Da jeg kom hjem i dag, havde jeg mest bare lyst til at ringe til dig, for at fortælle dig alt om de søde piger, den, meget, snakkende dreng, og viking-wannabe'n. Men så kom jeg i tanke om, at du slet ikke er i landet.
Og du er ikke i mit liv mere. 3 års venskab, med en enkelt pause, smidt ud af vinduet. Og et af de smukkeste forhold, jeg nogensinde har været i.
Og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg stille op med mig selv, når jeg ikke har dig længere. Du var blevet en... almindelig ting. En ting, man måske tog lidt for givet, selvom jeg altid har prøvet at gøre alt andet. For du var der jo altid, når jeg havde brug for dig. Du var aldrig længere end en sms væk.
Og nu er du flere hundrede km væk. Ude af mit liv, ude af min hverdag. Men.. du var min baby. Hvordan kunne det ske?
Jeg har nok, mest af alt, bare brug for nogle svar. Svar på, hvad jeg gjorde forkert. Hvorfor jeg ikke var nok.
Men hvor jeg dog savner dig. Ind i det inderste af mit hjerte, kan mærke det helt ned i maven.
Og jeg har brug for dig, til at tage min angst væk. Angsten for ham, som kun du kunne gøre det.
Men jeg må bare affinde mig med dette, for det er mit liv nu. Et liv uden dig. Og selvom det gør noget så ondt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal klare mig.
But things will never go back to how we were - I'm sorry I can't be your world.
You know I love you, I really do - but I can't fight anymore for you.
You know I love you, I really do - but I can't fight anymore for you.
And I don't know, maybe we'll be together again, sometime, in another life.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar