torsdag den 28. november 2013

10 ting, jeg hader.

  1. Folk der tror, at de er blevet "flotte" fordi, de har tabt sig.
  2. Tomme Faxe Kondi dåser.
  3. Alt for varm the.
  4. Kolde stuer, som man altid glemmer at tænde varmen i.
  5. Kløende, nye tatoveringer.
  6. Ensomhed.
  7. Folk der siger, at 1D ikke kan synge.
  8. Fanatiske Larry-shippers, som hater på søde El.
  9. Folk der fortæller mig om symptomer på diverse sygdomme - hypochondriac over here!
  10. Folk, der kommer med lamme undskyldninger, når de egentlig bare ikke gider være sammen med en - man up! 
 
I wish you were here with me, 
'cause right now, everything is new to me.
You know I can't fight the feeling, and every night I feel it.
Right now, I wish you were here with me.

fredag den 22. november 2013


Ønskeliste.

Eftersom det snart er jul og min fødselsdag (bliver fucking gammel...), så tænkte jeg, at jeg ville lave en ønskeliste! Ønsker mig fucking meget, så den bliver nok lang, lol.

  1. Tattoo gavekort til THink eller Nørgaard Tattoo.
  2. En kasse Faxe Kondi Free (gerne flere...) - har næsten ikke flere. 
  3. En date med en sød og lækker fyr - gerne en tatovør, gamer, ginger, skater eller musiker.
  4. En tur i biografen.
  5. En ny M By M blazer, den med oprullede ærmer, som jeg rent faktisk kan passe.
  6. Midi- og maxikjoler.
  7. Stand-up dvd'er (det nye show med Andreas Bo, Tobias Dybvad, Hartmann eller "Fuhlendorff - Stort set" boxen)
  8. "Love And Misadventure" - bog af Lang Leav.
  9. Tøj, sko osv med nitter.
  10. Djeep lightere, da jeg altid smider mine væk (og gerne vil give en til Mikkel, lol).
  11. Penge til mit "tattoo money" jar.
  12. Store, fluffy sweaters.
  13. 5SOS beanie, t-shirt og deres EP.
  14. Smykker fra ZÖL.
  15. Nye pumps - helst i fede farver eller med nitter. 


More to come, I'm sure!

mandag den 11. november 2013

Sygehus - dag 1.

Jeg har bestemt mig for, at jeg vil dele mit sygehusophold med jer her - jeg har simpelthen for mange tanker, jeg skal have ud. Der kommer ikke en opdatering hver dag, og forhåbentligt går der ikke længe, før jeg ikke har brug for dette mere. Men lige nu gør jeg sådan.

Jeg er så fortvivlet, og føler mig så ufattelig alene.
Jeg havde aldrig forestillet mig, at det skulle blive så svært. Men det er det, og jeg har mest af alt lyst til at give op og stikke af - tage bussen ud til Laura, men jeg gør det ikke, for hjælpen er nødvendig.

Det sværeste var, at skulle sige farvel til min mor - intet nyt der, det har altid været det sværeste, når jeg skulle noget nyt. 
Men nu er hun taget hjem, og jeg sidder alene på min stue. Jeg har fået frokost, eller, den smule, jeg kunne få ned. Jeg har kvalme og ondt i maven. Angst, I suppose. 

Jeg har lyst til at kravle ind under dette bord, sammen med min bamse og nogle servietter, og så blive siddende der, indtil min far kommer i aften, hvor jeg så vil gå ud for et par timer, og så kravle ind igen. 
Jeg har lyst til at tude mine øjne ud, og bare.. gøre et eller andet dumt. Jeg kunne ikke finde på det, men jeg har lysten til det. 

De forventer alle sammen, at jeg bare kan klare det her, og fortæller mig hele tiden, hvor dygtig jeg er. Men jeg kan kun mærke tomheden. Smerten. Tårerne, der presser sig på - konstant, selv under frokosten.

Og jeg ved godt, det er min første dag her, og jeg kun har været her i... 3 timer, men jeg er ved at gå til allerede. Forhåbentligt bliver det bedre. Det skal det. End of. 

lørdag den 9. november 2013

Kan du huske det?

Kan du huske, hvordan du kyssede mig under "Poem With No Rhyme"?
Kan du huske, at vi legede pingviner på vej hjem? Kan du huske, hvordan de andre piger savlede over dig, dit blonde hår, og din solbrune hud, og de der blå øjne, der kunne slå benene væk under enhver?

Kan du huske, at jeg ikke kunne stoppe med at smile? Kan du huske, hvordan du ikke gav slip på min hånd under hele koncerten? 
Kan du huske, hvordan jeg rødmede, da hun spurgte, om vi endelig havde fundet sammen? Kan du huske, hvordan der aldrig har været akavede øjeblikke? 

