En blandet affære.

Det er faktisk utroligt, hvor dum man kan føle sig.

Hvor dum man kan føle sig over, at man læser signaler forkert - gang på gang, på gang, på gang, på gang...

Over, at man liiige når at tænke "Hey, han kan sgu lide mig!" - eller, den mere selv destruktive fætter - "Hey, der er rent faktisk EN, der kan lide mig!!!! *mind does happy dance*"

Jeg hader den sidste. Inderligt hader den. Den der del af mig, der bliver overrasket over, at der er en, der muligvis kan lide mig, for det giver ikke mening for mig.

Hvorfor giver det ikke mening for mig, spørger du? Jeg ved det ikke. Måske fordi, jeg ikke ligefrem er min egen største fan. Måske fordi, jeg ikke er vant til det. Måske fordi, jeg har ændret mig SÅ meget, på så få år, at jeg ikke altid selv kan følge med, og ikke altid heeeelt ved, hvad jeg mener om mig selv. På de dårlige dage.

På de lidt bedre dage kan jeg jo godt se, at jeg ikke er så forfærdelig, som jeg nogle gange går og tror. Men derfor bliver jeg alligevel lige overrasket hver eneste gang.

Og så sker sådan noget her, og så har jeg bare lyst til at tilmelde mig (hedder det det??) et kloster, og så bare blive der, så det ikke kan ske igen. Men det er jo for helvede heller ikke løsningen.

Jeg siger tit til mig selv, at jeg skal holde en pause fra det her fis. Og jeg prøver virkelig, det gør jeg. Men så kommer der idioter, der får følelser frem, eller min ensomhed kommer tilbage, eller jeg kommer i tanke om, at Hot.dk eksisterer (I know, I know), og så er det bare ikke så nemt længere.

Men det skal nok gå. Ellers kan jeg jo bare leve resten af mine dage som gammeljomfru, haha. 

Jeg går ikke rundt i en kontant sky af savn længere - det gør jeg ikke. Heldigvis.

Men når det så rammer mig, så rammer det mig med 120 km/t, lige i ansigtet, og så kan jeg ikke lade være med at tænke "Nå... jamen, så ligger jeg bare her lidt."

Jeg tror mest, jeg savner dig på de dage, hvor jeg har ~brug~ for dig, selvom jeg hader det udtryk. De dage, hvor det hele er noget lort, og hvor jeg har brug for at gemme mig i dine stærke arme - og sådan en dag er det i dag. 

En af de dage, hvor jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, fordi du ikke elsker mig længere - for det gjorde du på et tidspunkt, det er jeg ikke i tvivl om. Sådan et blik KAN bare ikke fakes.

Måske er det fordi, jeg har puttet dig op på et piedestal - for helt ærligt, kan NOGEN være så fantastisk, som jeg husker dig? Jeg ved det ikke.

Men så bliver jeg så vred på mig selv - for handler det her, helt ærligt, bare om, at jeg er FUCKING selvdestruktiv? 
Handler det om, at jeg ikke vil give slip - eller kan jeg simpelthen bare ikke? Er jeg ikke i stand til, at "komme videre"? 

Jeg er bare, hvis jeg skal være helt ærlig, pisse træt af det. 

Jeg er træt af at savne en, jeg godt ved, ikke savner mig - jeg er jo ikke dum. Jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig. 

Men det gør det, om muligt, kun sværere. Jeg burde bare gå i seng. Det har været en meget, meget, meget lang dag.

"You were a vision in the morning when the light came through

I know I've only felt religion when I've lied with you." 

Jeg nægter at forsvare mig selv.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har sat mig 100% ind i det her, men jeg er vred alligevel - er det ignorance? Det er det nok. Men nu skal det ud.

Jeg bliver lidt træt i hovedet, når en eller anden idiot (læs: Peter Gøtzsche) kommer frem og siger, at vi jo bare er "kede af det".

Jeg bliver træt i hovedet, når jeg føler, at jeg skal forsvare valg, jeg har skulle tage dagligt, siden jeg var 14 år gammel.

Jeg bliver træt i hovedet, når folk siger, at medicinen jo ikke hjælper, og at det er medicinalindustrien, der bare vil tjene penge - granted, det vil de også. Selvfølgelig vil de det. Men så generelt kan det bare ikke siges.

Jeg mener selvfølgelig heller ikke, at alle skal have medicin - men jeg mener bestemt, at hvis det bliver anbefalet, man er med på det, man mærker forskel, og bivirkningerne ikke er for store, så synes jeg, man skal - hvis forskellen er af den rigtige slags, selvfølgelig.

