Usikkerhed part....something something.

Jeg er ikke god til usikkerhed - hvilket egentlig, når man tænker over det, er meget spøjst, da jeg har været usikker hele mit liv.

Jeg er ikke godt til ikke at vide, om folk overhovedet kan lide mig. Jeg er ikke god til ikke at føle mig god nok - men det er der vel ingen, der er.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke kan aflæse folks signaler, for det gør det ikke ligefrem lettere at finde ud af, om de kan lide mig/holder af mig/indsæt selv. 

Jeg tror seriøst, at folk kunne stille sig op på et tag og skrige til hele verden, at de godt kunne lide mig, og jeg ville stå nede på jorden og tænke "Yeah... Right" - og er det ikke bare en smule sørgeligt??

Jeg er ikke god til, at jeg har så dårlig selvtillid, at jeg kan kigge på mig selv og tænke "Det står fandeme skidt til, det der" og vide, at jeg ikke kan gøre så meget ved det - jeg er "udstyret" med det, jeg nu engang er udstyret med lige for tiden. 

Men der er én ting, jeg er god til - og det er at sammenligne mig selv med andre. Og det skal jeg fucking holde op med.

Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det her... Jeg vil vist bare sige, at jeg hader det, lol.

I miss you guys.

Her juleaften vil jeg sende en tanke. Eller fire.

En tanke til min mormor, som altid forstod at samle familien 1. juledag. En tak fordi, hun altid spillede æsel med mig, når de skulle passe mig, fordi jeg havde ondt i maven og ikke kunne tage i skole.

En tanke til min faster, som altid var i stand til at passe på andre, selvom hun ikke kunne passe på sig selv. En tak fordi, hun sørgede for, at jeg blev holdt så tæt på min far, som muligt, i de forfærdelige 2½ år. En tak for, at hun legede med dukker med mig.

En tanke til min farfar, for at være den bedste far, jeg nogensinde kunne bede om. En tak for, altid at passe på mig, våge over mig, og give mig alt det, jeg ikke vidste, jeg manglede. En tak for, at jeg aldrig var alene - selv når det VIRKELIG føltes sådan. Og en tak for, at jeg stadig aldrig er det. 

Sidst, men ikke mindst, en tanke til mit elskede får, som altid forstod at trøste mig, selv når jeg ikke vidste, at det var nødvendigt. En tak for, at hun altid var der, med det fucking samme, til at muntre mig op, når det var nødvendigt. En tak for de 2½ år, vi fik sammen.

Jeg fucking savner jer - især i dag. 

Jeg bliver træt.

Jeg bliver lidt træt i hovedet, når folk mener, at de ved, hvordan jeg skal referere til mig selv - hvordan jeg skal snakke om mig selv, og hvad jeg skal mene om mig selv. 

Jeg er åbenbart ikke autist - jeg er simpelthen "et menneske med autisme". 

Og når jeg så forsøger at forklare, at jeg faktisk er autist, så siger de til mig, at sådan må jeg ikke snakke om mig selv.

Undskyld mig, men... hvad?

Må jeg ikke selv styre, hvordan jeg taler om mig selv, og hvordan jeg tackler dette handikap? Er der virkelig en anden, professionel eller ej, der skal fortælle mig det?

Fuck nej.

For sandheden er, at jeg er autist. 
Det er ikke bare en del af, hvem jeg er - det ér, hvem jeg er. 

Jeg går jo heller ikke rundt og siger, at jeg "lider af paranoia" - jeg er paranoid.
Jeg "lider jo heller ikke af angstanfald", når de kommer - der ér jeg angsten.
^Bad example perhaps, but you catch my drift. 

Jeg er da glad for, at de mener, jeg er mere end mit handikap og mine sygdomme, men de er jo stadig en del af mig - de er grunden til, at min hjerne "fungerer" (eller ikke gør), som den gør.

Og jeg har besluttet mig for, at det kan jeg ikke se det dårlige i - for de gør mig til mig, og jeg er egentlig helt okay, præcis som jeg er. 

"I love you the most."

Det er lidt sjovt - jeg er ikke sikker på, hvem jeg selv er længere. Og det sjoveste er, at det på INGEN måde går mig på.

Det, der er endnu sjovere, og en smule tragisk, er, at det nok er hans skyld. 
At det nok er fordi, jeg ikke kan være i mig selv af forelskelse. At det nok er fordi, jeg elsker en så højt - så højt, at jeg helt havde glemt, at det var muligt.

Jeg er stadig ikke helt vant til denne følelse - granted, jeg har også kun haft den i lidt over en måneds tid, men... det er finurligt. Fantastisk, skønt og lige til at blive glad i låget af, men også en smule finurligt. 

Men det er også en smule skræmmende - skræmmende, at man kan være så hooked på ét menneske, at man gør og siger ting, man aldrig har gjort/sagt før.
Så hooked, at man slet ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv, når man har sat ham på toget/sat sig ud i bilen, og man bare sidder der og tænker "Well... what now?"