Vidste du, at jeg allerede var faldet så hårdt for dig? Vidste du, at jeg vidste, at jeg aldrig ville komme over dig, allerede dengang? 
Vidste du, at jeg levede for de ting, du lovede mig? Vidste du, at jeg levede for vores fremtid, sammen? 

Ved du, at alle siger til mig, at jeg skal komme videre, men jeg holder fast i, at du sagde "for altid"? Ved du, at jeg ikke er kommet mig over, at du valgte hende frem for mig? Ved du, at jeg ikke er den samme mere? Ved du, at enhver dag uden dig er et fucking maraton? 

Ved du, at dine sidste ord til mig har brændt sig ind i min hjerne? Ved du, at jeg dagligt håber på at høre fra dig? Ved du, at jeg er et fucking mess? 
Ved du, at jeg næsten har vænnet mig til smerten? Ved du, at når jeg tænker på dig, så får jeg ondt helt ned i maven, og om i ryggen? Ved du, at jeg ville opgive alt, blot for 24 timer mere med dig, hvor jeg fik chancen for at ændre din mening? 

Ved du, at intet sted er et hjem, så længe du ikke er her med mig?

onsdag den 6. november 2013

Update.

Hvis du har læst min blog før, ved du, at det ikke har stået så fedt til på det seneste. Det er absolut ikke bedre.

Jeg har lige været til møde på sygehuset, og konklusionen er, at jeg skal indlægges i 5 uger, fra på mandag. 
5 uger, hvor jeg skal være låst inde, kun må gå ud med ledsagere, og ikke må komme hjem - hvis jeg bliver nødt til at aflyse min tattoo tid, så bliver jeg seriøst pissed.

Jeg har selv bedt om at blive indlagt, men jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle behandles som om, jeg er så syg, at jeg ikke kan tage vare på mig selv. 
Så lige nu er det hele lidt... meh. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal stille op, for jeg tror stadig på, at en indlæggelse er det bedste, men samtidig er det hele vildt skræmmende, fordi det er kommet så tæt på, og det nu er en realitet, og ikke bare noget, jeg snakker med mine forældre om.

Jer der kender mig rigtig godt ved, at jeg har været indlagt før, så har jeg lidt erfaring med det. 
Dengang var det hele bare anderledes - jeg skulle "bare" undersøges for Skizofreni, jeg skulle kun være der i 3 uger, og jeg måtte komme hjem i weekenderne. Og jeg var mere glad dengang, end jeg er nu.

Jeg synes måske også, det er en smule ambitiøst, at sige til en autist "Prøv og hør her, lille ven, du må ikke komme hjem til din sikre havn...... i 5 uger". Og derudover vil de bestemme, hvornår jeg må ringe til familie og venner. Eller.. have "telefonkontakt". Det mener jeg selv, at jeg er for gammel til, at andre skal bestemme. 

Alt i alt ved jeg slet ikke, hvad jeg skal føle og mene lige nu. Jeg ved bare, at det hele er lidt overvældende. Og at jeg er nervøs som ind i helvede. Måske det hele nok skal gå. Det er bare længe at være væk fra det hele. 

mandag den 28. oktober 2013

Jeg har sagt det før, men jeg har flere frustrationer, der skal ud.

Jeg er så træt af, at få at vide, at jeg klarer det hele så fint, at jeg bare skal "hænge i", og at dette er en process. 

For hvad hjælper det mig nu?

Hvordan skal det fjerne angsten, selvmordstankerne, smerten i min mave, og tårerne, der løber ned af kinderne?

Hvordan skal det få mig til at få det bedre?

Jeg kan sidde her, og drømme om en bedre morgendag, men den kommer bare ikke. Jeg har prøvet nu, i 17 år (jeg har lidt af angst, siden jeg var 2, så jeg overdriver rent faktisk ikke), men jeg tror bare ikke på det længere.
Så det er fint, at min psykiater og distriktssygeplejerske kan sige, at det hele nok skal gå, og at jeg bare er så god, men jeg kan ikke mærke det. De siger det sikkert kun for at være søde, men det hjælper mig bare ikke. Det pisser mig kun af.

Så... hvad skal jeg stille op? 