Jeg nægter at generalisere, så nu gør jeg det lige MEGET klart, at jeg taler fra mit eget synspunkt - JEG har brug for medicinen. 
Jeg kan godt huske mit liv inden, og det var ikke et liv. 

Men har jeg så haft et "ordentligt" liv, i de, snart 7 år, jeg har fået medicin? Bestemt ikke. Jeg har haft starten på et ordentligt liv det sidste år - men Rom blev altså heller ikke bygget på én dag, og det er noget, man må tage med.

Men jeg kan sige nu, og det er 100% takket være medicinen, at jeg er tæt på paranoia-fri - noget, jeg ikke kan huske, jeg har været i rigtig mange år. 
Jeg kan sige, at min angst er på et niveau, hvor jeg kan leve med den, og arbejde med den - vi er ikke venner, og det bliver vi aldrig, men jeg kan holde det ud - igen, takket være medicin (og benhårdt arbejde fra min side, må jeg lige sige - credit til dig, Sjelle). 

Har jeg så ikke oplevet bivirkninger? Selvfølgelig har jeg det - vægtøgning på 42 kg, så behøver jeg vist ikke sige mere. Men det var næsten lige meget - for det handlede ikke om, at se godt ud - det handlede om at overleve.

Men det handler sørme også om, at blive diagnosticeret rigtigt, af kompetente mennesker, der ikke mener, at man har ADD, når det er noget så tydeligt, at det har man ikke, og derefter propper en på Strattera, der kun gør angsten værre - om jeg er bitter? Nej da. Det har jeg aldrig været (sarkasme kan forekomme).  

Jeg sidder heller ikke og påstår, at man ikke kan dø af medicinen - selvfølgelig kan man det. En af bivirkningerne ved Abilify, min lifesaver, er, at man kan få kræft. Kræft. Er det lige den mærkeligste bivirkning i verden, eller er det bare mig?

Men man kan godt føle sig lidt som en fiasko, når der er så mange, der mener, at man bare skal kunne klare sig uden medicinen, og man udmærket godt selv ved, at det kan man ikke. Så må man bare holde fast i, at man for helvede ikke er en fiasko - og da slet ikke pga. det.

Og nej, min autisme kan heller ikke kureres af, at jeg ikke spiser hvidt brød, går til clairvoyant, spiser 30 forskellige slags naturmedicin eller drikker klorin.  

Jeg ved egentlig slet ikke, hvor jeg vil hen med det her - det hele bliver lige lidt ekstra rodet, når jeg er vred og fortvivlet. 

Jeg er ikke god til det her.

Jeg er ikke godt til at savne folk - især dig. Hvilket er ironisk, når jeg har savnet dig i fire år.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke kan finde en ny, der kan "erstatte" dig, hvor forfærdeligt det end lyder. 
Don't get me wrong, som jeg har sagt før, så har der været et par stykker, der kom tæt på, men... Jeg bliver altid mindet om, at de jo for fanden ikke er dig.

Og det er skam ikke fordi, jeg ikke leder - men måske leder jeg for meget. Jeg ved det sgu ikke.

Og så er der jo altid de der idioter, der siger "Kom dog for helvede videre", og jeg bliver så gal. Virkelig arrig, for det er jo ikke så simpelt - hvis det havde været det, så havde jeg jo gjort det for længst.

Men, hvis jeg skal finde noget godt i det her, så handler det jo ikke længere om, at jeg ikke kan leve uden dig - det kan jeg sagtens. 

Jeg har, på mange måder, kun fået det bedre de sidste 4 år. Men alligevel er det som om, at der er noget, der mangler - eller, ikke noget, men nogen.

Jeg er i det mindste heller ikke vred på dig mere. Jeg er bare.... ked af det, tror jeg, beskriver det bedst. Og det er virkelig heller ikke fedt, haha.

Men alligevel kan jeg ikke få mig til at fortryde ét sekund af den tid, jeg brugte sammen med dig - for du viste mig, hvad kærlighed virkelig er.

Du viste mig, at jeg var vigtig, og at jeg var helt ok, som jeg var. Du viste mig, at kærligheden KAN være all-consuming, og at den faktisk kan være bedre end i bøgerne. 
Og måske er det det, der pisser mig mest af - at der ikke er andre, der har fået mig til at føle sådan igen. Det forsvandt ligesom sammen med dig.

Men det skal nok gå. It'll be fine. Jeg skal bare lige igennem sorgen, igen. Det har jeg jo snart øvelse i, haha.

”And I know things ended badly but I’d do it all again. ”

Min "det gør ondt" playlist.

Hej venner. 

