Savn.

Endnu engang sidder overvælder savnet mig. Du kan ikke være væk, det er ikke rigtigt.
Det er snart 3 år siden, men... det bliver ikke lettere. Tanken om, at jeg aldrig skal se dig igen, høre dig stolt sige "Det er min bette pige!" og aldrig få et af de trygge kram igen, jeg... jeg kan næsten ikke bære det.

Jeg havde en idé om, at du aldrig skulle dø. Jeg kunne bryde sammen ved tanken om, at du på et eller andet tidspunkt blev hevet væk fra mig. Folk prøvede at sige "Michelle, selvfølgelig dør han på et eller andet tidspunkt, det gør alle." men... i mine øjne, var du udødelig. Intet kunne få ram på dig. 
Ikke om det så var nazister, køer, blodpropper, sorg og alle de andre ting, der forsøgte at tage livet af dig, så kunne du ikke dø.

Det er snart din fødselsdag, en dag jeg, lige så længe, jeg kan huske, altid har brugt med dig. På nær de sidste 2 år. Jeg skal aldrig høre dig sige "Michelle, det skulle du da ikke! Den største gave er, at du kommer" mere, mens du alligevel smilte over hvad end, vi nu havde fundet på til dig.
Jeg skal aldrig diskutere verdens situationen med dig. Jeg skal aldrig høre skræmmende historier fra dig. Jeg skal aldrig se ham, der altid troede på mig, selv når andre ikke gjorde, igen.

Jeg føler mig så alene. Jeg har bare siddet og set på, at min verden faldt fra hinanden. Jeg kunne, for første gang i mit liv, ikke vende mig til dig for hjælp. Det er noget af det sværeste, jeg nogensinde har skulle overleve. 

Og tanken om, at jeg aldrig fik en chance for at sige ordentligt farvel.. Sidst jeg så dig, i vågen tilstand, lå du i din seng og sagde "Michelle, gå nu ud til de andre, jeg bliver snart rask igen". Jeg kunne godt mærke, at der var noget galt, men.. jeg nægtede at tro på det. Din stemme dirrede på en måde, den aldrig havde gjort før. Du så så svag ud. Og når ens helt ser svag ud, så ved man, det står skidt til.

Jeg brugte det første års tid efter din død på at tænke "Han skulle have taget mig med". Den tanke rammer mig stadig engang i mellem. Så som lige nu. Men jeg ved, på en eller anden mærkelig måde, at jeg ser dig igen. Jeg ved, at hvor end jeg nu ender, når jeg dør, så står du og venter på mig. 
Jeg er ikke bange for at dø - jeg er sikker på, du står der til at redde mig, for sidste gang.

Hej, jeg er sur.

Hvor det irriterer mig grænseløst, når folk bare bliver enige med sig selv om, at grunden til, jeg sidder herhjemme er, at jeg gerne vil. 

Har lige, igen, fået smidt sætningen "Du laver jo ikke en skid" i hovedet. Som om jeg kan lide det. Som om jeg kan lide at lave intet. Som om jeg kan lide at sidde herhjemme, mens mine venner får uddannelse, kørekort, lejlighed og endda børn. Som om jeg synes, det er fedt. Ej hvor det irriterer mig.

Hvis jeg kunne, gik jeg da i skole. Jeg misunder jer grænseløst. I tager det forgivet, og det pisser mig af. "Jeg skal i skole i morgen! :((" - hold din kæft. Læg dig hjem i din seng i 3 år, så ville du give alt for at gå i skole. At kunne stå op om morgenen og tage af sted.
Jeg ville elske at gå på gymnasiet, HF eller andet. Det lyder mærkeligt for jer, det kan jeg godt forstå, men jeg ville ønske, jeg kunne stå op klokken 6 om morgenen, gå i bad og tage i skole, komme hjem efter en lang dag og bruge aftenen på at lave lektier. 

Jeg har altid elsket at gå i skole, elsket at lære. Elsket at bruge min tid på at læse om ting og derefter skrive en opgave om det. Selv oldtidskundskab lyder interessant for mig lige nu. Men næh nej, jeg sidder herhjemme, indtil kommunen finder et sted at anbringe mig. Vild ungdom.

Blablabla.

Nu får I en update, selvom ingen læser min blog, lol.

Er nu begyndt at træne og spise sundt! Eller... sundere!
Har udskiftet rundstykkerne om morgenen med havregryn eller Cheerios, eftermiddags muffinen ud med rosiner, noget af colaen ud med vand osv. Derudover, cykler jeg 7 km hver dag nu, tager 20 mave+armbøjninger! Er faktisk lidt stolt af mig selv, og min mor siger, man allerede kan se det! <333333333

Har brugt hele dagen sammen med mine søskende. Var i biografen og se Biler 2 i 3D med bette manden, og nøj hvor var den kedelig! Han faldt helt i søvn, lol. 
Det irriterer mig grænseløst, at de sagtens kan opføre sig pænt, så længe deres forældre er væk. Lukas opførte sig eksemplarisk i biografen, sad pænt, hørte efter, var stille osv, men så snart, han så far, så var han tilbage til at være den der lille lorte unge, man mest bare har lyst til at kaste over hækken. Og det er det samme med Mia - der er ingen problemer med hende, så længe far og Anita holder sig væk. Men så snart, de dukker op, så opfører de sig som må uopdragne lorte unger.

