Depression.

Depression er, og har altid været, en mærkelig størrelse.

Det ene øjeblik kan jeg godt grine, og jeg kan (næsten) huske, hvordan rigtig glæde føles.

Det næste øjeblik hyler jeg over, at jeg har ikke råd til at give en af dem, jeg elsker aller højest, den julegave, jeg gerne ville give hende.

Det ene øjeblik elsker jeg C for at få mig til at grine, og det næste har jeg lyst til at smadre en stol ind i væggen, fordi jeg ikke føler, at jeg fortjener at grine. 
Og så, endnu et øjeblik efter, tænker jeg, at jeg da i hvert fald fortjener at grine, og at jeg ikke fortjener denne situation, for jeg er ikke et dårligt menneske. (Læs det igen, Michelle. Og gør det lige én gang til.)

Jeg synes jo, at det her er røv uretfærdigt, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det skal ramme mig. Ikke, at det skal ramme nogen, misforstå mig ikke. 

Men.. for helvede.. hvorfor skulle det lige være mig? Igen? 
Hvorfor er det sådan, at hver gang, jeg synes, det går okay, så ramler det hele et par måneder efter? 
Jeg lyder måske lidt bitter lige nu, og, granted, det er jeg måske også. Det føles fandeme heller ikke altid særlig fair.

Men det føles nogle gange som om, at jeg har en del af mig, der aldrig bliver rigtig glad - som om, at der et eller andet sort hul, i en del af mit hjerte/sjæl/kald det hvad du vil, som ikke rigtigt kan blive fyldt ud. Jeg ved slet ikke, om dette giver mening. Jeg er træt.

Og jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg er så ked af det for tiden - det hele kører jo. 

Jeg får (næsten) kun god respons på mine opgaver fra VUC, jeg skal flytte sammen med mit livs kærlighed, og jeg har vitterligt ikke noget at være ked af, hvis vi ser på det ude fra.

Hvorfor er der så sådan en del af mig, der virker som om, den aldrig bliver glad igen? Hvad fuck sker der, og hvorfor sker det? Hvad er der gået galt, og hvorfor rammer det nu?

Jeg aner det ikke. Og jeg finder nok aldrig svaret. Det må jeg jo så affinde mig med, I guess. 

"You wake up every morning to fight the same demons

That left you so tired the night before, 

And that, my love,

Is bravery."  

Still the memory of you marks everything I do.

Nogle dage slår det mig bare - at du aldrig kommer tilbage. At jeg aldrig skal se dig igen. At det hele virkelig er virkeligt, at det ikke bare er en eller anden ond drøm - som har stået på i næsten 8 år.

Jeg tror, det slår mig, især, i de tider, hvor det hele går så fucking stærkt for mig - i de perioder, hvor jeg, trods alt, rykker mig, og bliver bedre og bedre.

Hvor det hele ændrer sig, og du er den person, jeg helst vil dele det med - men det kan jeg ikke. Det piner mig, og det gør ondt helt ned i maven.

Jeg savner dig, stadig, som ind i helvede, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for det hele er næsten sagt. Men min mor har lært mig, at man skal snakke om det, der gør ondt i maven, så det gør jeg - stadig, efter så mange år.

Jeg mangler dig, men mindet om dig, er alt, hvad jeg har tilbage - så det forsøger jeg at holde i live. Også selvom, at jeg ikke kan huske din stemme, din lugt eller farven på dine øjne. For pokker, hvor skulle jeg have været mere opmærksom...

Jeg har et håb om, at jeg gør dig stolt. At du stadig sidder og holder øje med mig, og tænker "Hun er egentlig ret sej, hende min bette piwe!" Og jeg tror på, at det gør jeg. Jeg tvivler på, der er ret mange, der nogensinde har været så stolt af mig, som du altid var.

Jeg ville sådan ønske, du var her.

Jeg har altid undret mig over, at tiderne stadig skifter, at nye iPhone's bliver opfundet, at solen skinner, og bladene falder af træerne - for Jorden kan da ikke fortsætte med at dreje rundt, når du ikke er her?
Men livet har ændret sig, og det hele skifter, alle kommer videre. Pånær (måske) mig. Jeg kan ikke komme videre, og jeg ved ikke hvordan. Du er den, jeg ville gå til med det her, men det er, ironisk nok, ikke muligt. For fanden, hvor er det hårdt ind i mellem. 

"You never think that the last time is the last time.

 You think there will be more.

You think you have forever, but you don't."  

#WorldMentalHealthDay

Jeg havde tænkt mig at skrive et eller andet pisse inspirerende i dag. Har gået hele dagen og tænkt over, hvad jeg skulle skrive, for jeg kan da ikke holde min kæft i dag. 
Har gået og ventet på, at jeg skulle være inspirerende, at føle mig sej, og tænke "Fuck yeah, I got this!"

Det ironiske er så, at lige præcis i dag, hvor jeg gerne ville være inspirerende, er jeg det mindst inspirerende menneske på jorden. Men måske er det også det, der giver det mest realistiske billede af, hvordan det er i mit hoved.
Jeg kunne godt bilde jer alt muligt ind om, at jeg i dag har meldt mig ind i en eller anden forening, at jeg har trænet, eller at jeg har spist super sundt. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden.

Det mest "inspirerende" jeg har gjort i dag er, at stå ud af sengen. Og det er der sgu ikke meget inspiration over... eller er der??

Jeg synes egentlig, når jeg sådan lige giver mig selv et par minutter, at det er godt klaret, at jeg er kommet ud af sengen i dag. Jeg har fået makeup på, og jeg har taget tøj på. Jeg har endda været en tur nede i byen. (Vi snakker ikke om manglen på et bad i dag, okay.)

Jeg ville SÅ gerne være typen, der, trods den der krig i mit hoved, springer rundt, drikker smoothies, spiser sushi, løber en tur, fordi, hey, why the fuck not, og taber sig 20 kg, inden hun har set sig om.
Jeg tror bare, jeg er nødt til at komme til terms med, at det menneske er jeg ikke - og jeg bliver det nok heller aldrig. 
Jeg er, derimod, det menneske, der sover til klokken 13, når hun ikke skal i skole, for derefter at stå op og æde 3 toasts, fordi hovedet driller, og derefter lige kværne en durum også, fordi det er i maden, jeg finder mest trøst.
Så kværner jeg lige en pakke smøger, og nu sidder jeg tilbage med trangen til øl - den har jeg vist aldrig nævnt før...

Jeg er nødt til, at komme til terms med, at jeg nok aldrig bliver det menneske, jeg inderst inde meget, meget, meget gerne vil være. 