 

fredag den 25. oktober 2013

Confession blog, version 3.0

  1. Jeg er ufattelig "clingy", hvis jeg kan lide en person.
  2. Jeg ryger mere og mere.
  3. Jeg vil VILDT gerne være berømt.
  4. Jeg tror altid på det værste i folk.
  5. Jeg har intet, jeg er god til.
  6. Mine tanker ender med at tage livet af mig. (Billedligt talt? Who knows)
  7. Ashton Irwin holder mig kørende lige nu.
  8. Jeg bryder mig VIRKELIG ikke om fødder. Og andre skal slet ikke røre mine, eller stikke deres op i fjæset på mig.
  9. Jeg kan heller ikke røre ved min navle uden at få kvalme af angst.
  10. Jeg er besat af vampyrer.
  11. Jeg har NLD.
  12. Jeg kommer aldrig over Harry Potter og Twilight (selvom jeg hader at putte de to i samme sætning...)
  13. Jeg elsker sweaters & striktrøjer (måske især striktrøjer, da jeg aldrig måtte få nogen, da jeg var barn).
  14. Riffet og teksten i "A Love Like War" giver mig lady-boner.
  15. Jeg har været selvskader, siden jeg var 11 - jeg har været clean i 4 dage.
  16. Jeg har taget 28 kg på, fra jeg var tyndest, pga. anoreksi, og til nu. Og jeg tager det MEGET personligt, når nogen kommenterer min vægt.
  17. John Green er min yndlingsforfatter, og "The Fault In Our Stars" er min yndlingsbog.
  18. Min mor vasker stadig mit tøj.
  19. Jeg er ikke kommet over min eks - hvis du læser min blog regelmæssigt, tænker du nok "No, really?!"
  20. Jeg har aldrig været på en date. 

torsdag den 24. oktober 2013

onsdag den 23. oktober 2013

Songs that remind me of you - "I'll never get over you" version.

  • One Last Kiss - Madina Lake.
  •  Everytime I Close My Eyes - Vanessa Amorosi.
  • The Scientist - Coldplay.
  • Rehab - Rihanna.
  • Right Here Waiting For You - Richard Marx.
  • In My Life - The Beatles.
  • Sorry For Everything - Dead By April.
  • Can't Have You - Jonas Brothers.
  • In Case - Demi Lovato.
  • Backseat Serenade - All Time Low.
  • Try - Simple Plan.
  • Wrecking Ball - Miley Cyrus.
  • Harder Than You Know - Escape The Fate.
  • Second Chance - Faber Drive.
  • I Wish I Could Break Your Heart - Cassadee Pope.
 

It's been (almost) 2 years.

Jeg er rimelig cool om dagen. Så længe, jeg ikke er alene for længe af gangen, eller jeg har noget at give mig til.
Men når det så bliver mørkt, og det blæser, og jeg er alene, så tænker jeg altid på dig. 

Mest fordi, jeg har lyst til at dele alt dette med dig. Mine opture og, især, mine nedture. For du vidste altid, hvad du skulle gøre ved det. 
Så jeg gør ting, der minder mig om dig. Blogger. Læser pladder romantiske bøger. Ser dumme film. Stalker din mor på Facebook. Sygeligt? Perhaps.

Men jeg er aldrig kommet mig over dig. Det føles som om, at alle andre bare har været.. en erstatning. Og det har jeg det skidt med, men jeg har først tænkt over det. Jeg har ikke været sammen med en eneste, siden dig, som jeg ikke mente, at jeg elskede. Og de har alle gjort savnet mindre.

Men jeg sammenligner alle med dig. Når de siger noget, eller gør et eller andet, så tænker jeg "Det ville han ikke have sagt /gjort", og så er jeg tilbage, hvor jeg startede.

Og når jeg går i seng, så tænker jeg på alle de nætter, hvor du lå ved siden af mig. Hvor du nægtede at sove, før jeg gjorde det. Hvor vi sad og snakkede til klokken 4 om morgenen, til vores øjenlåg var så tunge, at vi var nødt til at lægge os ned og sove - mig med mit hoved på dit bryst, sådan var det altid. 

Jeg føler, at jeg synger den samme gamle sang, og skriver den samme gamle historie, gang på gang, igen og igen. 
Men sandheden er, at jeg stadig er så ked af det, over tabet af dig. Selvom det, snart, er 2 år siden, jeg har set dig. 

Og jeg savner dig sådan. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv. Hvor jeg skal gå hen, hvem jeg skal sige alt det her til, for alle er trætte af at høre om dig, og jeg får det samme svar hver gang - "Han fortjener dig jo ikke" - og nej, det er måske rigtigt, men gør det savnet mindre?
 

Absolut ikke.  


Jeg så træt af at få at vide "Du skal bare styre dine tanker!"

Eller "Smil nu", "Vær nu lidt glad", "Cheer up", for tror I da for fanden ikke, det er det, jeg prøver på? Tror I, jeg nyder dette?

Og helt ærligt, jeg KAN ikke styre mine tanker. Det er det fede ved at være autist. Jeg kan ikke styre, hvilken retning, de går i.

Men for dem, der kan det, så er det da bare fedt! (I må endelig ikke tro, jeg er den mindste smule misundelig).
Jeg kan for fanden ikke engang falde i søvn, fordi der er tankemylder 24/7. Og når jeg så endelig sover, så sover jeg så uroligt, pga. alle mine drømme og mareridt, som bare ikke vil lade mig være i fred. 

Og så tænker jeg - gør alt dette mig svag? Er jeg ikke stærk nok til at styre mine tanker? Er det der, den ligger? 

Jeg ved det ikke. Jeg er bare så træt af det hele. Og jeg mangler min bedstefar og ham, for de ville vide, hvad de skulle gøre ved det.

tirsdag den 22. oktober 2013

"I missed you every hour. And you know what the worst part was? It caught me completely by surprise. I’d catch myself just walking around to find you, not for any reason, just out of habit, because I’d seen something that I wanted to tell you about or because I wanted to hear your voice. And then I’d realize that you weren’t there anymore, and every time, every single time, it was like having the wind knocked out of me."

Nok er nok.

Jeg har officielt fået nok.

Jeg er så træt af at høre på det - høre på jer. "Det går så fint, det er bare din medicin, der gør det hele værre" - hvordan kan det så gå fint, hvis det gør det værre? 

Jeg er så træt af at være låst inde bag disse mure, fordi min angst ikke lader mig gå udenfor, men samtidig tør jeg ikke være herinde. Do you see the problem?

Mit humør er bare styrtdykket den sidste måned. Jeg kan ikke se formålet med NOGET længere, og jeg har mest af alt bare lyst til at give op - men det kan jeg heller ikke. 

Tankerne har overtaget mit liv, og jeg vil bare gerne sove. Bare sove hele tiden, så jeg kan være i fred. Være i fred for dette tankemylder, være i fred for dumme kommentarer om, hvor fint jeg klarer det hele, men at dette selvfølgelig alligevel ikke er et værdigt liv for nogen.

Jeg gider ikke kæmpe mere, men jeg kan jo heller ikke bare give op. Så jeg går tilbage til de gamle vaner, men uden min elskede vodka, for det må jeg jo ikke drikke. 
Jeg får styret min liv af en psykiater med God-complex, og jeg er ved at være godt fucking træt af det. Ham og min angst styrer alt - jeg kan blot sidde og kigge på.


"The bravest thing I ever did, was to keep on living, when every ounce of my being told me to stop." 

fredag den 18. oktober 2013


Jeg føler ikke, at jeg bliver hørt. Jeg føler ikke, at der er nogen, der tager det her seriøst. Nogen, der kan se, hvor skidt det står til.

Nogen, der hører/ser mine råb om hjælp, mit tiggeri om at blive indlagt, inden det her går helt galt, nogen, der bare.. Hører efter. 

Min mor kan ikke holde til mere, så jeg kan ikke lægge det her over på hende, som jeg normalt ville gøre. Min far forstår det ikke, og Mikkel ved ikke, hvad han skal sige. 
Jeg får bare, konstant, at vide, at jeg skal se positivt på det hele, og jeg prøver. Fra morgen til aften. Men det bliver bare ikke bedre.

Jeg tror, det jeg prøver at sige er, at jeg savner min bedste veninde og Philip. For de forstår (i Philips sted, forstod) mig, på et punkt som ingen anden. 
Men Sarah har travlt, og Philip vil ikke snakke med mig. Og jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med mig selv.
Hvis Sarah var her, ville hun vide, præcis hvad hun skulle sige, og hvordan det skulle siges. Og hvis Philip var her, behøvede han blot at lægge armen om mig, og så ville jeg være lidt mere okay. 

Jeg har lige fået at vide i dag, at jeg ikke må drikke mig fuld mere. For det første, kan jeg ikke klare, at jeg får at vide, at der er noget, jeg ikke "må". Jeg er næsten 20 år gammel, jeg bestemmer kraftedermame selv. 
For det andet, kan jeg ikke håndtere tanken om, at jeg ikke kan tage om til Mikkel med nogle øl, og så få det hele ud. For det er jo det, jeg lever for - terapi afterne med ham. Og jeg ved udmærket godt, at det er fuldstændigt sindssygt at sige, men det er sådan, det er. 

Det eneste, der holder mig kørende lige nu, er 5 Seconds Of Summer's sang, "Wherever You Are" - hver gang, jeg hører omkvædet, bryder jeg sammen, for det minder mig sådan om Philip. 
Hvor jeg dog savner dig. Dit svin. 

Torn in two, and I know I shouldn't tell you;
but I just can't stop thinking of you, wherever you are. You, wherever you are.
Everynight I almost call you, just to say it always will be you - wherever you are.

onsdag den 16. oktober 2013

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg har det i dag.