Hvis det ikke skulle være gået op for jer, i løbet af de sidste par indlæg, er jeg virkelig blevet offer for kærestesorgen på det sidste - jeg hører derfor meget de samme sange, som jeg føler et behov for at dele (don't ask why). Måske i håb om, at de kunne hjælpe andre, der står i samme situation, som jeg gør. So here we go. 

Fordi, lad os være ærlige - hvad er bedre end Jon og Richies tekster? Ikke meget. Og så er den også virkelig god til de dage/øjeblikke, hvor man er virkelig, virkelig bitter og vred - hvilket, helt ærligt, er meget af tiden, haha. 

Fordi A) Perrie er fucking lækker, og hendes stemmer giver mig, gang på gang, eargasm, og det hjælper lidt på det hele.
B) Sangen er jo fantastisk, og de gør det virkelig godt.

Fordi Cassadee er fantastisk, og jeg stadig bliver målløs over hendes stemme - og så beskriver teksten hele denne fase SÅ godt. 

"So this is my apology for saying all those shitty things I wish I didn't really mean - I'm sorry, I'm not sorry." - bliver det meget mere ærligt?

Årh, Marina, du gør min sjæl lidt mere glad. 

"..but I'm fine, I just miss you all the time - just friends" - kombiner den lyric med Jenna's stemme, og så er der 99% risiko for, at jeg tuder. 

Fordi, helt ærligt, jeg kunne da ikke lave sådan en liste uden, at have mine drenge med på den. Og så er den sang jo bare fantastisk.

Jeg prøver på at være okay - det gør jeg virkelig. 
Og det går også, for det meste, okay. Indtil jeg kommer i seng - så vender det hele tilbage, og jeg har bare lyst til at skrige ned i puden.

Som Mikkel sagde i aften, så er det værste jo, at du giver mig håb, og at jeg lige nåede at smage på lykken, som nævnt tidligere. Og at du gør det igen, og igen, og igen, og....
Og ja, jeg tillader det - jeg lader dig gøre det. Ingen tvivl om det.

Og jeg ville gerne sidde her og sige "NU er jeg kraftedeme færdig!!" - men er det så simpelt? Nok ikke. 

Men jeg hader det. Det gør jeg virkelig.

Jeg føler mig så trådt på, så udnyttet, så pisset på, så... alt muligt lort. 

Jeg er sur. Jeg er virkelig, virkelig vred - for jeg fortjener det ikke. INGEN fortjener denne slags behandling.

Og jeg kan ikke connecte denne behandling med, at du påstår, at du "elsker" mig - det kan jeg virkelig ikke. 
For, som jeg har nævnt før, så behandler man ikke mennesker, man elsker, på denne måde. Det gør man sgu ikke - ikke at jeg mener, at man burde behandle mennesker, man ikke elsker, på denne måde, men... you catch my drift. 

"You were red, and you liked me because I was blue,
you touched me and suddenly I was a lilac sky,
and you decided purple just wasn’t for you."

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal være så naiv. 

Så naiv, at jeg tror på det, når folk siger de "rigtige" ting - jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor jeg udsætter mig selv for det, gang på gang. 

Måske er det fordi, jeg SÅ gerne vil tro på det - for de kan vel ikke ALLE have løjet? Så dårligt et menneske er jeg vel ikke, at jeg fortjener det.

Men, så igen, det her fortjener jeg heller ikke. 

Jeg fortjener én, der fucking ved, hvad han vil. Der rent faktisk holder de ting, han lover. En, der ikke bare lover guld og grønne skove, for så at forsvinde i et godt stykke tid, for derefter at komme tilbage og forvente endnu en chance - granted, det sidste er nok min egen skyld, da jeg er alt for "god" til at give ekstra chancer.

Jeg fortjener én, der ser på mig, hver eneste dag, som om, at han har vundet 300 mio. i Euro Jackpot - det fortjener vi alle. Måske skal vi bare minde os selv om det engang i mellem, især i situationer som denne.

Men... så er der bare også det faktum, at jeg ikke har følt sådan, for en "anden", i meget meget lang tid - ikke siden, han sidst var i mit liv, faktisk. 

Jeg nåede lige at smage på lykken. Det gjorde jeg virkelig. Jeg tror, det var definitionen på lykke, at høre hans stemme igen, og næsten kunne se en fremtid, der involverede ham, ude i horisonten. 

Men så sidder jeg her, 3 dage senere, og har grædt alt for meget, sovet alt for lidt, og lavet alt for lidt. Det skal jo nok gå - det ved jeg jo godt. Jeg har klaret det her før, jeg kan gøre det igen. 

Men et livstegn ville nu være rart.

"I love you to the moon and back

.. but I'd go further if you asked."