Det er faktisk utroligt, hvor dum man kan føle sig.
Hvor dum man kan føle sig over, at man læser signaler forkert - gang på gang, på gang, på gang, på gang...
Over, at man liiige når at tænke "Hey, han kan sgu lide mig!" - eller, den mere selv destruktive fætter - "Hey, der er rent faktisk EN, der kan lide mig!!!! *mind does happy dance*"
Jeg hader den sidste. Inderligt hader den. Den der del af mig, der bliver overrasket over, at der er en, der muligvis kan lide mig, for det giver ikke mening for mig.
Hvorfor giver det ikke mening for mig, spørger du? Jeg ved det ikke. Måske fordi, jeg ikke ligefrem er min egen største fan. Måske fordi, jeg ikke er vant til det. Måske fordi, jeg har ændret mig SÅ meget, på så få år, at jeg ikke altid selv kan følge med, og ikke altid heeeelt ved, hvad jeg mener om mig selv. På de dårlige dage.
På de lidt bedre dage kan jeg jo godt se, at jeg ikke er så forfærdelig, som jeg nogle gange går og tror. Men derfor bliver jeg alligevel lige overrasket hver eneste gang.
Og så sker sådan noget her, og så har jeg bare lyst til at tilmelde mig (hedder det det??) et kloster, og så bare blive der, så det ikke kan ske igen. Men det er jo for helvede heller ikke løsningen.
Jeg siger tit til mig selv, at jeg skal holde en pause fra det her fis. Og jeg prøver virkelig, det gør jeg. Men så kommer der idioter, der får følelser frem, eller min ensomhed kommer tilbage, eller jeg kommer i tanke om, at Hot.dk eksisterer (I know, I know), og så er det bare ikke så nemt længere.
Men det skal nok gå. Ellers kan jeg jo bare leve resten af mine dage som gammeljomfru, haha.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar