"I think I was blind before I met you."

Jeg dur ikke til savn.
Jeg dur ikke den der følelse af, at noget mangler - og det, at jeg ikke dur til det, det gør mig arrig - for jeg bliver direkte arrig, når der er noget, jeg ikke dur til. Perfektionist, much??

Jeg dur ikke til, at én person kan make eller break min dag. Jeg dur ikke til det. *stamper surt i gulvet*
Jeg dur ikke til langdistance forhold - jeg dur basically bare ikke til, at han ikke er her.

Men det er ligesom okay - for om 4 dage er han her, og jeg kan putte mig ind til ham igen, og så er det hele okay igen.
Og, hvis jeg skal være helt ærligt, er der ingen, jeg hellere gjorde det her for/med. Nej, vent, scratch det der "hellere", for der er ingen anden, jeg gjorde det her med. Og det skræmmer mig. Giver jeg mening nu? Nå, ikke... det må jeg vel lære at leve med.

Men... langdistance ér en bitch - og ja, for mig er det langdistance - og jeg har aldrig været god til det. Men jeg vil hellere være dårlig til det her, end jeg vil være god til noget som helst andet, med hvilken som helst anden. 

I'm in over my head..... 

This is a funny feeling.

Ih, hvor er det mærkeligt, hvor lykkelig man kan være. 

Hvor er det mærkeligt, hvor meget én person pludselig kan betyde, og hvor lidt andre betyder - hvordan man pludselig kun har øjne for ham.
Når selv Michael Clifford forsvinder ud af ens hjerne, så er det sgu ved at være alvorligt!! 

Hvor er savn noget spøjst noget, og hvor kan det påvirke ens humør - især, når PMS'en samtidig slår til, haha. TMI? Possibly. 

Hvor er følelser underlige - hvor er det hele mærkeligt, haha. 

Men, ih... hvor er jeg forelsket - sådan helt... flyvende på lyserøde skyer, sommerfugle i maven, svedige håndflader og et dumt smil på læberne, forelsket. Og hvor kan jeg SLET ikke håndtere det! Men jeg får, forhåbentlig, tid til at vænne mig til det.

Og hvor kan 14 dage føles som meget, meget, meget lang tid - selvom jeg udmærket godt ved, at det ikke er lang tid, virker det helt uoverskueligt.

Men... det mest spøjse er, at man/jeg kan elske en så højt, at man helt glemmer, hvordan det føles at hade sig selv. Det tror jeg faktisk ikke, jeg har prøvet før. 

Og at han så også gider mig, det... kan jeg slet ikke forholde mig til, lol. Men hvor gør det, og han, mig glad - bare, hvis det ikke skulle være gået op for dig/du/jer/I.

"I've got scars, even though they can't always be seen

And pain gets hard, but now you're here and I don't feel a thing." 

I could get used to this.

Dette er meget spøjst, synes jeg. Jeg er ikke vant til at få følelser SÅ hurtigt - tro det eller ej, lol.

Det er meget mærkeligt, at man kan være så "hooked" på en person, man har mødt én gang - selv for mig er det mærkeligt, og det siger en del! 

Jeg synes, det er mærkeligt, pludseligt at elske en - virkelig, inderligt elske en. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det tager noget tid at vænne sig til igen, I guess.

Jeg synes også, det er utroligt, at man kan være SÅ jaloux - granted, jeg har aldrig været jalousi-fri, men mine følelser denne gang tager det da til et nyt niveau. 

Jeg kan heller ikke heeelt vænne mig til det der med, at jeg pludselig stoler på en, jeg har følelser for - det har jeg satme ikke gjort længe, og det er OGSÅ meget spøjst (kan I fornemme, at jeg ikke helt er på hjemmebane her, lol?)

Men... det er jo fantastisk, at uanset hvor meget lort min dag har været, så skal han bare ringe og sige "Hej mulle!", og så er det ligesom om, at det hele forsvinder - at selv jeg forsvinder. Det giver ikke mening det her, vel??
- nej... det tænkte jeg nok. 

Men jeg behøver ikke give mening lige nu - min mor har altid omtalt forelskelse som "midlertidig sindssyge", så jeg er undskyldt! (Men bær venligst over med mig alligevel.)

"All I know is that I love you so, so much that it hurts."