Og det er da også lidt komisk, at uanset hvor stor en klaphat han kan være, har jeg bare lyst til at kysse ham. Hele. Fucking. Tiden. Kan jeg få job som professionel Capper-kysser, lol?

Jeg bryder mig ikke om disse dage.

De dage, hvor usikkerheden tager over, og jeg, af en eller anden grund, ikke føler mig tilstrækkelig - jeg hader at føle, at jeg ikke er god nok. Det driver mig til vanvid.

For jeg ved jo godt, når jeg kan være rationel, at jeg er god nok, præcis som jeg er - jeg er den eneste udgave af mig, der overhovedet er, og det er vel, i sig selv, godt nok?

Og det, der irriterer mig mest, er, at jeg ikke kan forklare, hvorfor jeg føler sådan - hvorfor jeg lige pludselig overanalyserer alt, og hvorfor jeg pludselig tvivler på, om folk overhovedet kan lide mig - folk, der ikke er min mor, haha.

Og jeg bliver et forfærdeligt menneske, når jeg har det sådan her - bider af alt og alle, og har egentlig mest lyst til at gemme mig under min dyne. Men jeg gør det ikke, for det er ikke løsningen. 

Men... i det mindste har jeg været fri for selvskade i 2 år og stemmerne i 5. Det er altid noget, og det skal jo nok gå alt sammen. 

Det her er rodet. I apologize for any inconvenience. 

"I think I was blind before I met you."

Jeg dur ikke til savn.
Jeg dur ikke den der følelse af, at noget mangler - og det, at jeg ikke dur til det, det gør mig arrig - for jeg bliver direkte arrig, når der er noget, jeg ikke dur til. Perfektionist, much??

Jeg dur ikke til, at én person kan make eller break min dag. Jeg dur ikke til det. *stamper surt i gulvet*
Jeg dur ikke til langdistance forhold - jeg dur basically bare ikke til, at han ikke er her.

Men det er ligesom okay - for om 4 dage er han her, og jeg kan putte mig ind til ham igen, og så er det hele okay igen.
Og, hvis jeg skal være helt ærligt, er der ingen, jeg hellere gjorde det her for/med. Nej, vent, scratch det der "hellere", for der er ingen anden, jeg gjorde det her med. Og det skræmmer mig. Giver jeg mening nu? Nå, ikke... det må jeg vel lære at leve med.

Men... langdistance ér en bitch - og ja, for mig er det langdistance - og jeg har aldrig været god til det. Men jeg vil hellere være dårlig til det her, end jeg vil være god til noget som helst andet, med hvilken som helst anden. 

I'm in over my head..... 

This is a funny feeling.

Ih, hvor er det mærkeligt, hvor lykkelig man kan være. 

Hvor er det mærkeligt, hvor meget én person pludselig kan betyde, og hvor lidt andre betyder - hvordan man pludselig kun har øjne for ham.
Når selv Michael Clifford forsvinder ud af ens hjerne, så er det sgu ved at være alvorligt!! 

Hvor er savn noget spøjst noget, og hvor kan det påvirke ens humør - især, når PMS'en samtidig slår til, haha. TMI? Possibly. 

Hvor er følelser underlige - hvor er det hele mærkeligt, haha. 

Men, ih... hvor er jeg forelsket - sådan helt... flyvende på lyserøde skyer, sommerfugle i maven, svedige håndflader og et dumt smil på læberne, forelsket. Og hvor kan jeg SLET ikke håndtere det! Men jeg får, forhåbentlig, tid til at vænne mig til det.

Og hvor kan 14 dage føles som meget, meget, meget lang tid - selvom jeg udmærket godt ved, at det ikke er lang tid, virker det helt uoverskueligt.

Men... det mest spøjse er, at man/jeg kan elske en så højt, at man helt glemmer, hvordan det føles at hade sig selv. Det tror jeg faktisk ikke, jeg har prøvet før. 

Og at han så også gider mig, det... kan jeg slet ikke forholde mig til, lol. Men hvor gør det, og han, mig glad - bare, hvis det ikke skulle være gået op for dig/du/jer/I.

"I've got scars, even though they can't always be seen

And pain gets hard, but now you're here and I don't feel a thing." 

I could get used to this.

Dette er meget spøjst, synes jeg. Jeg er ikke vant til at få følelser SÅ hurtigt - tro det eller ej, lol.

Det er meget mærkeligt, at man kan være så "hooked" på en person, man har mødt én gang - selv for mig er det mærkeligt, og det siger en del! 

Jeg synes, det er mærkeligt, pludseligt at elske en - virkelig, inderligt elske en. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det tager noget tid at vænne sig til igen, I guess.

Jeg synes også, det er utroligt, at man kan være SÅ jaloux - granted, jeg har aldrig været jalousi-fri, men mine følelser denne gang tager det da til et nyt niveau. 

