blob.

Jeg hader de her dage, hvor det går op for mig, hvor meget der egentlig forsvandt, da Philip gjorde det. Hvor meget jeg skubbede væk og opgav, fordi jeg var en forkælet lille møgunge, der ville føle sig elsket. 


Jeg ved godt, det lyder latterligt, men jeg havde virkelig regnet med, at Philip og jeg skulle være sammen længe. Måske endda for altid. 
Når jeg så min fremtid, var han midtpunktet. Hvis jeg forestillede mig mit bryllup, var det ham, der stod og ventede ved alteret. Jeg forestillede mig mine børn som små, blonde usandsynlig smukke væsener, med blå øjne. 


Jeg syntes, han var latterlig, da han snakkede om, at vi skulle flytte sammen. Men det er gået op for mig, at det var det, jeg levede på. Det holdt mig kørende, at jeg om nogle år ville bo sammen med ham. Det holdt mig kørende, at jeg havde et ekstra hjem i Årslev. 


Hans familie blev lyn hurtigt min familie. Jeg følte mig på en sær måde hjemme, allerede første gang jeg var der. Det var som om, jeg endelig passede ind et eller andet sted. For de er sgu næsten lige så skøre, som jeg er. Jeg vidste, at uanset hvad der skete, så kunne jeg ringe til Mette, og hun ville være der for mig. For som hun sagde, jeg gjorde hendes dreng glad. 
Det kan jeg i det mindste prale af - jeg gjorde det mest fantastiske menneske i verden lykkelig, om ikke andet så bare for et par måneder. 

Blablabla.

Det er lige gået op for mig, hvor farligt det er, at se en person som perfekt. 
Hvor farligt det er, at sætte dem op på et piedestal, et sted hvor de sikkert slet ikke burde være. 


Jeg troede, jeg var færdig med det her. Jeg troede, jeg havde lært af den gang, det skete, hvor det hele endte forfærdeligt. Jeg troede, jeg var færdig med at få fejet benene væk under mig, og så bagefter bare stå der "wtf just happened?", men åbenbart ikke. Lucky lucky me. 


Jeg ved jo godt, hvordan det her ender - jeg står tilbage, fuldstændig ødelagt, og så skal mine venner (I er fantastiske, btw) hive mig op én gang til. Lucky you, huh?
Jeg var så stolt over, at det var længe siden, jeg havde forelsket mig i nogen. Der fik vi da så lige ødelagt dén rekord. 

ekskærester.

Eks kærester skal skydes og derefter puttes ned i et hul, hvor de kan rådne op uden at ødelægge mit humør. End of discussion. 

Brok, brok og atter brok.

Jeg er så træt af, at min far ikke kan finde ud af at holde sine løfter. Det er 6 dage siden, han sagde, at det her ikke ville ske igen. Yir, right asswipe. Jeg er så fucking træt af, at han lover guld og grønne skove, og der sker bare ikke en skid efter det. Altid rart at blive mindet om, hvor lidt man egentlig betyder. 


Jeg er også pisse træt af, at man ikke kan sige til sig selv "lad nu være med at forelske dig", for man ved jo, at det ender galt - mindst ét knust hjerte, som højest sandsynligt ender med at være mit. Gider ikke det her lorte kærlighed mere, det gør mig bare hidsig. Føler mig så fucking magtesløs, når jeg er forelsket. Jeg kan hverken gøre fra eller til, og hvis der er noget, Michelle ikke kan lide, så er det ikke at have kontrollen. 


Og så kan jeg ikke håndtere, hvor smukke mine veninder er. Virkelig. Når jeg kigger på dem, gør det næsten ondt - de ligner fucking modeller no matter what, og så sidder jeg her med lige så meget sexappeal som en fed sæl. Fucking elsker mit liv mand. 


Og så er min Straight To Dvd! dvd også blevet væk, hvilket mest af alt bare får mig til at ville lægge mig ned og tude.