Jeg føler mig glad, men jeg ryster som en narkoman, gone cold turkey. Og jeg plejer altså kun at ryste så meget, når der er noget galt, eller noget under opsejling. Og det magter jeg ikke.

Jeg er stadig forvirret omkring dig, og det vil jeg nok altid være. Jeg ville ønske, at du ville samle telefonen op, og give lyd fra dig, som du sagde til Mikkel, at du ville.
Men det var sikkert bare endnu en løgn fra din side. Du har aldrig tænkt dig at gøre det, vel? 
Jeg hører sikkert aldrig fra dig igen, men måske er det også det bedste. 

Men hvor ville jeg ønske, du bare ville give lyd fra dig. Aner ikke, hvad du skulle sige, eller hvad jeg skulle sige, men det ville bare være rart. Men nu har jeg ventet på det siden i søndags, og selvom det ikke virker som særlig lang tid, så er det hårdt at gå og vente på noget, man ikke engang aner om sker.

Så nu gør jeg det, jeg er aller bedst til - jeg tager om til Mikkel og drikker mig fuld. Thanks for knocking the beers back. 

tirsdag den 15. oktober 2013

Jeg har været så optaget i dag, at jeg næsten glemte det. Næsten glemte dig. Hvad er jeg dog for et menneske?

Tillykke med din fødselsdag, farfar. Du kunne være blevet 91 i dag, og jeg ville sådan ønske, jeg kunne dele dagen med dig. I stedet har jeg brugt den på at spise kage og købe nye sko, så jeg har gjort ting, der fik mig til at smile. Og det er vel det, du altid har ønsket for mig?

Jeg savner dig stadig ufattelig meget. Kan mærke dit fravær hver eneste dag. Og dagene kommer stadig, hvor jeg ville ønske, at du havde taget mig med. 

Men vi ses jo igen, ikke? Jeg nægter at tro på, at du har forladt mig for altid. Jeg skal nok se dig igen, men det bliver jo nok først om en 60 års tid. Det er da planen - men så skal vi også have småkager, the og cola. 

Og så skal vi snakke om hende, om ham, om dem, og sidde og grine af, hvor ynkelige de alle sammen er, præcis som vi gjorde før. Og det vil være som at komme hjem, for du vil stå og vente på mig. Det tvivler jeg ikke et sekund på.

Tillykke, igen. Jeg elsker dig. Jeg håber, du har fået fred for dine dæmoner, og du hviler i fred, selvom det er et helvede uden dig. 

En million kram og kys fra din lille pige - det vil jeg altid være.

And that place is empty, like the hole that was left in me, like we were nothing at all.
It's not that you meant to me, thought we were meant to be.

Oh, there isn't one thing left you could say - I'm sorry it's too late.

mandag den 14. oktober 2013

 I bet you think I either moved on or hate you, 'cause each time you reach out there's no reply.
I bet it never ever occurred to you that I can't say "Hello" to you, and risk another goodbye.

Jeg spurgte min mor om, hvordan hun håndterede det, da min far stoppede med at elske hende - jeg fik dette svar; "Jeg skrev. Skrev og græd. Til der hverken var tårer eller ord tilbage." Så.. det har jeg besluttet mig for, at jeg vil afprøve.

Om det bliver her, eller et sted mere privat, det kan jeg ikke svare på endnu. Så jeg bliver muligvis en meget aktiv blogger, ellers en meget inaktiv. 

Uanset hvilken det bliver, så håber jeg, at I vil bære over med mig. 

søndag den 13. oktober 2013

Hvorfor går du op i, hvordan jeg har det? Hvorfor nu?


Du skred. Du forlod mig, med intet mindre end et minde tilbage. Jeg håber, du sidder med en dårlig smag i munden. Jeg håber, du tænker "Fuck, jeg sårede hende virkelig".

Du fortjener ikke mine tårer. Ikke et sekund.

Men jeg håber, jeg møder dig nede i byen en dag. Blot så jeg kan afvise dig. Du har det jo fint uden mig, så hvorfor skulle jeg tænke på dig?

Din douchebag. I deserve better. 

torsdag den 10. oktober 2013




Mama did her best to hide the struggle, and I did my best to stay out of trouble.

I was a little too young and a little too dumb to ever think the day would come, when dad would drive away and take his love with him.
So I grew up fast in a whole new world, waved goodbye to that little girl
- I can see her now, innocent and seven. I wish I had never turned eleven.

onsdag den 9. oktober 2013

I wish I could break your heart,
I wish I could make you cry,
I wish I could turn back time.

Well the truth is that I never ever wanna hurt you baby,
but it'd be nice to know that I could.
Be strong enough to pull you under,  
throw you back a little thunder.
Even though I never would.


tirsdag den 8. oktober 2013


Jeg er snart træt af spørgsmålet "Hvordan har du det?"/"Hvordan går det?"

Jeg er glad for omsorgen, men.. sandheden er jo, at I ikke vil høre, hvordan jeg har det. I vil høre løgnen, den som I alle så gerne vil tro på.

Så jeg smider facaden op, den jeg byggede for over 10 år siden, og siger "Jamen jeg har det da fint! Hvad med dig?!" - smider den direkte tilbage, præcis som jeg har lært, alt for at få opmærksomheden væk fra min psykiske tilstand.

Men samtidig, hvis jeg har det godt, så siger jeg stadig, at jeg har det fint. Du vil aldrig høre mig sige, at jeg har det godt. Så skal det virkelig være noget, der har stået på længe, og det har det bare ikke. 

Så jeg smiler, når jeg kan, og lyver, som jeg har lært det, af den bedste.

Men.. ind i mellem, når nogen spurgte mig, og jeg svarede, at jeg havde det fint, ville det bare være rart, at en eller anden tog fat om mig og sagde "Nej, det har du ikke, men det er også okay", i stedet for, at alle hele tiden vil muntre mig op. Ind i mellem vil jeg bare have lov til, at have det skidt, you know? It kinda comes with the package.  

 
I wish I could break your heart, I wish I could bring you down.
Just for a second, teach you a lesson, about being alone in the dark.
I wish I could make you cry,  so hard you can barely breathe 
- maybe you just might know what it feels like to be me.

søndag den 6. oktober 2013

Jeg ved ikke, hvad der sker med mig i dag. Hvorfor, jeg er så nede.

Hvorfor jeg bare har lyst til at finde et par stærke arme, og bare putte mig ind til en, som jeg kan bilde mig selv ind, elsker mig. 

Hvorfor jeg er så ensom. Hvorfor lige i dag? 

Hvorfor jeg bare har lyst til at gemme mig under min dyne, og bare få grædt ud. Hvorfor jeg ikke engang kunne sige hej til min tante. 

Jeg er træt at få at vide, at jeg skal se positivt på det hele. At jeg skal se på mine fremskridt, i stedet for tilbageskridtene. For jeg prøver. Hver eneste dag.

Og hver gang, jeg er oppe på ADHD klinikken, får jeg at vide, at jeg skal "holde ud", eller "hænge i". Ja, det er fint, men du kan også gå hjem, og blive fri for alt det her. Du kan gå hjem og lade være med at tænke på mig. 

Jeg kan ikke holde fri fra dette helvede, mit liv ind i mellem er. Eller, det oftest er. Jo, når jeg drikker mig fuld, men det er jo ikke sundt. Selvom jeg har lyst til at gøre det hver eneste dag. 

Jeg savner min vodka. Jeg savner min far. Jeg savner min bedstefar, mere end noget andet. 

Og jeg har bare lyst til at gemme mig, langt væk. Ikke snakke til nogen, ikke spise, ikke drikke, bare... forsvinde for en stund. Og hvis jeg ellers kunne se for disse tårer, så ville min bog nok være et godt sted at starte. 

fredag den 4. oktober 2013

To do list.

  1. Harry Styles.
  2. Alex Gaskarth. 
  3. Get that rose tattoo.
  4. Record that song.
  5. Clip my nails (actually did it while writing this. Tehe.)
  6. Move my room.
  7. See One Direction live.
  8. Finish OTH.
  9. Get a new flannel shirt (mom ordered one today!!!)
  10. Finish all my library books.
  11. GO GET WASTED!

torsdag den 3. oktober 2013

En frygtelig tanke.

En frygtelig tanke har lige sat sig fast i mig - hvad nu, hvis jeg allerede har mødt Mr. Right?

Jeg har læst, at 80% af alle mennesker har mødt den, de skal giftes med, når de er 16. Holy fuck, hvad gør jeg så? (Kan I mærke min panik?)

Men så går jeg "mine" fyre igennem, og så kan jeg godt se, at jeg måske, rent faktisk, har mødt Mr. Right. Mange gange. Og mange gange ikke.

Men hvad nu, hvis det var ham douchebaggen? Hvad hvis det var en af dem, der var mig utro? En af dem, der smed mig væk for hashen? Hvad nu, hvis det var ham, der behandlede mig som en prinsesse? Ham, som gjorde alt for mig, men som jeg smed væk? 

Men det hele munder jo ud i, at de alle sammen forlod mig, på et eller andet tidspunkt, og så kan de vel umuligt være Mr. Right? 

Jeg tænker for meget...  

onsdag den 2. oktober 2013

"When you were little, 
if you fell, 
they would ask you where it hurt, 
and you would point to 
your knees, your arm or your elbow,
and they would make it better.