Jeg kan heller ikke heeelt vænne mig til det der med, at jeg pludselig stoler på en, jeg har følelser for - det har jeg satme ikke gjort længe, og det er OGSÅ meget spøjst (kan I fornemme, at jeg ikke helt er på hjemmebane her, lol?)

Men... det er jo fantastisk, at uanset hvor meget lort min dag har været, så skal han bare ringe og sige "Hej mulle!", og så er det ligesom om, at det hele forsvinder - at selv jeg forsvinder. Det giver ikke mening det her, vel??
- nej... det tænkte jeg nok. 

Men jeg behøver ikke give mening lige nu - min mor har altid omtalt forelskelse som "midlertidig sindssyge", så jeg er undskyldt! (Men bær venligst over med mig alligevel.)

"All I know is that I love you so, so much that it hurts." 

Det er utroligt, så hurtigt gamle følelser kan komme tilbage, fordi man føler, at man er blevet uretfærdigt behandlet.

Hvor hurtigt, man egentlig kan blive ensom igen, fordi det gik op for én, at ham, man faktisk troede, man havde en fremtid med, bare var endnu en fuckboy (undskyld mit sprog, men jeg kan godt lide det ord i denne sammenhæng).

Det er utroligt, hvor hurtigt man føler, at man aldrig finder nogen - det tager ca. en uges tid, hvis I skulle være nysgerrige, haha.

Jeg er dog væsentligt gladere, end jeg var for en uges tid siden, men... alligevel er jeg røv ensom, og jeg sidder bare med den der "nå" følelse, for jeg kan jo hverken gøre fra eller til - jeg kan ikke få ham, eller nogen anden, til at elske mig, og det er også okay, for det ville jo ikke være oprigtigt, hvis jeg tvang folk til det, if you catch my drift.

Jeg lægger kraftedeme en annonce op på Facebook om, at jeg giver pizza til den første, der kommer om og putter, ser Netflix og spiser pizzaen med mig - I'm that desperate.

Men... jeg ved jo også godt, at dette bare er en "fase" - det forsvinder igen. Om et par dage, eller et par uger, er jeg okay med bare at være "mig" igen, og at jeg ikke lige har en, der kommer og kysser mig, når dagene er mest noget lort. 

Men lige nu virker min seng meget tom, og dagen i morgen virker meget lang. Men mon ikke, det hele ser lysere ud i morgen - det plejer det jo.  

(Jeg undskylder på forhånd mit rant, men jeg har det af helvedes til. Bær over med mig.)

Jeg synes, det er utroligt. Utroligt, at man kan behandle et andet menneske sådan - uanset, om man nogensinde har haft følelser for vedkommende eller ej. 

Jeg synes, det er så fucking svagt. Jeg synes, det er SÅ respektløst - og så kan vi diskutere frem og tilbage, om der nogensinde har været følelser involveret, for jeg er faktisk ligeglad lige nu. Lige nu vil jeg gerne bare have den smule respekt det ville være, at fortælle mig, hvad fuck der foregår.
For det her er da til at blive sindssyg af, hvis man ikke var det i forvejen.

Men jeg er færdig med at føle, at det er mig, der ikke er god nok - i hvert fald lige nu. Den følelse rammer mig nok igen i aften, når jeg går i seng - forvirret, much??

Men lige nu... lige nu er jeg fandeme stærk nok til at sige, at det ikke er mig, den er gal med - for det er det ikke. Jeg har ikke gjort noget forkert.

Du har vidst fra dag ét, hvor du havde mig, og måske var det, der var problemet. Måske følte du, at du kunne gøre, som du lige ville i det øjeblik, for jeg er her jo nok stadig, når der er gået 3 år mere, ikke? Jeg ville ikke regne med det, hvis jeg var dig.

Jeg tror helt ærligt, at det er længe siden, jeg har været så vred - og så, uanset hvor meget jeg hader at indrømme det, så. fucking. såret.

Havde fandeme forventet mere af dig.

"I am the most indecisive person on this earth, yet I was so fucking sure of you." 

Jeg er ikke god til at være sårbar. Til at vide, at en person har muligheden for fuldstændig at bryde mig ned, hvis han beslutter sig for det.

Jeg er ikke god til at vide, at der er en risiko for, at han går fra mig, selvom vi egentlig nok ikke er sammen - mine tanker giver super mening lige nu, ikke??

Jeg er ikke god til, at der er en, der fylder så meget i mit hoved, at ligningerne ikke sidder fast, og jeg ikke kan bøje engelske verber - det sidste er jeg egentlig meget god til, bare ikke i dag. 

Jeg er ikke god til, ikke at vide, hvad der skal ske - for jeg ved jo godt, at chancen for, at jeg får min "vilje", den er ikke stor - eller måske er den. Jeg ved det ikke.

Men... uanset, hvor meget jeg føler, jeg ikke er god til det her, så er det nu meget rart alligevel. 
Det er meget rart, at man er så skudt i en person, at man slet ikke kan tænke på andet. At smilet kommer med det samme, man slår øjnene op.

Det er meget rart, at der er en person, der kan få en til at smile, uanset hvilket humør man er i - og det siger fandeme meget, når "man" er mig.

You still make my crazy little heart go boom.   

Endnu en blandet affære.

Jeg er ikke så god til de her dage. Har aldrig været det, og bliver det nok aldrig.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke føler, folk lytter til mig. Slet ikke professionelle. 

Jeg er ikke god til at græde. 
Jeg er stadig ved at lære, at det er okay - at man ikke nødvendigvis er svag, fordi man bryder sammen, men at det faktisk kan være en del af ens styrke, at man overhovedet kan.

Jeg er stadig ved at lære, at alle mine følelser er okay - at ingen skal komme og sige, at jeg ikke føler sådan, eller at jeg ikke burde føle sådan. De kan selvfølgelig sige, at det er totalt anderledes fra det, de føler, men de kan ikke sige, at det ikke er legalt, at føle, som jeg gør.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg er en smule træt.

En smule træt af, at skulle vrænge min sjæl, og mine følelser, ud, og at der så ikke bliver gjort noget ved det. At der ikke bliver taget hånd om det, men at man bare får at vide, at "vi kan ikke gøre mere".

Jeg er træt af, at være hende den syge - hende, der skal have hjælp til de mest basale ting, og ikke kan ret meget alene.
Jeg er træt af, at jeg skal være en hindring - for det føler jeg, på disse dage, at jeg er. En hindring for mine forældre, for mine venner, for... for mig selv. 

For selvom jeg godt ved, når jeg har mine fornuftige øjeblikke, at jeg ikke selv kan gøre for det her, at jeg ikke selv på nogen.fucking.måde har valgt det, så føler jeg stadig, ind imellem, at jeg er en hindring.  

Men det, der piner mig allermest, er nok, at jeg ikke kan være den storesøster, jeg gerne vil være - at min sygdom kommer i vejen for, at gøre ting med mine søskende, som jeg ved, ville gøre dem glade.

Men - jeg ved jo også godt, at jeg nok skal komme ud på den anden side igen. At jeg nok skal komme ovenpå, og at jeg nok skal blive glad igen. Ville bare ønske, at det havde været i går, haha. 

Og jeg er så glad for, at jeg har dem omkring mig, som jeg har - mine forældre, mine søskende, mine fantastiske venner, som egentlig mere er familie nu, og mine lærere. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op uden jer. 

Så.. fra det inderste af min sjæl, tusind tak for, at I holder fast i mig - selvom jeg kan være lidt af en pestilens ind imellem. 

En blandet affære.

Det er faktisk utroligt, hvor dum man kan føle sig.

Hvor dum man kan føle sig over, at man læser signaler forkert - gang på gang, på gang, på gang, på gang...

Over, at man liiige når at tænke "Hey, han kan sgu lide mig!" - eller, den mere selv destruktive fætter - "Hey, der er rent faktisk EN, der kan lide mig!!!! *mind does happy dance*"

Jeg hader den sidste. Inderligt hader den. Den der del af mig, der bliver overrasket over, at der er en, der muligvis kan lide mig, for det giver ikke mening for mig.

Hvorfor giver det ikke mening for mig, spørger du? Jeg ved det ikke. Måske fordi, jeg ikke ligefrem er min egen største fan. Måske fordi, jeg ikke er vant til det. Måske fordi, jeg har ændret mig SÅ meget, på så få år, at jeg ikke altid selv kan følge med, og ikke altid heeeelt ved, hvad jeg mener om mig selv. På de dårlige dage.

På de lidt bedre dage kan jeg jo godt se, at jeg ikke er så forfærdelig, som jeg nogle gange går og tror. Men derfor bliver jeg alligevel lige overrasket hver eneste gang.

Og så sker sådan noget her, og så har jeg bare lyst til at tilmelde mig (hedder det det??) et kloster, og så bare blive der, så det ikke kan ske igen. Men det er jo for helvede heller ikke løsningen.

Jeg siger tit til mig selv, at jeg skal holde en pause fra det her fis. Og jeg prøver virkelig, det gør jeg. Men så kommer der idioter, der får følelser frem, eller min ensomhed kommer tilbage, eller jeg kommer i tanke om, at Hot.dk eksisterer (I know, I know), og så er det bare ikke så nemt længere.

Men det skal nok gå. Ellers kan jeg jo bare leve resten af mine dage som gammeljomfru, haha. 

Jeg går ikke rundt i en kontant sky af savn længere - det gør jeg ikke. Heldigvis.

Men når det så rammer mig, så rammer det mig med 120 km/t, lige i ansigtet, og så kan jeg ikke lade være med at tænke "Nå... jamen, så ligger jeg bare her lidt."

