Nogle beskeder er bare svære at få. 

Som den, jeg lige har fået om, at jeg, måske, aldrig bliver "rask" (jeg hader det ord).

Jeg havde jo læst mig frem til det på nettet, men det var jo ligesom meningen, at min søde kontaktperson på psyk skulle sige "Sådan hænger det slet ikke sammen, du er rask om et par år!" -  men nej.

Jeg kan blive "symptom-fri", og det er sådan set også okay, selvom jeg jo allerhelst vil komme så langt, at de fjerner diagnosen fra mine papirer. Hvorfor, det ved jeg ikke - det kan vel være lige meget, hvad der står i de papirer? Det ændrer jo ikke på den person, jeg er... Vel?

Jeg tror bare, jeg er sådan lidt "meh", fordi.. det er sgu en hård besked at få. Når man nu troede, at det her "bare lige" var noget, man kom ud af. Men det gør man ikke. Og det er okay, I guess.

Men! Som min søde bedste ven så fint påpegede, så går jeg i skole nu. Og hvis DET ikke er fremskridt, så ved jeg sgu ikke, hvad er! 

I wish you knew that I'll never forget you as long as I live, 

I wish you were right here, right now, it's all good, I wish you would.
I wish we could go back,

 and remember what we were fighting for.
I wish you knew that, I miss you too much to be mad anymore.

“The thing about an anxiety disorder is that you know it is stupid. You know with all your heart that it wasn’t a big deal and that it should roll off of you. But that is where the disorder kicks in; Suddenly the small thing is very big and it keeps growing in your head, flooding your chest, and trying to escape from under your skin. You know with all of your heart that you’re being ridiculous and you hate every minute of it. The fact that many people don’t recognize or have patience for your illness only makes everything worse.”

Så er det den 15.10. igen. Ligesom det er hvert. eneste. fucking. år.

Og jeg hader denne dag præcis lige så meget, som jeg gjorde for 5 år siden. Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at jeg ikke skal bruge den med dig. Lidt ligesom den 23.12.

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op. Jeg skal snart hen på kirkegården, så jeg burde blive færdig, få make-up på og sat hår, så jeg kan være så "smuk", som farmor sagde, jeg var sidst, jeg så hende. Jeg ved ikke, hvorfor det er så vigtigt med det skide hår, og det skide make-up. Måske er det fordi, jeg ikke vil have, du skal se mig sådan her. 

Så hvis jeg sætter håret op og putter mascara på, så kan jeg bilde mig selv ind, at du sidder oppe på din sky, smiler, og tænker "Dér er min lille pige!". Jeg ved, det er ønsketænkning - jeg ved godt, at du ikke sidder på en sky, og jeg ved godt, at du er væk. Så psykotisk er jeg alligevel ikke, at jeg rent faktisk tror på, at du kan se mig. 

Men jeg ville inderligt ønske, at du rent faktisk KUNNE se mig, så sidste gang, du så mig, ikke skulle være, da jeg havde det så skidt, som jeg havde. 

Jeg er stadig ikke cool med, at du ikke er her længere, og jeg tror helt ærligt aldrig, at jeg bliver det. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke savner dig, hvor jeg ikke har noget at fortælle dig, og hvor jeg ikke ville ønske, jeg kunne få et kram fra dig. 

Men det bliver lettere. Det er lettere nu, end det var for 5 år siden. Jeg er LIDT mere cool med det. 

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på alt det, du skulle have været med til, selvom du var 72 år ældre end mig. Du skulle have givet mig den fucking studenterhue på, du skulle have fulgt mig op af kirkegulvet, du skulle have.. du skulle have været her. 

Men det er du ikke. Og jeg bebrejder dig ikke længere. Jeg håber bare, inderligt, fra det nederste af mine tæer, til det øverste hårstrå, at du har det bedre nu.

Som jeg siger hvert år, så tillykke med fødselsdagen, farfar. Jeg elsker og savner dig.