But you noticed
as you got older
if you fall
they do not ask you where it hurts.

You sit silently in your room,
waiting for someone to ask you
where it hurts,
pointing to your head and your heart.

Because that is where the pain
hurts the most
but nobody makes it better." 

Så er vi her igen. 2. oktober.

Den dag, der, for 3 år siden, ændrede resten af mit liv totalt. Den dag, hvor jeg fandt ud af, at et liv uden dig aldrig kunne være perfekt. Men dengang bekymrede det mig ikke, for jeg havde dig jo. 

Om en time er det præcis 3 år siden, du kom med bussen. Hele vejen fra Randers, bare for at se mig. Jeg har aldrig følt mig mere vigtig. 

Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op. Hvem jeg skal gå til, for alle er efterhånden trætte af at høre på dette. Og i dag er der kun én person, jeg vil snakke med - dig. 
Jeg vil bare så gerne have et kram igen. Bare mærke de der usandsynligt stærke arme om min krop, bare føle mig hel igen. Mærke hjemveen forsvinde totalt. 

Det er snart 2 år siden, jeg sidst har set dig, hørt fra dig, siden du sidst rev mit hjerte ud. 
Jeg hader disse måneder. Fra nu, og 5 måneder & 9 dage frem, giver intet mening, for det var meningen, at vi skulle være sammen. Kan du huske det? 

Det var meningen, at det skulle være os to, mod resten af verden, resten af vores liv. Det var aftalen. Det var det, der gav mig lysten til at overleve. For uanset hvor meget, vi skændtes, så var det sådan, det var. Det blev du ved med at fortælle mig.

Indtil den dag, hvor det gik over. Jeg har stadig ikke fundet ud af, hvad der skete. Hvorfor, du pludselig gav op. Men det, jeg hader allermest er, at jeg lod dig give op. Jeg lod dig gå uden kamp. Granted, jeg har brugt de sidste 2 ½ år på at få dig tilbage, men det hele er ligesom for sent nu. Jeg ved, at jeg aldrig får dig tilbage, og det skærer mig i hjertet. 
Du er kommet videre, og det er jeg, de fleste dage, også. 

Men det værste er, at jeg ikke engang ved, hvordan du har det. Hvordan din mor har det. Din far. Kim. Pigerne. Din bror. Om du tænker tilbage på vores tid med et smil, eller om det stadig pisser dig af. 

Og jeg ved slet ikke, hvorfor skriver alt det her, for du læser det aldrig. Men det handler nok om, at jeg ikke kan sige det til dig, men ud, det skal det. 

Men hvis du ser det her, har jeg kun disse ting at sige - pas på dig selv. Lev livet. Vær glad. Find en, der gør dig lige så glad, som jeg gjorde. Og glem aldrig, at du var mit livs kærlighed, og at jeg altid vil elske dig. 

"I don't know why they call it 'heartbreak'. It feels like every other part of my body is broken too." 

søndag den 29. september 2013

So I'll watch your life in pictures like I used to watch you sleep. And I feel you forget me like I used to feel you breathe.
And I keep up with our old friends just to ask them how you are - hope it's nice where you are.

And I hope the sun shines, and it's a beautiful day, and something reminds you you wish you had stayed.
You can plan for a change in weather and time, but I never planned on you changing your mind.
Jeg ved ikke, hvorfor du går mig sådan på. Hvorfor, du irriterer mig sådan, hvorfor du kan ødelægge mit humør på denne måde, bare jeg ser et billede af dig - og jeg ved VIRKELIG ikke, hvorfor jeg bliver ved med at gå ind på din profil.

Måske er det fordi, du har forsøgt at bilde mig ind, i 3 år, at du elskede mig, og så gav du op efter 2 måneder. 
Måske er det fordi, jeg har mistet min bedste ven samtidig. Måske er det fordi, jeg ved, du er glad uden mig. Måske er det fordi, jeg ved, jeg bliver erstattet, muligvis allerede er blevet det. 
Måske er det fordi, du gjorde hjemveen lettere. Måske er det fordi, den forsvandt sammen med dig. 
Måske er det fordi, jeg savner at have din arm rundt om mig, mens jeg sover. Måske er det fordi, jeg savner, at du gør grin med mig. Måske er det endda fordi, jeg savner, at du ikke forstår mig.

Jeg har ikke været så lost, siden jeg mistede Philip. Men selv da, var der en smule lys, for du var der. 

Jeg er vred. Jeg er vred, og jeg er bitter. Og jeg er så ked af det, at det gør ondt helt ned i min mave.

