Jeg er stadig imponeret over, at ét menneske kan betyde SÅ meget for en.
At hun kan få en til at se lyset, selv på de værste dage, bare man ser et billede af hendes smil, for man ser hende på ingen måde nok.
Hvordan én sang kan få en til at tude, fordi man bare tænker "Ja. Selvfølgelig."
Hvordan man pludselig kommer i tanke om, hvem man skylder det faktum, at man er i live. At man ikke gav op, den dag for snart mange år siden. Eller at man ikke har givet op siden, for man kan slet ikke overskue aldrig at skulle se hende igen - eller at hun skal leve videre uden en, for det virker helt forkert.
Og man er SÅ beæret over, at man har været en del af hendes liv så længe. At man får lov at se hende vokse som menneske, og man bliver bare mere og mere stolt.
Og man kommer i tanke om grunden til at kæmpe - ikke, at den har været væk, men man får det bekræftet - for hvordan kunne man nogensinde, selv hvis man ville, give op, så længe man har chancen for at se det smil igen?
Kun én er nogensinde kommet i nærheden af at betyde så meget som hende, og det må jeg aldrig glemme. Det her er en bro, jeg aldrig nogenfuckingsinde må brænde. Aldrig.
"You're like a sunray in the dark,
You're the beat playing in my heart."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar