Der er gode dage - og så er der mindre gode dage.

Og jeg ved godt, at de altid vil være der - de der mindre gode dage. I know, I'm aware.

Men hvor ville jeg ønske, at du var her. Jeg mangler dig til at holde om mig, og til at sige, at det nok skal blive okay - for det ved jeg godt, at det nok skal. Jeg ville bare gerne høre det fra dig - ham, der altid troede på mig.
Eller... det vil sige, lige indtil, du ikke gjorde mere.

Og det er okay - jeg har, sådan nogenlunde, affundet mig med det.

Men lige så snart, disse dage kommer, så mangler du. Det gør du virkelig.
Jeg har brug for dig til at kysse mig på panden, smile til mig, og sige "Hey. Det er okay" - og jeg ved ikke hvorfor. 
Måske er det stadig det der "first love" koncept, jeg aner det ikke.

Det handler ikke længere om, at jeg ikke tror, jeg kan overleve uden dig - det ved jeg udmærket godt, at jeg kan. Det har jeg gjort i over 4 år nu, jeg kan også klare de næste 70. Det handler nok bare mere om, at jeg savner dig. At jeg stadig får en knude i maven, når nogen nævner dig. Og jeg hader det - og jeg ved ikke, hvordan jeg kommer ud af det, og der er ingen, der har et svar til mig.

Jeg hader bare disse dage. Som om, de ikke var træls nok i forvejen, så kommer dette oveni - og jeg kan ikke fordrage det. 

Og folk siger til mig, at jeg bare skal skrive til dig, og så er jeg næsten ved at dø af grin - hvordan skulle jeg kunne det? Af både den ene og den anden grund. Det kan jeg jo umuligt - mest fordi, du har blokeret mig over alt, og jeg nægter at trænge mig på. 

Og jeg vil allerhelst bare lave noget - et eller andet, så jeg kan få tankerne væk fra det her. Men det har jeg ikke overskud til - griner helt, fordi det er så tragisk. For helvede.

"If I had the choice of hanging out with anyone in the entire world, or sitting at home with you eating pizza, watching a crappy TV show, I'd choose you everytime." 

Jeg er stadig imponeret over, at ét menneske kan betyde SÅ meget for en.

At hun kan få en til at se lyset, selv på de værste dage, bare man ser et billede af hendes smil, for man ser hende på ingen måde nok.

Hvordan én sang kan få en til at tude, fordi man bare tænker "Ja. Selvfølgelig."

Hvordan man pludselig kommer i tanke om, hvem man skylder det faktum, at man er i live. At man ikke gav op, den dag for snart mange år siden. Eller at man ikke har givet op siden, for man kan slet ikke overskue aldrig at skulle se hende igen - eller at hun skal leve videre uden en, for det virker helt forkert.

Og man er SÅ beæret over, at man har været en del af hendes liv så længe. At man får lov at se hende vokse som menneske, og man bliver bare mere og mere stolt.

Og man kommer i tanke om grunden til at kæmpe - ikke, at den har været væk, men man får det bekræftet - for hvordan kunne man nogensinde, selv hvis man ville, give op, så længe man har chancen for at se det smil igen? 

Kun én er nogensinde kommet i nærheden af at betyde så meget som hende, og det må jeg aldrig glemme. Det her er en bro, jeg aldrig nogenfuckingsinde må brænde. Aldrig. 

"You're like a sunray in the dark,
You're the beat playing in my heart."