So I'll watch your life in pictures like I used to watch you sleep. And I feel you forget me like I used to feel you breathe.
And I keep up with our old friends just to ask them how you are - hope it's nice where you are.

And I hope the sun shines, and it's a beautiful day, and something reminds you you wish you had stayed.
You can plan for a change in weather and time, but I never planned on you changing your mind.

Jeg ved ikke, hvorfor du går mig sådan på. Hvorfor, du irriterer mig sådan, hvorfor du kan ødelægge mit humør på denne måde, bare jeg ser et billede af dig - og jeg ved VIRKELIG ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gå ind på din profil.

Måske er det fordi, du har forsøgt at bilde mig ind, i 3 år, at du elskede mig, og så gav du op efter 2 måneder. 
Måske er det fordi, jeg har mistet min bedste ven samtidig. Måske er det fordi, jeg ved, du er glad uden mig. Måske er det fordi, jeg ved, jeg bliver erstattet, muligvis allerede er blevet det. 
Måske er det fordi, du gjorde hjemveen lettere. Måske er det fordi, den forsvandt sammen med dig. 
Måske er det fordi, jeg savner at have din arm rundt om mig, mens jeg sover. Måske er det fordi, jeg savner, at du gør grin med mig. Måske er det endda fordi, jeg savner, at du ikke forstår mig.

Jeg har ikke været så lost, siden jeg mistede Philip. Men selv da, var der en smule lys, for du var der. 

Jeg er vred. Jeg er vred, og jeg er bitter. Og jeg er så ked af det, at det gør ondt helt ned i min mave.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med alle disse følelser. For det hele ender jo i, at jeg bare gerne vil høre, at du elsker mig. Som jeg elsker dig. Men det ved jeg, nu, at det gør du ikke. Og det har du nok aldrig gjort. 

 

Forklaring på rant.

Flere har spurgt mig om, hvad mit indlæg betyder, og nu kan jeg også godt se, at det næsten fortjener en forklaring. 

Det er en længere historie, men nu gør jeg den lige kort. Jeg nævner ingen navne, da jeg ikke ønsker at udstille ham - måske er jeg for rar, men sådan noget gør jeg bare ikke.

Det hele starter i juni, 2010, lige efter, jeg var blevet voldtaget. Jeg begyndte at skrive med denne her vildt søde, flotte og charmerende fyr, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Vi skrev sammen hver eneste dag, hele dagen. Så kom dagen endelig, hvor vi skulle mødes. Eller, det troede jeg.

Det viste sig, at fordi jeg ikke ville betale halvdelen af hans busbillet hjem til mig, så ville han ikke snakke med mig mere. Det hele kulminerede vist i, at jeg ringede og lagde en ikke så pæn besked på hans voicemail. Det skal lige siges, at han havde fået lokket billeder og diverse andre ting ud af mig på dette tidspunkt.

Så hørte jeg ikke fra ham i 3 år, indtil for en måned siden. Han skrev til mig på Hot, uden at vide, hvem jeg var. Jeg skrev så, om vi var på talefod igen, eller om han stadig var sur. Langsomt kom han i tanke om, hvem jeg var, og hvad han havde gjort.

Han bildte mig ind, at han havde ændret sig, og han var ked af det, og at han aldrig havde behandlet nogen, som han behandlede mig, så det ville han gerne gøre godt igen. 
Jeg var naiv og dum, men jeg tilgav ham lige så stille, samtidig med, med at mine gamle følelser kom tilbage.

Så spurgte han mig mange gange, om jeg ville mødes med ham. I starten tænkte jeg bare "Fandeme nej", men langsomt fik han mig overtalt, præcis som han gjorde dengang. 

I går kom dagen så endelig. Jeg hentede ham på togstationen, og vi snakkede ganske udmærket sammen. Han fortalte om sit studie, sit liv siden sidst, og lærte mig mange nye ting om HTML og programmering. 

Jeg spurgte så, efter vi havde siddet på en café i en times tid, om han ville med om til mig, for det havde vi snakket om tidligere. Han sagde ja.
Så kom vi hjem til mig, og så stoppede samtalen totalt. Jeg forsøgte at prikke til ham, hvilket bare pissede ham af. 
Til sidst tog han sig sammen, og sagde, og jeg citerer "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, så nu siger jeg det bare. Du er sød, men...", hvor jeg afbrød ham og sagde "Du behøver ikke sige det, jeg ved godt, du ikke er interesseret i mig. 
Han spurgte så, om jeg vidste hvorfor, og bagerst i hovedet, ja, det gjorde jeg. Men jeg sagde, at jeg ikke ville vide det. Han sagde så, og jeg citerer igen "Jeg vil gerne have, du ved det. Jeg synes, du er sød og nice, men fysisk ved dig, er der intet, der tiltrækker mig. Det var derfor, jeg gerne ville vide din vægt, inden jeg kom og besøgte dig." - charming, right?
Så var det så, at jeg brød sammen. Ikke fordi, det var ham, der sagde det, men det er da aldrig rart at få at vide, især når man selv kæmper med det. Han spurgte så, om han skulle gå, og jeg sagde ja. 

Og det var det. Forklaringen er her. Jeg er stadig i chok. Tænk, at man kan få sig selv til at sige sådan til et andet menneske, når jeg havde sagt, at jeg ikke ville vide grunden. 
Det var jo åh så vigtigt, at jeg lige fik det smæk i fjæset. 

Jeg er målløs. Absolut målløs.


Hvordan er det lige, du er opdraget? Hvem har lært dig, at det er okay at snakke sådan til andre mennesker? Tror du ikke, de (vi...) bliver sårede? 

Jeg græd ikke, fordi du gik. Jeg græd pga. det, du sagde. Hvordan du sagde det, hvorfor du sagde det. 

Jeg har tit tænkt "Er jeg så frastødende?", og det har du lige bevist overfor mig, at ja, det er jeg.
Men jeg er glad for, at jeg ikke lukkede dig helt ind igen, for det fortjener du ikke. Og helt ærligt, så skulle du også kun være rebound. 

Men jeg har lige fået bevist, at second chances skal man ikke give ud. 

Bare fordi, jeg ikke længere vejer 47 kg, og har anoreksi. Fuck dig. Nar. 

Fun facts!

• Jeg HADER farven brun. 
• Jeg har for nyligt skiftet min, tidligere, elskede Pepsi Max ud med Faxe Kondi Free.
• Min nye, elskede, vinterjakke er armygrøn.
• Når jeg er rigtigt sur, hører jeg "What I Meant To Say" med Daughtry. 
• Hvis nogen prikker til mig på Facebook, tror jeg, de vil have sex med mig. Selfcentered, much? 
• James Lafferty er, muligvis, verdens lækreste mand. 
• Jeg har et afhængighedsproblem med One Tree Hill.
• Jeg bruger for meget af min tid på Tumblr.
• Jeg ELSKER "Familien Fra Bryggen".
• "My favourite outdoor activity, is going back inside."
• Jeg kan ikke lide de gule M&M's.
• Jeg er meget fornærmet over, at de ikke længere knuser Smarties'ne i en McFlurry.
• Jeg HADER at gå i bad - jeg gør det stadig, don't worry.
• Når jeg fryser mine hænder, putter jeg dem ned i bh'en.

"You make lists in your head, about what you want in a lover, like brown hair and a sweet voice.
A sharp mind and a soft heart, a sense of humour that actually makes you laugh like you mean it. This and that.
And it's all bullshit. People aren't lists.
And I've always wanted to be the person who made someone realize that. I want to come across someone with a list in their head that's nothing like the person I am, and I want to show them, that they didn't know what they were looking for.
People who think, they know what they are looking for, are fooling themselves. Nobody really knows what or who they want. Not until it's right in front of them."

We clawed, we chained, our hearts in vain. We jumped, never asking why.
We kissed, I fell under your spell - a love no one could deny.

Don't you ever say I just walked away, I will always want you.

I can't live a lie, running for my life - I will always want you.

I tried to find you at the bottom of a bottle, laying down on the bathroom floor.
My loneliness was a rattle in the windows, you said you don't want me anymore.
And you left me...
Standing on a corner crying,
feeling like a fool for trying.
I don't even remember, why I'm wasting all these tears on you.
I wish I could erase our memory 'cause you didn't give a damn about me.

Jeg savner at fortælle dig disse ting. 

Da jeg kom hjem i dag, havde jeg mest bare lyst til at ringe til dig, for at fortælle dig alt om de søde piger, den, meget, snakkende dreng, og viking-wannabe'n. Men så kom jeg i tanke om, at du slet ikke er i landet.

Og du er ikke i mit liv mere. 3 års venskab, med en enkelt pause, smidt ud af vinduet. Og et af de smukkeste forhold, jeg nogensinde har været i. 

Og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg stille op med mig selv, når jeg ikke har dig længere. Du var blevet en... almindelig ting. En ting, man måske tog lidt for givet, selvom jeg altid har prøvet at gøre alt andet. For du var der jo altid, når jeg havde brug for dig. Du var aldrig længere end en sms væk.

Og nu er du flere hundrede km væk. Ude af mit liv, ude af min hverdag. Men.. du var min baby. Hvordan kunne det ske? 
Jeg har nok, mest af alt, bare brug for nogle svar. Svar på, hvad jeg gjorde forkert. Hvorfor jeg ikke var nok. 

Men hvor jeg dog savner dig. Ind i det inderste af mit hjerte, kan mærke det helt ned i maven. 
Og jeg har brug for dig, til at tage min angst væk. Angsten for ham, som kun du kunne gøre det. 

Men jeg må bare affinde mig med dette, for det er mit liv nu. Et liv uden dig. Og selvom det gør noget så ondt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal klare mig. 

But things will never go back to how we were - I'm sorry I can't be your world.

You know I love you, I really do - but I can't fight anymore for you. 

And I don't know, maybe we'll be together again, sometime, in another life.

Jeg tænker meget på dig i disse dage.

Har du det godt, eller bare bedre? Har du fundet hende, der skal erstatte mig? 
Har du en fed studietur, som jeg aldrig kommer til at høre om? Hygger du dig? 

Tænker du nogensinde på mig, på os? River det også i dit hjerte, når nogen nævner mit navn? Håber du nogensinde på at se mig igen?
Hvordan går det hjemme? Hvordan har dine brødre det? Løber du igen? 

Elskede du mig nogensinde? Hvorfor var jeg ikke god nok? Hvad gjorde jeg forkert?
Snakker du nogensinde om mig med ham? Tænker du nogensinde på vores samtaler, på de ting, du fortalte mig? På den fremtid, vi kunne have haft? På vores fortid?
På vores venskab, mangler du nogensinde det?

Jeg var engang hende, du kunne fortælle alt til. Det ved jeg, for det sagde du. Og da det stoppede... Vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Still haven't figured out. 

Men når jeg tænker tilbage, så kunne det hele vel have været lige meget. Jeg skulle aldrig være faldet for dig, skulle aldrig have lukket dig ind. Du havde forladt mig før, selvfølgelig ville du gøre det igen. 

Men jeg håber, fra det inderste af mit lille, knuste hjerte, at du har det godt. Jeg ville elske selv at være der, så jeg kunne se det, men det lå ikke i kortene. 

Jeg har kun ét ønske for dig - at du finder hende, der kommer til at betyde så meget for dig, som du troede, jeg gjorde. Og at hun får lov til at se, hvor fantastisk du er. At du tør åbne dig igen. 
Og måske, selvisk som jeg er, at du kommer tilbage til mig en dag. På den ene eller den anden måde, for jeg savner dig.

There’s still a little bit of your taste in my mouth. 

There’s still a little bit of you laced with my doubt 

- it’s still a little hard to say what’s going on.

Jeg har, som mange andre nok, disse dage, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved alt. Min distriktssygeplejerske siger, at jeg skal give mig selv lov til at føle, men hvor er det svært. Hvor er det svært, ikke bare at tage den ekstra pille, så jeg kan sove om en time, og glemme det hele. Men jeg gør det ikke.

Men jeg tænker...

Kommer jeg nogensinde videre? Finder jeg nogensinde en kærlighed, som i 2010? Kommer jeg nogensinde over tabet af min bedstefar? Får jeg nogensinde et job, en uddannelse, en grund til at stå op? 

Bliver jeg nogensinde mor? Holder jeg nogensinde op med at drikke så meget? Kommer der en tid, hvor jeg ikke har behov for det mere? 
Taber jeg mig nogensinde igen? Gør jeg mine forældre stolte? Kommer jeg nogensinde til det? 
Begynder jeg nogensinde at sige fra, når nogen sårer mig? Holder jeg nogensinde op med, at forsøge at please alle? 

Er jeg noget værd, eller er jeg så ligegyldig, som jeg føler mig? Tør jeg nogensinde forelske mig igen? Finder jeg nogensinde én, der kan elske mig, og leve med alt det her? Kommer jeg nogensinde op af dette hul? 

Kan jeg overhovedet finde ud af noget? Er der overhovedet noget, jeg er bedre til, end de fleste andre? Får jeg nogensinde skrevet en god sang? Kommer jeg nogensinde på universitetet? 

Og jeg kunne blive ved, og blive ved, og... Men jeg må hellere lade være. Jeg ligner allerede en attentionwhore. 

Møg dag, møg mennesker, møg følelser og møg på møg, på møg. Thank God for mommy <3 

"They say if a crush lasts more than 4 months, you're in love. 

So what happens, when I've been infatuated with you for 36 months? 

Have I fallen in love with you 9 times?

Or have I just wasted 3 years

36 months

156 weeks

1092 days

craving you?"