Det irriterer mig også, når drenge ikke bare kan... sige, hvad fuck de vil. Lad nu være med de der blandede signaler. Kan du lide mig, great. Kan du ikke, så lad være med at opføre dig sådan. Ej hvor er det træls!
- og så er det den 2. oktober på søndag, så der ligger jeg sikkert i sengen og tuder hele dagen, for så ynkelig er jeg. 


Og så pisser det mig af, når folk, der har oplevet traumatiske oplevelser, siger "Hvad fuck får du flashbacks fra?" - søde ven, bare fordi jeg ikke har fortalt dig alt, betyder det ikke, at jeg ikke kan få flashbacks fra ting, jeg ikke har lyst til at gennemleve. 


Og nu vil jeg tage noget make-up på, så jeg kan tage et nyt profilbillede. Ender sikkert med 66 billeder, igen, og kan kun bruge et, lol.

blob.

Jeg hader de her dage, hvor det går op for mig, hvor meget der egentlig forsvandt, da Philip gjorde det. Hvor meget jeg skubbede væk og opgav, fordi jeg var en forkælet lille møgunge, der ville føle sig elsket. 


Jeg ved godt, det lyder latterligt, men jeg havde virkelig regnet med, at Philip og jeg skulle være sammen længe. Måske endda for altid. 
Når jeg så min fremtid, var han midtpunktet. Hvis jeg forestillede mig mit bryllup, var det ham, der stod og ventede ved alteret. Jeg forestillede mig mine børn som små, blonde usandsynlig smukke væsener, med blå øjne. 


Jeg syntes, han var latterlig, da han snakkede om, at vi skulle flytte sammen. Men det er gået op for mig, at det var det, jeg levede på. Det holdt mig kørende, at jeg om nogle år ville bo sammen med ham. Det holdt mig kørende, at jeg havde et ekstra hjem i Årslev. 


Hans familie blev lyn hurtigt min familie. Jeg følte mig på en sær måde hjemme, allerede første gang jeg var der. Det var som om, jeg endelig passede ind et eller andet sted. For de er sgu næsten lige så skøre, som jeg er. Jeg vidste, at uanset hvad der skete, så kunne jeg ringe til Mette, og hun ville være der for mig. For som hun sagde, jeg gjorde hendes dreng glad. 
Det kan jeg i det mindste prale af - jeg gjorde det mest fantastiske menneske i verden lykkelig, om ikke andet så bare for et par måneder. 

Blablabla.

Det er lige gået op for mig, hvor farligt det er, at se en person som perfekt. 
Hvor farligt det er, at sætte dem op på et piedestal, et sted hvor de sikkert slet ikke burde være. 


Jeg troede, jeg var færdig med det her. Jeg troede, jeg havde lært af den gang, det skete, hvor det hele endte forfærdeligt. Jeg troede, jeg var færdig med at få fejet benene væk under mig, og så bagefter bare stå der "wtf just happened?", men åbenbart ikke. Lucky lucky me. 


Jeg ved jo godt, hvordan det her ender - jeg står tilbage, fuldstændig ødelagt, og så skal mine venner (I er fantastiske, btw) hive mig op én gang til. Lucky you, huh?
Jeg var så stolt over, at det var længe siden, jeg havde forelsket mig i nogen. Der fik vi da så lige ødelagt dén rekord. 

ekskærester.

Eks kærester skal skydes og derefter puttes ned i et hul, hvor de kan rådne op uden at ødelægge mit humør. End of discussion. 

Brok, brok og atter brok.

Jeg er så træt af, at min far ikke kan finde ud af at holde sine løfter. Det er 6 dage siden, han sagde, at det her ikke ville ske igen. Yir, right asswipe. Jeg er så fucking træt af, at han lover guld og grønne skove, og der sker bare ikke en skid efter det. Altid rart at blive mindet om, hvor lidt man egentlig betyder. 


Jeg er også pisse træt af, at man ikke kan sige til sig selv "lad nu være med at forelske dig", for man ved jo, at det ender galt - mindst ét knust hjerte, som højest sandsynligt ender med at være mit. Gider ikke det her lorte kærlighed mere, det gør mig bare hidsig. Føler mig så fucking magtesløs, når jeg er forelsket. Jeg kan hverken gøre fra eller til, og hvis der er noget, Michelle ikke kan lide, så er det ikke at have kontrollen. 


Og så kan jeg ikke håndtere, hvor smukke mine veninder er. Virkelig. Når jeg kigger på dem, gør det næsten ondt - de ligner fucking modeller no matter what, og så sidder jeg her med lige så meget sexappeal som en fed sæl. Fucking elsker mit liv mand. 


Og så er min Straight To Dvd! dvd også blevet væk, hvilket mest af alt bare får mig til at ville lægge mig ned og tude.