Jeg tror mest, jeg savner dig på de dage, hvor jeg har ~brug~ for dig, selvom jeg hader det udtryk. De dage, hvor det hele er noget lort, og hvor jeg har brug for at gemme mig i dine stærke arme - og sådan en dag er det i dag. 

En af de dage, hvor jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, fordi du ikke elsker mig længere - for det gjorde du på et tidspunkt, det er jeg ikke i tvivl om. Sådan et blik KAN bare ikke fakes.

Måske er det fordi, jeg har puttet dig op på et piedestal - for helt ærligt, kan NOGEN være så fantastisk, som jeg husker dig? Jeg ved det ikke.

Men så bliver jeg så vred på mig selv - for handler det her, helt ærligt, bare om, at jeg er FUCKING selvdestruktiv? 
Handler det om, at jeg ikke vil give slip - eller kan jeg simpelthen bare ikke? Er jeg ikke i stand til, at "komme videre"? 

Jeg er bare, hvis jeg skal være helt ærlig, pisse træt af det. 

Jeg er træt af at savne en, jeg godt ved, ikke savner mig - jeg er jo ikke dum. Jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig. 

Men det gør det, om muligt, kun sværere. Jeg burde bare gå i seng. Det har været en meget, meget, meget lang dag.

"You were a vision in the morning when the light came through

I know I've only felt religion when I've lied with you." 

Jeg nægter at forsvare mig selv.

Jeg må indrømme, at jeg ikke har sat mig 100% ind i det her, men jeg er vred alligevel - er det ignorance? Det er det nok. Men nu skal det ud.

Jeg bliver lidt træt i hovedet, når en eller anden idiot (læs: Peter Gøtzsche) kommer frem og siger, at vi jo bare er "kede af det".

Jeg bliver træt i hovedet, når jeg føler, at jeg skal forsvare valg, jeg har skulle tage dagligt, siden jeg var 14 år gammel.

Jeg bliver træt i hovedet, når folk siger, at medicinen jo ikke hjælper, og at det er medicinalindustrien, der bare vil tjene penge - granted, det vil de også. Selvfølgelig vil de det. Men så generelt kan det bare ikke siges.

Jeg mener selvfølgelig heller ikke, at alle skal have medicin - men jeg mener bestemt, at hvis det bliver anbefalet, man er med på det, man mærker forskel, og bivirkningerne ikke er for store, så synes jeg, man skal - hvis forskellen er af den rigtige slags, selvfølgelig.

Jeg nægter at generalisere, så nu gør jeg det lige MEGET klart, at jeg taler fra mit eget synspunkt - JEG har brug for medicinen. 
Jeg kan godt huske mit liv inden, og det var ikke et liv. 

Men har jeg så haft et "ordentligt" liv, i de, snart 7 år, jeg har fået medicin? Bestemt ikke. Jeg har haft starten på et ordentligt liv det sidste år - men Rom blev altså heller ikke bygget på én dag, og det er noget, man må tage med.

Men jeg kan sige nu, og det er 100% takket være medicinen, at jeg er tæt på paranoia-fri - noget, jeg ikke kan huske, jeg har været i rigtig mange år. 
Jeg kan sige, at min angst er på et niveau, hvor jeg kan leve med den, og arbejde med den - vi er ikke venner, og det bliver vi aldrig, men jeg kan holde det ud - igen, takket være medicin (og benhårdt arbejde fra min side, må jeg lige sige - credit til dig, Sjelle). 

Har jeg så ikke oplevet bivirkninger? Selvfølgelig har jeg det - vægtøgning på 42 kg, så behøver jeg vist ikke sige mere. Men det var næsten lige meget - for det handlede ikke om, at se godt ud - det handlede om at overleve.

Men det handler sørme også om, at blive diagnosticeret rigtigt, af kompetente mennesker, der ikke mener, at man har ADD, når det er noget så tydeligt, at det har man ikke, og derefter propper en på Strattera, der kun gør angsten værre - om jeg er bitter? Nej da. Det har jeg aldrig været (sarkasme kan forekomme).  

Jeg sidder heller ikke og påstår, at man ikke kan dø af medicinen - selvfølgelig kan man det. En af bivirkningerne ved Abilify, min lifesaver, er, at man kan få kræft. Kræft. Er det lige den mærkeligste bivirkning i verden, eller er det bare mig?

Men man kan godt føle sig lidt som en fiasko, når der er så mange, der mener, at man bare skal kunne klare sig uden medicinen, og man udmærket godt selv ved, at det kan man ikke. Så må man bare holde fast i, at man for helvede ikke er en fiasko - og da slet ikke pga. det.

Og nej, min autisme kan heller ikke kureres af, at jeg ikke spiser hvidt brød, går til clairvoyant, spiser 30 forskellige slags naturmedicin eller drikker klorin.  

Jeg ved egentlig slet ikke, hvor jeg vil hen med det her - det hele bliver lige lidt ekstra rodet, når jeg er vred og fortvivlet. 

Jeg er ikke god til det her.