Det bliver ikke bedre herfra. Min sygdom bliver ikke bedre, og det gør min autisme heller ikke.
Men.. med lidt håb, og lidt, okay, meget, hårdt arbejde, så bliver jeg måske bedre.

Bedre til at håndtere de her dage, bedre til at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv, og måske, hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg endda lære at acceptere ensomheden. For en stund. Ind i mellem. Time will tell. 

Undskyld for det her meget, meget, meget rodede indlæg, men, som sagt... jeg kunne ikke holde min kæft i dag.

I'll love you the rest of my life.

Hvordan filan er det her muligt? Hvordan er det muligt, stadig at være så forelsket, efter 11 måneder??

Hvordan er det muligt, at jeg stadig forsvinder ind i de der blå øjne, med de der røv irriterende lange øjenvipper, når han smiler til mig?
Hvordan er det muligt, at intet gør mig mere rolig, end at høre ham grine?
Hvordan er det muligt, at jeg, som hader at blive vækket, ikke kan andet end smile, når han gør det ved at kysse mig på næsen... gentagende gange?

Hvorfor er det, at når jeg forestiller mig mine børn, så ser jeg dem med blå øjne, mørkt hår og fregner, hvor af jeg ejer INGEN af disse ting?
Hvorfor er det, at jeg har ændret ALLE mine planer for mit (vores nu.. hæh) bryllup, efter jeg mødte ham, fordi det eneste, der egentlig betyder noget, er, at det er ham, jeg skal bruge resten af mit liv med?
Hvorfor er jeg, self proclaimed scared as fuck of commitment, pludselig totalt committed, og ikke kunne forestille mig nogen anden - om så Alex Gaskarth pludselig stod foran mig??
Hvorfor er det, at alle steder føles som hjem med ham?

Og, hvorfor FUCK er det, at jeg finder stykker af ham i alle de sange, jeg altid har elsket? Hvorfor er det, at jeg aldrig ønsker, at weekenderne skal ende, selvom jeg er super introverted, og altid har haft brug for at være alene efter et par timer?

Hvordan... hvordan er han blevet min bedste ven og kæreste (forlovede.. har bare ikke vænnet mig til ordet endnu... Sorry!) i én pakke, med en fin, lille sort sløjfe om? 

Og hvorfor er det, at intet af det her giver mening, men samtidig har intet, nogensinde, givet mere mening?

"If the whole world was watching, I'd still dance with you."

Modløs.

Jeg hader de her aftener. 

De aftener, hvor alt virker lidt... pointless, af mangel på bedre ord, og hvor jeg bliver så voldsomt modløs.

De aftener, hvor stress, angst og depressive tanker overtager det hele, og jeg bare har lyst til at gemme mig under dynen den næste uge. 

Jeg føler lidt, at jeg fejler som menneske, hvis det på nogen måde giver mening, og jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan jeg skal forklare det. 

Jeg tror, det hele munder ud i, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil, fordi min hjerne besluttede sig for, for mange år siden, at hade mig, og bare ikke er holdt op med det igen - og tro mig, jeg har forsøgt at slutte fred. 

Jeg får hele tiden at vide, at jeg bliver nødt til at prioritere, og at jeg skal skrue ned for ambitionsniveauet, da jeg aldrig kommer til at kunne alt det, jeg gerne vil. 
Men for helvede, hvor er det svært.

For helvede, hvor er det svært at skulle acceptere - og jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette før - at skulle acceptere, at jeg måske aldrig får et job, at jeg nok ender som førtidspensionist, når det overhovedet er en mulighed, og at jeg måske slet ikke får den HF hue, der har været min "gulerod" de sidste rigtig, rigtig mange år.

Og for helvede, hvor er det svært at skrue ned for ambitionsniveauet - det kan min autistiske hjerne slet ikke forstå, hvordan man gør, og jeg er totalt på Herrens mark.

Jeg ved godt, jeg kan en del mere nu, end jeg kunne for to år siden - I know, I'm aware. Men det rykker desværre ikke på, at jeg stadig ikke kan det, jeg gerne vil.

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, hvor fedt det egentlig må være, at have et job - noget, jeg aldrig har haft. 
Ikke så meget som en avisrute kunne jeg have mere end én enkelt onsdag, da det simpelthen var for meget for mit hoved. 

Jeg ved, igen, ikke, hvor jeg vil hen med det her..... 

Et åbent brev til den person, man ikke kan betale tilbage.

Det er sjovt - der er bare nogle mennesker, man ved, man aldrig kan betale tilbage - for alt det, de har gjort for én, alt det, de har givet én, alt det, de har lært én. 

Jeg har nogle stykker af de mennesker, don't get me wrong, men... der er bare én, jeg aldrig nogenfuckingsinde kommer til at give så meget, som hun har givet mig - min elskede mor. 

Jer, der kender mig, ved, at jeg har haft, og stadig har, en bumpy ride her i livet.

Min mor er den eneste, der aldrig har opgivet mig - på trods af et hoved, der i mange år forsøgte på at tage livet af mig, en masse psykiatere, psykologer, en helvedes masse medicin, for mange tilbagefald, og en årelang destruktiv måde at leve livet på, så har hun aldrig opgivet mig.

Jeg er, uden tvivl, min mors største fan. Jeg er overbevist om, at hvis mor ikke er svaret, så har jeg stillet det forkerte spørgsmål. Der er ingen i denne verden, jeg beundrer mere - og det siger en del, hvis man ved, hvor meget jeg beundrer Billie Joe. 

Min mor er det stærkeste, smukkeste og mest fantastiske menneske på denne jord, og jeg er så evigt taknemmelig for, at hun aldrig "bare" er smuttet fra mig. 
Jeg forstår ikke, hvor den kvinde får sin styrke fra, for, for satan, hvor har jeg "tvunget" hende igennem meget - selvom det, naturligvis, aldrig var min mening, så har jeg vist været lidt en møgunge.

Og det er sgu lidt svært, når ens mor fortjener en fucking ø, og man har råd til et stearinlys fra Brugsen - på en god dag. 

Jeg er lidt sentimental lige nu, jeg ved det godt, men - mor, hvis du læser det her; jeg elsker dig. Tak. Uendelige mange gange tak. 
Jeg ved godt, musik ikke er din foretrukne ting her i livet, men denne sang beskriver det bedst; 

Ingen over - alle under.

If you like it, then you should put a ring on it.

Det hele er meget surrealistisk i dag, og min forelskede hjerne ved slet ikke, hvad den skal stille op med sig selv. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så glad. Jeg skal bruge resten af mit liv med ham, jeg ikke kan forestille mig mit liv uden. Like... is this what dreams are made of?
 
