fantastisk, at uanset hvor meget lort min dag har været, så skal han bare ringe og sige "Hej mulle!", og så er det ligesom om, at det hele forsvinder - at selv jeg forsvinder. Det giver ikke mening det her, vel??
- nej... det tænkte jeg nok. 

Men jeg behøver ikke give mening lige nu - min mor har altid omtalt forelskelse som "midlertidig sindssyge", så jeg er undskyldt! (Men bær venligst over med mig alligevel.)

"All I know is that I love you so, so much that it hurts."