Jeg er ikke godt til at savne folk - især dig. Hvilket er ironisk, når jeg har savnet dig i fire år.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke kan finde en ny, der kan "erstatte" dig, hvor forfærdeligt det end lyder. 
Don't get me wrong, som jeg har sagt før, så har der været et par stykker, der kom tæt på, men... Jeg bliver altid mindet om, at de jo for fanden ikke er dig.

Og det er skam ikke fordi, jeg ikke leder - men måske leder jeg for meget. Jeg ved det sgu ikke.

Og så er der jo altid de der idioter, der siger "Kom dog for helvede videre", og jeg bliver så gal. Virkelig arrig, for det er jo ikke så simpelt - hvis det havde været det, så havde jeg jo gjort det for længst.

Men, hvis jeg skal finde noget godt i det her, så handler det jo ikke længere om, at jeg ikke kan leve uden dig - det kan jeg sagtens. 

Jeg har, på mange måder, kun fået det bedre de sidste 4 år. Men alligevel er det som om, at der er noget, der mangler - eller, ikke noget, men nogen.

Jeg er i det mindste heller ikke vred på dig mere. Jeg er bare.... ked af det, tror jeg, beskriver det bedst. Og det er virkelig heller ikke fedt, haha.

Men alligevel kan jeg ikke få mig til at fortryde ét sekund af den tid, jeg brugte sammen med dig - for du viste mig, hvad kærlighed virkelig er.

Du viste mig, at jeg var vigtig, og at jeg var helt ok, som jeg var. Du viste mig, at kærligheden KAN være all-consuming, og at den faktisk kan være bedre end i bøgerne. 
Og måske er det det, der pisser mig mest af - at der ikke er andre, der har fået mig til at føle sådan igen. Det forsvandt ligesom sammen med dig.

Men det skal nok gå. It'll be fine. Jeg skal bare lige igennem sorgen, igen. Det har jeg jo snart øvelse i, haha.

”And I know things ended badly but I’d do it all again. ”

Min "det gør ondt" playlist.

Hej venner. 

Hvis det ikke skulle være gået op for jer, i løbet af de sidste par indlæg, er jeg virkelig blevet offer for kærestesorgen på det sidste - jeg hører derfor meget de samme sange, som jeg føler et behov for at dele (don't ask why). Måske i håb om, at de kunne hjælpe andre, der står i samme situation, som jeg gør. So here we go. 

Fordi, lad os være ærlige - hvad er bedre end Jon og Richies tekster? Ikke meget. Og så er den også virkelig god til de dage/øjeblikke, hvor man er virkelig, virkelig bitter og vred - hvilket, helt ærligt, er meget af tiden, haha. 

Fordi A) Perrie er fucking lækker, og hendes stemmer giver mig, gang på gang, eargasm, og det hjælper lidt på det hele.
B) Sangen er jo fantastisk, og de gør det virkelig godt.

Fordi Cassadee er fantastisk, og jeg stadig bliver målløs over hendes stemme - og så beskriver teksten hele denne fase SÅ godt. 

"So this is my apology for saying all those shitty things I wish I didn't really mean - I'm sorry, I'm not sorry." - bliver det meget mere ærligt?

Årh, Marina, du gør min sjæl lidt mere glad. 

"..but I'm fine, I just miss you all the time - just friends" - kombiner den lyric med Jenna's stemme, og så er der 99% risiko for, at jeg tuder. 

Fordi, helt ærligt, jeg kunne da ikke lave sådan en liste uden, at have mine drenge med på den. Og så er den sang jo bare fantastisk.

Jeg prøver på at være okay - det gør jeg virkelig. 
Og det går også, for det meste, okay. Indtil jeg kommer i seng - så vender det hele tilbage, og jeg har bare lyst til at skrige ned i puden.

Som Mikkel sagde i aften, så er det værste jo, at du giver mig håb, og at jeg lige nåede at smage på lykken, som nævnt tidligere. Og at du gør det igen, og igen, og igen, og....
Og ja, jeg tillader det - jeg lader dig gøre det. Ingen tvivl om det.

Og jeg ville gerne sidde her og sige "NU er jeg kraftedeme færdig!!" - men er det så simpelt? Nok ikke. 

Men jeg hader det. Det gør jeg virkelig.

Jeg føler mig så trådt på, så udnyttet, så pisset på, så... alt muligt lort. 

Jeg er sur. Jeg er virkelig, virkelig vred - for jeg fortjener det ikke. INGEN fortjener denne slags behandling.

Og jeg kan ikke connecte denne behandling med, at du påstår, at du "elsker" mig - det kan jeg virkelig ikke. 
For, som jeg har nævnt før, så behandler man ikke mennesker, man elsker, på denne måde. Det gør man sgu ikke - ikke at jeg mener, at man burde behandle mennesker, man ikke elsker, på denne måde, men... you catch my drift. 