Jeg kan slet ikke forstå det, det hele er meget mærkeligt... Ham, der føles som "hjem", ham skal jeg hænge ud med - resten af mit fucking liv. 
Ham, der altid kan få mig til at grine, når paranoiaen og angsten har taget over, og jeg slet ikke kan huske, hvordan man smiler længere.
Ham, der gør en tur i supermarkedet til et fucking eventyr, selvom man egentlig bare skal hente mælk.
Ham, der kan gøre alt til en fest - selv det, at se Harry Potter, ryge smøger og drikke Pepsi Max.
Ham, der gør, at jeg pludselig ikke føler mig alene længere.
Ham, man slet ikke behøver lave noget med, for man er totalt komfortabel med at sidde sammen i stilheden, og grine af dumme videoer på Facebook, selvom man slet ikke ser den samme video. 

I don't even know what the fuck is going on - jeg er nogens forlovede. Holy shit. 

Skuffelse part mange

Dette bliver rodet - så er vi tilbage ved det gamle, haha.

Jeg synes, det er utroligt, at det samme menneske kan blive ved med at skuffe mig, stadig, efter så fucking mange år. 

Hver gang på nye måder, jeg ikke havde set komme, som hr. Tang ville formulere det - og han har ret.
Jeg bliver lige chokeret hver gang, og tænker "Ooookay... Sådan kan man vel også opføre sig.. I guess???"

Jeg har egentlig ikke, længere, en eller anden mærkelig idé om, at duden ændrer sig - for det gør han ikke - men det her er noget rod, jeg hader det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
For, ærlig talt, hver gang, han gør det her, så slår det mig ud i flere dage, og jeg begynder at tvivle på, om det hele måske endda er min skyld, selvom alle siger, at det ikke er det.

Måske lægger jeg noget i det, jeg ikke skal (det håber jeg, tbh), og måske er jeg "over-sensitive" (det sidste er meget muligt), men, for helvede, hvor gør det ondt - stadig, hver. eneste. gang. 

Jeg er egentlig, langt hen af vejen, blevet "ligeglad" med ham, og jeg kan have dage, endda flere i streg, hvor han ikke strejfer min hjerne - men så gør han noget, der er så småt som ikke at returnere et telefonopkald, og så bliver jeg bare. så. træt. Mest fordi, han, igen, gør noget, der involverer ikke at overholde et løfte, han har givet gentagende gange.
- og jeg bliver vred, ikke at forglemme. Vred, skuffet, ked af det, og får den der "Nå, jeg ER åbenbart worthless"-tanke, som egentlig bare gerne måtte fucke helt af. Like... for good.

For jeg ved jo godt, at jeg ikke er worthless - jeg ved jo godt, at alt det her ikke er min skyld, og jeg ved jo godt, at jeg er okay, som jeg er. Jeg ville bare så gerne finde forklaringen... Det er bare ikke altid så lige til med de der kære forklaringer.

"Don't make excuses for nasty people.

You can't put a flower in an asshole and call it a vase."  

Hej, jeg hedder Michelle.

Hej. 

Jeg hedder Michelle - hvis du spørger mine venner, hedder jeg, langt hen af vejen, Sjelle. Og Sjelle er glad - Sjelle er sjov, Sjelle er latterlig, og Sjelle er, når man giver hende et par minutter, god nok.

Lige nu er Sjelle pakket godt væk - for sådan her ser jeg ud, når jeg er Michelle, og jeg er allermest mig selv - nemlig, når paranoiaen overtager det hele, jeg ikke gemmer noget for nogen, og jeg ryster så meget, at jeg slet ikke kan tage et "ordentligt" selfie - og så står det skidt til.

Når jeg ikke længere tror på det gode i ret mange mennesker, og jeg er overbevist om, at ingen kan lide mig - når det hele er så fucking skræmmende, og jeg er så mistroisk, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal stille op med mig selv.

Paranoiaen er noget, jeg har levet med, så længe jeg kan huske - jeg ved slet ikke, hvem jeg ville være, hvis jeg på ingen måde var paranoid, og jeg ingen vrangforestillinger havde - et helt andet menneske, måske, who knows.

(Jeg skriver ikke dette indlæg for at skræmme nogen - men i et forsøg på at få det fucking tabu væk, der stadig er omkring psykiske sygdomme.)

Jeg er mange ting - jeg er en kvinde, jeg er 22 år gammel, jeg er nogens søster, nogens datter, nogens ven, og nogens kæreste - og jeg har mange flere titler.
Jeg er en bogorm - jeg kan snakke om Harry Potter i flere timer, selv når folk ikke gider høre på mig. Jeg er Green Day fan, så det sparker røv, og jeg elsker tatoveringer. 

Derudover er jeg også psykisk syg - jeg har en paranoid psykose, op til flere angstlidelser, og for lige at toppe det hele ordentligt af, har jeg også min autisme diagnose.
Men... gør det mig til et dårligere menneske, at jeg har levet på kontanthjælp, siden den dag jeg fyldte 18? At jeg har været på medicin, siden jeg var 14? At jeg er gået fra en størrelse 34 til en størrelse 44, fordi min medicin fucker med min vægt/sult? At jeg aldrig har haft et arbejde, eller at jeg "ikke engang" har færdiggjort folkeskolen? Ikke hvis du spørger mig - og forhåbentligt heller ikke, hvis jeg spørger dig.

Jeg kæmper, hver eneste dag, en kamp mod mit hoved - en kamp, hvor jeg, tit, ikke ved, hvad der er virkeligt, og hvad der ikke er. Jeg kæmper, meget tit, mod den tanke, der siger mig, at folk faktisk slet ikke kan lide mig - for min fornuft ved godt, at det er løgn, og at der er folk, der godt kan lide mig. Ikke alle, men det har jeg bestemt heller ikke behov for. 

En kamp jeg egentlig, hvis jeg selv skal sige det, klarer rimelig godt - for det meste. De fleste dage kan jeg komme igennem uden tårer. De fleste kan jeg grine, så jeg får ondt i maven, endda flere gange på én dag. 

Og så kommer disse dage. Men... jeg går ud fra, at det hele gør mig, til, well, mig. 

Liar, liar, pants on fire....

(Jeg undskylder for umodenheden i titlen - fandt den bare lidt morsom.)

Jeg er træt af folk, der lyver om mig - decideret fucking fed up.

Jeg er træt af folk, der skal få sig selv til at lyde "hårdere", på min bekostning - jeg er træt af at høre, at jeg har været i seng med den, og den, og den, og jeg er træt af, at jeg bliver træt af det. 

Jeg er, dog, endnu mere træt af folk, der lyver om mig, for at redde deres egen røv - for, måske, at få dem til at lyde som et bedre menneske, end de egentlig er.

Jeg er træt af, at folk, der ikke kender mig, der endda aldrig har mødt mig, vælger at lyve om mig til mine nærmeste.

Og, og, og... jeg er aller-fucking-mest træt af folk, der forsvarer de kære løgnere - eller endda anklager mig, for at være løgneren.  

Måske er det fordi, jeg er opdraget med, at man ikke lyver - nogensinde. Måske er det fordi, det ligger så dybt i min personlighed, at jeg aldrig selv kunne finde på at lyve om nogen - og jeg tror faktisk aldrig, at jeg har gjort det. 

Jeg ved det ikke. Jeg ved bare, at jeg er træt af denne lorte situation, og det skulle ud på bloggis. I apologise.  

Jeg tror, jeg havde forventet, at jeg ville vænne mig til afstanden.

Det gør jeg ikke - overhovedet. Måske bliver det endda sværere. Jeg kan ikke helt finde hoved og hale i det.

Det er røv svært, og det har det været i lang tid nu. 
Det er svært at være væk fra ham, der får en til at føle sig hjemme. Ham, der får det hele til at virke lidt mere overskueligt - ham, man ikke føler sig lige så syg sammen med. 

Jeg vænner mg måske aldrig til det. 

Men.. de der ca. 48 timer hver anden weekend, de får ligesom afstanden til at falme. I hvert fald mens jeg er i hans arme, og intet gør helt så ondt. 

For helvede, hvor er jeg forelsket, haha. Det havde I slet ikke gættet, vel?? 

Savn.

Savn er en spøjs, finurlig og forfærdelig ting, der kan poppe op på de mest mærkelige tidspunkter, og jeg lærer aldrig at forstå det.

Lærer aldrig at forstå, hvorfor man pludselig føler sig totalt tom, fordi han ikke er her til at vende verdens situationen med en.
Hvorfor det hele pludselig føles endnu sværere at håndtere, fordi han ikke er her, så man kan få et af de der kram, der altid gjorde lidt ondt i ryggen, fordi han klemte så hårdt.

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Jeg føler vitterligt, og har gjort det de sidste 7 år, at der mangler en del af mig, og jeg kan slet ikke have det.

Jeg har altid, lige så længe, som jeg kan huske, savnet mere voldsomt end de fleste - og jeg skal da lige love for, at det ikke har ændret sig. 

Måske handler (meget af) det, stadig, om, at jeg ikke troede, han kunne dø - for, som jeg har sagt før, det kan Guder ikke. 

Jeg har, uden at ville indrømme det, brugt en del af min tid på, at være vred på ham, fordi hvordan fanden i helvede kunne han forlade mig, når jeg havde allermest brug for ham? Men det er dog gået op for mig, at det ikke var med hans gode vilje - jeg ved jo godt, at hvis det stod til ham (og især mig), så havde han været her til at følge mig op ad kirkegulvet, når den dag kommer.

Det her nok bare endnu en af de dage, jeg bare skal igennem... Men for helvede, hvor gør det ondt. 

"I will never forget the moment

They told me

Your heart had stopped.

Even though mine broke in that second,

It strangely kept beating." 

- Zoe Clark-Coates. 

Accept.

Jeg har lige været hos min psykolog, og for pokker den kvinde forstår at sætte nogle tanker i gang - og nej, dette er på ingen måde en kritik af hende. Hun er skøn.

Jeg burde måske arbejde "lidt" på, at acceptere, at jeg egentlig er så syg, som jeg nu engang er. Men, to be completely honest, så troede jeg vitterligt, at jeg havde accepteret det. 
Men det kan jeg mærke i dag, at jeg bestemt ikke har.

Men... Hvordan gør man egentlig det? 

Hvordan accepterer jeg, at jeg ikke kan 1/3 af det, jeg gerne vil? Hvordan accepterer jeg, at jeg måske aldrig får et arbejde? Eller en uddannelse? Hvordan fanden i helvede accepterer jeg, at jeg (muligvis) aldrig bliver pædagog? 

Jeg har, for længst, accepteret, at jeg aldrig bliver advokat eller psykolog, selvom det var mine største drømme som lille.

Eller... nogle af dem.

Min største drøm har, siden jeg mødte min lillesøster, været, at blive mor. 
Måske det heller aldrig sker. 

Og hvis uddannelse/job skal lykkes, skal jeg måske vælge børn fra, og omvendt. Jeg synes fandeme, det er svært. 

En ting er, at jeg altid vil være syg, in some way shape or form. Det er jeg godt klar over, det har jeg været de sidste to år. Det kan jeg godt acceptere - jeg kan godt leve med, at jeg måske skal have medicin resten af mit liv. Det gør mig ikke så meget.

Men det der gør mig noget, er, at jeg måske ikke får/opnår alt det, jeg gerne vil. 
Det er, åbenbart, noget, hvor der følger en form for sorg med - det kan jeg i hvert fald mærke lige nu.

Og ja, jeg er pisse pessimistisk lige nu, og nej, jeg kan ikke vide, at jeg aldrig får det hele. Men.. bare tanken om, at jeg måske ikke gør, fordi mit eget hoved åbenbart hader mig, den er fandeme hård at rende rundt med.

Men... Jeg giver ikke op. Det er ikke en mulighed. Det er tatoveret på min ankel, så sådan er det. Lige nu virker det bare som om, der er tonvis af km hen til, hvor jeg gerne vil være. Måske er det også noget, jeg skal acceptere. I'll work on it. 

Whineri en mandag aften.

Jeg tror, det værste ved alt det her er, at det ikke kun gør ondt på mig - det ville jeg lettere kunne håndtere.

Jeg ville kunne håndtere det, hvis det "kun" var mig, det gik udover.

Hvis jeg ikke kunne se bekymringen og smerten i min mors øjne, fordi det gør ondt på mig.
Hvis jeg ikke kunne høre frustrationen i C's stemme, fordi han ikke ved, hvad han skal stille op.
Hvis jeg kunne regne ud, at min søskende savner mig - og hvis jeg bare kunne være der. 

Hvis jeg ikke VIDSTE, at det her påvirker alle omkring mig - for jeg tror faktisk, at det er det ultimativt værste. At det ikke kun er mig, der lider, men enhver der holder af mig. 

Jeg ved godt, der ikke er nogen, der bebrejder mig - lige udover mig selv, altså. Men det gør det bare ikke meget lettere.

Nogle gange ville jeg næsten ønske, at der var en eller anden, der ville råbe og skrige af mig, hvad fanden jeg bilder mig ind - for så er det da ikke kun mig, der tænker sådan.

Jeg hader egentlig at indrømme alt det her, især på internettet, men jeg ved slet ikke, hvor jeg ellers skal gå hen med det - så jeg håber, at du, min meget kære læser, vil bære over med mig. Igen.

For, don't get me wrong, jeg skal nok komme igennem det. Det er bare endnu en af de ting, jeg bare skal igennem. Jeg ved bare ikke helt hvordan lige nu. Ligesom jeg er kommet igennem de sidste 8 år af mit liv, I guess. Det ville så bare hjælpe lidt, hvis jeg kunne huske, hvordan fanden jeg kom igennem dem, lol. Scumbag memory.

"I'm so sorry to all the people I've been hurting while I'm hurting." 

Rod med rod på - igen.

Normalt er jeg super glad for at være alene, og har generelt meget brug for min "Sjelle-tid".

Men for helvede, jeg dur ikke til det hver anden søndag, når jeg er væk fra ham igen - når det hele er tomt, og jeg igen skal sove i en tom seng, helt alene.
Når han ikke ligger og snorker ved siden af mig, eller endda spjætter så meget i søvne, at jeg nærmest får en fod i hovedet (overdrivelse kan forekomme).

Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til langdistance. Jeg tror det vitterligt ikke - for hold kæft, hvor er det noget lort, når man egentlig bare trænger til et kram fra lige den person, der er så langt væk.

Eller de der lorte dage, hvor man bare VED, at det hele ville føles mere okay i hans arme - at intet ville gøre lige så ondt. Der virker Skype bare ikke helt, som man gerne vil have det til, haha. 

Det er utroligt, så lange tolv dage kan føles - min fornuft ved jo godt, at det ikke engang er to uger, men de føles som fucking 3 år ind i mellem, og jeg hader det. 

Det er egentlig lidt utroligt, at man kan have hjemve i sin egen seng.... Det vænner jeg mig nok heller aldrig til. 

(Nu kommer lommefilosofen lige op i mig - igen. I apologise in advance.)
Måske er det fordi, jeg ikke føler mig nær så syg i hans nærvær, og det er altså noget, man ikke kan sætte en pris på.

"I promise you

I will try harder 

to be better. 

I

have battled with things

inside me

for longer than you know; 

I do not know

what they are

or why they are there, 

I only know

that they feel 

manageable, 

defeatable, 

when I 

am around 

You."
- Tyler Knott Gregson.

Tomhed og alligevel for mange tanker.

Jeg synes, tomhed er noget spøjst noget.

At man kan sidde, bare sidde, ikke rigtigt have en fungerende hjerne (ikke at min fungerer særlig tit, men hey), ikke rigtigt... Føle noget.
^ okay, der overdrev jeg - jeg føler alting alt for dybt, så selvfølgelig føler jeg også noget lige nu.

Jeg synes bare, det er underligt - underligt, at man kan gå fra at være "on top of the world", til at føle sig tom, i løbet af en times tid. Til bare at sidde og stirre, og lade musikke løbe ind af det ene øre og ud af det andet, uden egentlig at høre, hvad der bliver sunget om.

Jeg hader, at denne følelse, relativt, tit sniger sig ind på mig, og at jeg ikke kan gøre noget ved det - udover at gå i seng, that is, men det er virkelig for meget arbejde lige nu (emotøzz.com).

Jeg tror, hvis jeg tænker hårdt nok, at der et eller andet, jeg frygter, der skal ende, sådan... snart. 
Men det sjove er, at uanset, om noget ender eller ej, så ved jeg jo, at jeg nok skal klare mig. Så... hvad fuck er det egentligt, jeg frygter?

Måske er det bare tanken om, at ting kan lakke mod enden på et hvert tidspunkt, der freaker mig ud. Jeg har aldrig brudt mig om, at der er (mange) ting, jeg ikke kan kontrollere, og jeg er ikke blevet mere glad for det, selvom jeg er blevet "voksen og følsom", som min mor ville sige. 

I don't even know what's going on inside my mind.... 

Closure.

Jeg synes, det er lidt komisk... Lidt komisk, at man kan begynde at hyle som en stukket gris, bare fordi, man finder ud af, at man måske ikke er komplet worthless, og at man faktisk har betydet noget for en, der betød rigtig meget for en selv. 

Jeg har sgu, hvis jeg skal være helt ærlig, aldrig rigtigt troet på det der "lad os snakke ud"-koncept, men det gør jeg fandeme nu. Det en rar følelse, at der ikke rigtigt er følelser i klemme mere. 

Jeg synes også, det er lidt utroligt, at en person, selv efter SÅ mange år uden kontakt, kan kende en så godt. 
Jeg tror ikke, jeg som sådan har været vred på ham, i hvert fald det sidste års tid, men det er alligevel rart, på en eller anden mærkelig, ubeskrivelig måde, at vi bare er... cool nu, I guess??

Det er rart, at man stadig kan sige, stort set, alt til den person, man i lang tid troede, man skulle bruge resten af sit liv med - selvom det ikke blev sådan, og at det ikke udløser "hard feelings" længere. 

Det er sgu rart, at man pludselig, efter mange års smerte, kan sige "Okay. Du er tilgivet, og JEG er tilgivet. Let's move on from here" - det synes jeg ikke rigtigt, man kan sætte en pris på. 

Og helt ærligt - vi var sgu næsten børn dengang. Jeg var 17, psykotisk, angst og umulig. Han var 18, bøvlet og flabet. Ikke ligefrem et match made in heaven, haha. Men hey - water under the bridge, let's fucking move on.

"I forgive you, 

We were just a couple of kids,

Trying to figure out how to live, doing it our way

- No shame, no blame." 

Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til det.

Vænner mig til, at elske nogen SÅ højt - to "små", dejlige, skønne, fantastiske væsner, som jeg slet ikke ser nok.

Jeg forstår slet ikke, hvad jeg har gjort, der gør, at jeg fortjener dem - fortjener at få lov at se, hvor smukke individer, de bliver, får lov at se, hvor smukke deres personligheder er, og, ikke at forglemme, hvor smukke de egentlig bare er. Jeg lærer aldrig at forstå det. 

Jeg har, stadig, mine dage, hvor jeg tænker "Hvad for en god ting har jeg NOGENSINDE gjort?" - jeg kan sjældent svare på det, men jeg VED, at jeg har gjort et eller andet godt - for ellers ville jeg ikke have æren af, at have dem i mit liv. 

Jeg ved ikke, om jeg som sådan tror på karma, men... jeg tror bare på, at man skal have gjort et eller andet godt, for at kunne have sådan nogle mennesker i sit liv, hvis I forstår?

Siden, jeg får lov at se lyset i min brors øjne, når jeg fortæller ham, at han fandeme sparkede hårdt til den fodbold - og til at se smilet på min søsters læber, når hun ser mig. 

Jeg kommer aldrig nogensinde til at kunne forklare dem, hvor højt jeg elsker dem - og hvad jeg ville gøre for dem. Jeg ville gå gennem ild og vand, hvis bare det betød, at de var glade og tilfredse - fra det øjeblik, jeg først så dem, har jeg haft det sådan, og jeg vil have det sådan, til den dag jeg ikke er her mere.

"I can't promise to be here for the rest of your life,

but I swear to love you for the rest of mine."  

Progress.

Jeg kom til at tænke på, da jeg sad hos min psykolog i dag, hvor meget der egentlig er sket de sidste par år. 
Jeg er rigtig god til at glemme, hvor "god" jeg er nu, men det slog mig pludselig i dag, at holy shit, hvor er jeg kommet langt!

Jeg er gået fra at være så angst, at jeg ikke kunne gå ud af mit hjem selv, til nu at gå rundt, som det egentlig passer mig. 
Fra at være så paranoid, at bare nogen kiggede "forkert" på mig, så troede jeg straks, at jeg ville dø/blive voldtaget/etc, til stort set ikke at mærke min paranoia mere. 
Fra at have så voldsom PTSD, at hvis nogen bare sagde ordet "voldtægt", så gik jeg i panik, til at kunne snakke åbent omkring (næsten) alt, der omhandler voldtægt.
Fra at være så fucking panisk, at jeg slet ikke kunne være alene, til at være alene hver eneste dag. 
Fra at være så stresset, at jeg, I shit you not, en dag stod og kiggede på mine bukser, og tænkte "Hvilken kropsdel skal de her på?", til at kunne klare MEGET mere (lidt udefinerbart, I apologize).
Fra at være så usikker, at jeg kiggede ned i jorden, når jeg gik forbi andre mennesker på gaden, til nu at smile til dem - for hvad nu, hvis jeg rent faktisk får et smil tilbage?
Fra at hade mig selv så meget, at selvskade var den eneste "løsning", til at have været "clean" i 2½ år, og egentlig synes, at jeg selv er helt okay (de fleste dage).

Jeg tror virkelig, jeg nogle gange glemmer at give mig selv credit - for som min psykolog sagde, så har medicinen gjort meget, men resten er fandeme min egen fortjeneste. You go, Sjelle! 

"I'm not where I need to be, but thank God I'm not where I used to be."

"I met you now my world is so much bigger."

(Jeg vil godt lige starte ud med at undskylde for ENDNU et af disse indlæg - men tankerne, og ikke mindst følelserne, skal ud et eller andet sted.) 

Jeg tror nogle gange, jeg glemmer, bare en lille smule, hvor ufattelig heldig, jeg egentlig er - uanset hvor pishamrende irriterende, latterlig og lam, du egentlig er nogle gange. 

Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg "stadig" kan være så fucking forelsket i dig, at jeg slet ikke ser andet, når du står foran mig - granted, når du ikke hiver mig forbi en Matas, bare for at være provokerende. 

Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med al den kærlighed, når jeg igen sidder for mig selv i stuen, og du ikke er her. Jeg har det nogle gange som om, den overtager mig - uanset hvor fucking kliché og fesent det lyder. 

Lykke er også en finurlig størrelse, når man lige tænker over det et øjeblik, og det er, helt ærligt, en følelse, jeg ikke er vant til - men når du står og smiler til mig, mens du laver morgenmad, så er der intet bedre ord end "lykke", der kan beskrive, hvad der foregår i mig - selvom jeg altid er totalt basket, og jeg slet ikke ved, hvad der er op og ned - så er det som om, at det hele bare er, som det skal være.

Jeg har aldrig oplevet denne følelse af, at høre til, om jeg føler, når jeg ligger i dine arme, og du griner over en eller anden latterlig meme på Facebook. Og hold nu fucking kæft, hvor er det en rar følelse. 
Du er rar. Jeg elsker dig. Meget mere, end jeg nogle gange kan håndtere, i min 169 cm høje krop.

"When you touch me, it's like the very first time. 

I'm so lucky to say that you're mine.

I still get those stupid butterflies, 

But it's just what you do

- I'm loving everything you do." 

50 spørgsmål (Udfordret af Maria)

Jeg blev udfordret af søde Maria (find hendes blog her), så nu springer jeg ud i det. Wish me luck! 

1. Hvad har du på?
Sorte jeans, en sort top, en sort blazer (Jeg kan ikke lide sort, okay), én hvid sok og én sort (Og selvfølgelig undertøj, men jeg sparer jer lige for de detaljer).
2. Nogensinde været forelsket?

Nogle gange, jep. 

3. Haft et slemt brud?

Tjo, deeeeet... kan man vist kun sige.
4. Hvor høj er du?

Ca. 167, tror jeg nok.
5. Hvor meget vejer du?

Nu bliver jeg super nederen, but I'd rather not say.
6. Tattoos?

Jeg MAGTER ikke at nævne alle 17...... (18 om en uge - siger det bare)
7. Piercinger?

En ring i næsen.
8. OTP?

Glad for, at Maria lige skrev, hvad dette betød, lol.
Men... det... må blive Billie og Adrienne. Altid Billie og Adrienne.
9. Yndlings show?

Big Bang Theory. YOU'RE IN MY SPOT. 

10. Yndlings bands?

Green Day, All Time Low, Simple Plan & 5SOS.
11. Noget du savner?

Min bedstefar, as usual. Og Capper. As usual. Lol.
12. Yndlings sang?

Hmm... Pt. må det blive Kiss Me Like Nobody's Watching (Simple Plan).
13. Hvor gammel er du?

22.
14. Stjernetegn?

Vandmand. 

15. Kvalitet du leder efter i en partner?

Ærlighed og loyalitet - så skal alt andet nok ordne sig.
16. Yndlings quote?

"You're a minute of quiet in a loud shouting world."
17. Yndlings skuespiller?

Så for satan. Den var værre..... Hmm.... Depp, perhaps? NEJ, FUCK, SCRATCH THAT! OLDMAN, FFS. 

18. Yndlings farve?

Hvis I ikke kunne regne det ud efter mit første spørgsmål, så sort.
19. Høj eller blød/stille musik?

Synes, ligesom Maria, at det er mærkeligt formuleret, men høj, I guess????

20. Hvor tager du hen, når du er ked af det?
Hjem i min stue. Fred, musik og Tumblr, så bliver det hele, for det meste, lidt bedre.
21. Hvor lang tid tager dit bad?

15-20 minutter ca.
22. Hvor længe er du om at gøre dig klar om morgenen?

En time, ca. Men så er mit "full face" også på, bitcheeeees.
23. Været i en fysisk kamp?

Aldrig. 

24. Turn on?

Blå øjne og fregner. God dammit, I cannot.
25. Turn off?

Jeg hader virkelig at skulle sige det, men skaldede mænd. 

26. Grunden til at jeg kom på Blogspot?
Fordi jeg var træt af blog.dk. Lol. 

27. Frygt?
I cannot name them all.
28. Sidste gang du græd?

I går, da jeg gik hjem fra banegården. 

29. Sidste gang du sagde, du elskede nogen?
Enten i går eller tidligere i dag. Kan ikke lige huske det.
30. Betydningen bag dit blog-navn?

Jeg.... hedder Michelle???
31. Sidste bog du læste?

Læste de første kapitler af Hvis Jeg Bliver. Så opgav jeg.
32. Nuværende bog du læser?
Stjerneskælv - anbefalet af min søde lærer.  
33. Sidste show du så?

The Secret Life of The American Teenager. Meget underholdende, faktisk.
34. Sidste person du snakkede med?

Min momse.
35. Forholdet mellem dig og personen, du sidst skrev til?

Isabella... hun er fantastisk. Et af de bedste mennesker, nogen nogensinde kunne håbe på at have i deres liv.
36. Yndlings mad?

Pizza. Altid pizza.
37. Sted du vil besøge?

Londoooooon.
38. Sidste sted du var?

I byen for at købe konfirmationsgave til skattepige.
39. Har du et crush?

Det er vist en underdrivelse :p
40. Sidste gang du kyssede en?

I går.
41. Sidste gang du blev fornærmet?

I går. xD
42. Yndlings sliksmag?

Gule vingummier. YUM!
43. Hvilket instrument spiller du?

Intet længere. Ku', til nød, spille klaver tidligere, men jeg kan, for the life of me, ikke huske noget af det.
44. Yndlings smykke?

Ringe.
45. Sidste sport du spillede?

Fitness tæller ikke, kan jeg næsten gætte mig frem til.....
46. Sidste sang du sang?

Synger lige nu med på Everything Sucks (Simple Plan).
47. Yndlings chat-up linje?

"*Med en bajer i hånden* Heeeeeeeeeeeeyyyoooooooo!"
48. Har du nogensinde brugt den?

Duh.
49. Sidste gang du hang ud med nogen?

I går. Skat. <3 

50. Hvem skal svare på disse spørgsmål herefter?
Kender faktisk kun én, udover Maria, som har en blog, og hende vil jeg ikke belemre pt. Så... ingen! 

"But in the end if I'm with you, I'll take the chance"

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, den dag for 3 måneder og 8 dage siden, da vi ligesom blev enige - for det håber jeg, vi blev.

Jeg ved bare, at jeg ikke havde forventet dette - denne "all consuming" kærlighed, som jeg faktisk er i tvivl om, hvor vidt jeg nogensinde har prøvet før.
Jeg havde ikke forventet, at jeg stadig, efter 3 måneder, ville forsvinde ind i dine øjne, når du så på mig. Det havde jeg inderligt ikke. 
Jeg havde ikke forventet, at jeg ville få mere og mere brug for dig - jeg havde ikke forventet, at jeg ville få brug for dig på mine mørkeste aftener, og jeg havde ikke forventet, at du ville være så god til at være der... No offense, babe.
Jeg havde, og dette er svært at skrive uden at smile, heller ikke forventet, at du ville drive mig sådan til vanvid - for, for fucks sake, hvor kan du irritere mig, og det ved du også godt. Og jeg er ikke i tvivl om, at jeg irriterer dig lige så meget, som du irriterer mig. 

Måske, og nu bliver jeg en smule filosofisk, er det i virkeligheden dét, kærlighed er - to parter, der irriterer hinanden ud over alle fucking grænser, og alligevel vælger at blive sammen. 
Uanset, hvor mange ting, man skal "se igennem fingre med", hvor mange gange, man får hinanden til at skrige, og hvor mange gange, man tuder, så vælger man hinanden igen, både under og efter. 

Og helt ærligt.. så kan jeg ikke forestille mig, nogensinde, at vælge en anden end dig. 

Jeg er ikke stor fan af mit hoved i disse dage.

Det meste driller, og jeg er egentlig bare træt. Har det som om, jeg kunne sove i 30 år - selvom det nok ikke er muligt.

Usikkerheden har taget over igen, og jeg kan ikke rationalisere den - ikke, at jeg nogensinde har kunnet det, men for fanden satan i helvede, hvor er det træls. 
Jeg har en eller anden irrationel (håber jeg) idé om, at folk nok egentlig slet ikke kan lide mig, og jeg ved ikke, hvor det stammer fra... eller, det gør jeg nok, hvis jeg tænker mig om. 

Jeg er træt af at være syg - jeg er træt af, at det styrer det hele. Igen. Det gik ellers liiige så godt.. men hey, 3 måneder må vel også være længe nok at have det godt. Ej, undskyld. 

Jeg føler mig, igen, rimelig ambivalent - jeg vil vildt gerne lave et eller andet, men overskuddet er der bare ikke. Og så hjælper det heller ikke på det, at mine "elskede" mavesmerter er kommet tilbage, så jeg egentlig bare er ved at knække mig, fordi det gør så ondt, det meste af tiden. 

Jeg ved godt, at det kun har stået på i 5 dage, og jeg ved også godt, at det nok skal vende igen - I know, I know.
Men det ændrer bare ikke på, at jeg er møg træt af det hele lige nu. 

Og jeg undskylder inderligt for, hvis jeg bider af jer, kære venner, familie og Capper - det gør jeg virkelig. Det skal jo ikke gå ud over jer, det ved jeg godt, men... I er dem, der er tættest på, og kender mig bedst, så det kommer til at gå ud over jer.
Jeg prøver ikke at retfærdiggøre det, for det kan jeg ikke, men... ja. 

For fanden, hvor er det her et forvirrende indlæg... men hey, dem er jeg jo også mester i.  

15 år var slet ikke nok.

7 år er længe. 7 år er virkelig længe. Alt for længe, og jeg kan ikke overskue det.

Jeg kan ikke overskue, at det er 7 år siden, jeg har snakket med dig, set dig smile, og jeg kan SLET ikke overskue, at det er 7 år siden, der er nogen, der har omtalt mig som "Min bette piwe".

Det skal nok gå - det ved jeg godt. Jeg ved godt, at jeg bliver okay igen - på sigt. Jeg ved godt, at det bliver lettere igen - på sigt. Men, for fanden satan i helvede, kunne det ikke bare blive lettere nu? 

Jeg ved, igen, ikke, hvordan jeg skal komme ud af denne sorg og smerte. Jeg plejede jo at læne mig op ad dig i sådanne situationer - og selvom det er 7 år siden, jeg har kunnet det, har jeg ikke vænnet mig til det endnu. Vænner man sig nogensinde til, at mangle den, der var ens helt? Jeg har mine tvivl.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal "pakke" dette savn væk - jeg ved godt, at man skal give sig selv lov til at føle, at være ked af det og at græde, men det er fandeme svært, når man ikke har lyst til at være ked af det, savne og græde. 

Jeg har jo bare lyst til at have dig her - lige her, ved siden af mig, hvor du så tit sad, mens du kiggede på mig og smilede det der stolte smil, jeg savner så meget. 
Et smil, jeg tog så forgivet, fordi jeg vitterligt ikke troede, du nogensinde ville forlade mig - men det gjorde du. Ikke med din gode vilje, det ved jeg godt, men det gør ikke smerten mindre. 

Men jeg finder en måde at komme igennem det på - præcis som jeg gjorde for 7 år siden, da tæppet blev revet væk under mig. 
For jeg tror, selvom jeg ikke rigtigt tror på det (giver det her mening??), at du sidder og kigger ned på mig - stadig med det der stolte smil, og tænker "Det er min bette piwe!" - det er jeg nødt til at tro på, for ellers kan jeg slet ikke klare det her. 

Men jeg er stolt - jeg er stolt af at være dit barnebarn. Jeg er stolt af at have kendt dig. Jeg er stolt af, at du var stolt af mig, stort set lige meget hvad jeg gjorde. Jeg er stolt af, du elskede mig så højt, og jeg er stolt af, at jeg fik 15 år med dig - selvom det på ingen måde var nok. Jeg er stolt af dig, for du var den stærkeste mand, jeg har haft æren af at kende. 

Jeg takker dig, fra det inderste af mit lille, småknuste, hjerte - takker dig for kærligheden, inspirationen, grinene, krammene, omsorgen og, ikke mindst, de 15 år. Tak. 

"To have been loved so deeply,
Even though the person who loved us is gone,
will give us some protection forever." 

- J.K. Rowling.   

Ih, hvor jeg hader de her dage/aftener/nætter. 

De der førnævnte tidspunkter, hvor jeg bare har lyst til at gemme mig. Gemme mig under dynen og blive der, så længe det nu er muligt. 

Måske er det fordi, jeg er træt. Måske er det fordi, jeg har haft en lang dag (og ja - det er faktisk muligt, at have haft en lang dag, selvom andre måske ville mene, at man ikke har lavet noget).

Jeg ved ikke helt, hvad det er - men jeg ved, at jeg er møg usikker. Igen. Og jeg bliver aldrig venner med denne følelse. 

Men så igen - bliver NOGEN nogensinde venner med den følelse? Nok ikke. 

Jeg ved vitterligt ikke hvorfor, men ind i mellem slår det fucking hårdt, og så føler jeg mig så... ligegyldig, selvom jeg jo godt ved, at jeg ikke er det.

Det handler nok mest om, at jeg ikke føler, at jeg er nok. At jeg ikke føler, jeg slår til. Og hvordan FUCK kommer man af med den følelse? Jeg har endnu ikke fundet en metode, og jeg bliver altså snart 22, lol.

Men det er nok endnu en kamp mellem min hjerne og jeg, som jeg skal kæmpe meget længe - en kamp, jeg nok skal vinde, men derfor kan jeg satme godt blive træt alligevel. 

"And I don't really care if nobody else believes

'Cause I've still got a lot of fight left in me." 

Mig og min autistiske hjerne.

Jeg føler mig ambivalent i dag.

Jeg har en af de dage, hvor min autisme er min bedste ven og værste fjende - på en og samme tid. Allow me to explain.

Normalt er min autisme ikke som sådan noget, jeg tænker over - ikke fordi, jeg er vokset fra det, som mange nok vil tro, men fordi jeg har lært, hvordan jeg skal leve med det. Jeg har lært mine teknikker.
Jeg har lært, at jeg skal have min "strukturtavle". Jeg skal have mine påmindelser fra min Google Kalender. Jeg skal have planer, og jeg skal have forudsigelighed, og så går det. For det meste. 

Lige indtil, at det ikke gør.

Som i morges, da det gik op for mig, at jeg havde glemt mine briller, i min mors bil, af alle fucking steder. Det væltede det hele, og var nok til, at jeg slet ikke kunne fungere i skolen - selvom det nok også havde noget at gøre med den rungende hovedpine, jeg får, når jeg skal koncentrere mig, og jeg ikke har mine briller på. 

Jeg oplevede noget, jeg ikke har oplevet længe - nemlig det, at jeg ikke rigtigt var til stede. Jeg sad bare og kiggede, men vidste ikke helt, hvad/hvem fuck jeg kiggede på. 
Det freakede mig, needless to say, ret meget ud, og jeg ville egentlig helst bare hjem under min dyne. 
(Heldigvis har jeg verdens mest forstående og søde kontaktlærer, som sagde, at jeg skulle tage noget at spise - og endda senere kørte mig hjem.)

Hvor kommer det så, det der med, at min autisme også er min bedste ven? Jo, nu skal du høre.

Det kommer her - jeg er meget imponeret over min hjerne, og mig selv, tbh. I løbet af få minutter var jeg i stand til at virke "normal" (så normal, som jeg nu kan være, haha), fordi jeg har øvet det så. fucking. mange. gange - især som barn/teenager, dengang jeg syntes, det var pinligt at være autist. Pokerfjæset, som vi kalder det, var lynhurtigt på. 

Og var det så min autisme, der gjorde, at jeg kunne det? Ja, det skulle jeg mene - for jeg har altid været tvunget til, at skulle kunne virke normal i løbet af få minutter - med mindre det var et full blown meltdown, selvfølgelig. Der er sgu ikke noget at gøre der. 

Jeg har den "fordel", at jeg er en kvindelig autist, og det gør, har jeg hørt fra kloge hoveder, at jeg altid har haft "nemt" ved at efterligne andre. Og de andre børn vidste godt, at man ikke skulle virke for unormal, for så var der mobning i farvandet. Det lærte jeg også hurtigt. 

Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt. Utroligt, som et par manglende briller kan stresse og ødelægge en dag.