"You were red, and you liked me because I was blue,
you touched me and suddenly I was a lilac sky,
and you decided purple just wasn’t for you."

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg skal være så naiv. 

Så naiv, at jeg tror på det, når folk siger de "rigtige" ting - jeg forstår vitterligt ikke, hvorfor jeg udsætter mig selv for det, gang på gang. 

Måske er det fordi, jeg SÅ gerne vil tro på det - for de kan vel ikke ALLE have løjet? Så dårligt et menneske er jeg vel ikke, at jeg fortjener det.

Men, så igen, det her fortjener jeg heller ikke. 

Jeg fortjener én, der fucking ved, hvad han vil. Der rent faktisk holder de ting, han lover. En, der ikke bare lover guld og grønne skove, for så at forsvinde i et godt stykke tid, for derefter at komme tilbage og forvente endnu en chance - granted, det sidste er nok min egen skyld, da jeg er alt for "god" til at give ekstra chancer.

Jeg fortjener én, der ser på mig, hver eneste dag, som om, at han har vundet 300 mio. i Euro Jackpot - det fortjener vi alle. Måske skal vi bare minde os selv om det engang i mellem, især i situationer som denne.

Men... så er der bare også det faktum, at jeg ikke har følt sådan, for en "anden", i meget meget lang tid - ikke siden, han sidst var i mit liv, faktisk. 

Jeg nåede lige at smage på lykken. Det gjorde jeg virkelig. Jeg tror, det var definitionen på lykke, at høre hans stemme igen, og næsten kunne se en fremtid, der involverede ham, ude i horisonten. 

Men så sidder jeg her, 3 dage senere, og har grædt alt for meget, sovet alt for lidt, og lavet alt for lidt. Det skal jo nok gå - det ved jeg jo godt. Jeg har klaret det her før, jeg kan gøre det igen. 

Men et livstegn ville nu være rart.

"I love you to the moon and back

.. but I'd go further if you asked."  

Jeg har ikke lige fundet en eller anden fancy måde at starte dette indlæg på, så bær lige over med mig, for det her bliver fandeme en rodet affære. 

Jeg synes, at jeg får mere og mere ambivalente følelser omkring alt det her - omkring dig. De har været ambivalente de sidste 4 år, don't get me wrong, men... alligevel.

Jeg er også kommet frem til, at jeg tror, det der går mig mest på er, at jeg ikke har fundet en ny. 

At det måske er fordi, at jeg ikke har oplevet den der all-consuming-love siden dig. 
Misforstå mig ikke, der har været én, der kom tæt på, men... ingen har haft den samme effekt på mig, som du havde. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke - men lidt skræmmende, er det ikke?

Jeg synes vitterligt, at det er skræmmende - skræmmende, at jeg ikke har følt den form for kærlighed, siden jeg var 16/17 år. Måske er der virkelig noget galt med mig, haha. 

Jeg snakkede med min, nu gamle, kontaktperson på psyk om det i dag, og hun fortalte mig, at der seriøst er noget om det, når folk snakker om den der "første kærlighed" - at det virkelig ikke bare er noget, der går væk igen. Og det er helt ærligt også FUCKING skræmmende, for jeg kan da for fanden ikke gå rundt og længes efter dig hele mit liv? 

Og jeg ved heller ikke, om jeg går og håber på, at der sker et eller andet - for jeg ved jo udmærket godt, at det gør der ikke. Og selv hvis der gjorde, hvad fanden ville det så ikke ende med? Jeg tør ikke tænke på det - hverken det ene eller det andet.

Men i det mindste jeg er ikke vred på dig mere - jeg tror, jeg har båret rundt på mere vrede til dig i alle disse år, end jeg lige har vidst. Jeg tror faktisk, at jeg har tilgivet dig. Og dét er stort. 
 
Og jeg har bare lyst til at tude, og skrige, og bare... få det ud. Men det kan jeg selvfølgelig ikke. Fucking typisk.  

"..but I'm fine,
I just miss you all the time."

Jeg er forvirret.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv, for jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet. Jeg ved udmærket godt, hvad jeg havde håbet på, men forventet? Ingen ide.

Jeg ved heller ikke, om jeg håber på, at du skriver igen, eller om jeg håber, at du ikke gør - for det første kan ikke ende godt, men... alligevel - jeg har ikke hørt fra dig i 4 år, jeg ønsker ikke, det skal slutte allerede. Hvorfor er jeg dog så selvdestruktiv?? Haha.

Så... nu kører Wherever You Are på repeat igen, og jeg forsøger at være okay. Eller... jeg ER okay. Nogenlunde. I guess.. Nævnte jeg, at jeg er forvirret?

Og... HVIS du skriver igen, hvad skal jeg så sige? Skal jeg lade som om, at de sidste 4 år er glemt, og at jeg bare tilgiver dig totalt? For det gør jeg ikke - ikke allerede. Måske engang. 

Eller skal jeg være den bitch, jeg har "ønsket" at være overfor dig, mange gange, i løbet af de førnævnte 4 år? 

Eller.. skal jeg bare være mig? For jeg var jo ikke nok sidst - så hvorfor skulle jeg være det nu?

Og jeg kan jo heller ikke lyve for dig, og sige, at jeg er HELT TOTALT MEGET ovre dig - du ville også se lige igennem det, du kender mig for godt.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Vente og se, I guess - det er jeg jo åh så god til, right??

 

“So you see, sometimes you offer people choices hoping that they’ll choose you. Sometimes you offer them choices knowing that they never will.”

 

Are there windows in Heaven?

Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet, på den køretur, der virkede meget lang.

Måske havde jeg forventet, at jeg, i løbet af en time, ville være okay igen. Det var jo bare en hund, ikke??

Men så simpelt er det ikke. 

Det var jo, for fanden satan i helvede, ikke bare en hund. 

Det var hende, jeg har fundet tryghed i, de sidste 23 måneder, stort set siden, min eks og jeg gik fra hinanden. 
Det var hende, der altid er kommet til mig, når hun kunne mærke, at alt ikke var okay.
Det var hende, der fik min paranoia til at være til at bære. 
Det var hende, der gav mig sådan en livsglæde, og det var hende, jeg havde regnet med, jeg skulle have i mange år endnu.

Men sådan blev det ikke.

Jeg har i dag sagt farvel til min bedste ven - en sejlivet gammel dame på 9 år, som absolut ikke ville sove.

Og det gør ondt. Hele vejen ind i maven. Og jeg har lyst til at skrige. 

Jeg føler mig så alene - så tom. Og jeg ved slet ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Men det finder jeg ud af. På et eller andet tidspunkt, når dette er kommet på afstand. 

Men i aften vil jeg give mig selv tilladelse til noget, jeg ikke har givet mig selv tilladelse til i meget lang tid - jeg vil sørge. Jeg vil græde, jeg vil skrige ind i min pude, og jeg vil hulke. For det er okay - min lille skat er lige død.

Sov sødt, min pige - jeg vil elske og savne dig resten af mit 
liv.  

Jeg ved ikke, hvorfor det pludseligt slog mig. Hvorfor jeg mangler dig, nu, af alle tidspunkter.

Hvorfor jeg sidder og hører de sange, der altid mindede mig om dig, dengang for over et år siden.
Eller den sang, du sendte til mig. 

Og jeg ved vitterligt ikke hvorfor, jeg sidder med tårer i øjnene. 

Måske er det fordi, du var den første efter ham, jeg følte sådan for. Jeg mener stadig, at jeg kun har følt sådan for 3, muligvis 4, mennesker, igennem "hele" mit liv. Og du var så den sidste i rækken. 

Måske er det også fordi, at jeg er dødsens rædselslagen for, at jeg aldrig kommer til at føle sådan igen, selvom det kun er et år og 3 måneder siden, det ligesom sluttede. 

Måske er det også fordi, at jeg ikke VIL føle sådan igen, for det gør sgu da fucking ondt - især lige nu.

Måske er det ISÆR fordi, at jeg ikke tror på, du nogensinde har holdt af mig - for jeg nægter at tro på, at man kan behandle mennesker, man "elsker" på denne måde. Men det gør det ikke lettere - om noget, gør det det kun sværere.

Jeg ville bare, helt ærligt, ønske, at du var her. Selvom du aldrig har været her. Giver noget af det her mening? Nå, ikke... ærgerligt.

Jeg burde nok bare gå i seng.

 Jeg ved godt, at jeg skal "væbne mig med tålmodighed". Jeg ved godt, at det ikke "bare" går væk, når det har været der i 19 år. Jeg ved godt, at Rom ikke blev bygget på en dag. Jeg ved godt, at det, på et tidspunkt, nok bliver bedre.


Jeg ved det godt. Jeg ved det fucking godt. 

Men jeg er træt - træt af, at være så angst, at jeg ikke kan alle de ting, jeg gerne vil - jeg kan jo ikke engang halvdelen, lol. 

Og jeg er, ærlig talt, pishamrende bange - bange for, at jeg skal have det sådan her resten af mit liv. Bange for, at jeg aldrig kommer til at kunne tage toget til København og besøge min bedste veninde.

Bange for, at jeg aldrig får et job - bange for, at jeg aldrig får den skide studenterhue, jeg har drømt om i SÅ mange år nu.
Bange for, at jeg aldrig bliver "mig" igen - den tøs jeg var, inden den lorte angst tog TOTALT over. 

Det er gået op for mig, i løbet af de sidste dage, hvor fucking lang vej jeg har endnu. Jeg skal sikkert nok komme derhen, men... jeg er bare.. træt, som sagt før. Og som søde Søren sagde, så er det sgu lidt som at få en spand koldt vand i hovedet, når det går op for en, hvor lang vej der er endnu.
 
Det hele er sgu lidt op ad bakke lige nu.