Jeg aner ikke, hvad jeg skal stille op med alle disse følelser. For det hele ender jo i, at jeg bare gerne vil høre, at du elsker mig. Som jeg elsker dig. Men det ved jeg, nu, at det gør du ikke. Og det har du nok aldrig gjort. 

 

fredag den 27. september 2013

Forklaring på rant.

Flere har spurgt mig om, hvad mit indlæg betyder, og nu kan jeg også godt se, at det næsten fortjener en forklaring. 

Det er en længere historie, men nu gør jeg den lige kort. Jeg nævner ingen navne, da jeg ikke ønsker at udstille ham - måske er jeg for rar, men sådan noget gør jeg bare ikke.

Det hele starter i juni, 2010, lige efter, jeg var blevet voldtaget. Jeg begyndte at skrive med denne her vildt søde, flotte og charmerende fyr, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Vi skrev sammen hver eneste dag, hele dagen. Så kom dagen endelig, hvor vi skulle mødes. Eller, det troede jeg.

Det viste sig, at fordi jeg ikke ville betale halvdelen af hans busbillet hjem til mig, så ville han ikke snakke med mig mere. Det hele kulminerede vist i, at jeg ringede og lagde en ikke så pæn besked på hans voicemail. Det skal lige siges, at han havde fået lokket billeder og diverse andre ting ud af mig på dette tidspunkt.

Så hørte jeg ikke fra ham i 3 år, indtil for en måned siden. Han skrev til mig på Hot, uden at vide, hvem jeg var. Jeg skrev så, om vi var på talefod igen, eller om han stadig var sur. Langsomt kom han i tanke om, hvem jeg var, og hvad han havde gjort.

Han bildte mig ind, at han havde ændret sig, og han var ked af det, og at han aldrig havde behandlet nogen, som han behandlede mig, så det ville han gerne gøre godt igen. 
Jeg var naiv og dum, men jeg tilgav ham lige så stille, samtidig med, med at mine gamle følelser kom tilbage.

Så spurgte han mig mange gange, om jeg ville mødes med ham. I starten tænkte jeg bare "Fandeme nej", men langsomt fik han mig overtalt, præcis som han gjorde dengang. 

I går kom dagen så endelig. Jeg hentede ham på togstationen, og vi snakkede ganske udmærket sammen. Han fortalte om sit studie, sit liv siden sidst, og lærte mig mange nye ting om HTML og programmering. 

Jeg spurgte så, efter vi havde siddet på en café i en times tid, om han ville med om til mig, for det havde vi snakket om tidligere. Han sagde ja.
Så kom vi hjem til mig, og så stoppede samtalen totalt. Jeg forsøgte at prikke til ham, hvilket bare pissede ham af. 
Til sidst tog han sig sammen, og sagde, og jeg citerer "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, så nu siger jeg det bare. Du er sød, men...", hvor jeg afbrød ham og sagde "Du behøver ikke sige det, jeg ved godt, du ikke er interesseret i mig. 
Han spurgte så, om jeg vidste hvorfor, og bagerst i hovedet, ja, det gjorde jeg. Men jeg sagde, at jeg ikke ville vide det. Han sagde så, og jeg citerer igen "Jeg vil gerne have, du ved det. Jeg synes, du er sød og nice, men fysisk ved dig, er der intet, der tiltrækker mig. Det var derfor, jeg gerne ville vide din vægt, inden jeg kom og besøgte dig." - charming, right?
Så var det så, at jeg brød sammen. Ikke fordi, det var ham, der sagde det, men det er da aldrig rart at få at vide, især når man selv kæmper med det. Han spurgte så, om han skulle gå, og jeg sagde ja. 

Og det var det. Forklaringen er her. Jeg er stadig i chok. Tænk, at man kan få sig selv til at sige sådan til et andet menneske, når jeg havde sagt, at jeg ikke ville vide grunden. 
Det var jo åh så vigtigt, at jeg lige fik det smæk i fjæset. 

torsdag den 26. september 2013

Jeg er målløs. Absolut målløs.


Hvordan er det lige, du er opdraget? Hvem har lært dig, at det er okay at snakke sådan til andre mennesker? Tror du ikke, de (vi...) bliver sårede? 

Jeg græd ikke, fordi du gik. Jeg græd pga. det, du sagde. Hvordan du sagde det, hvorfor du sagde det. 

Jeg har tit tænkt "Er jeg så frastødende?", og det har du lige bevist overfor mig, at ja, det er jeg.
Men jeg er glad for, at jeg ikke lukkede dig helt ind igen, for det fortjener du ikke. Og helt ærligt, så skulle du også kun være rebound. 

Men jeg har lige fået bevist, at second chances skal man ikke give ud. 

Bare fordi, jeg ikke længere vejer 47 kg, og har anoreksi. Fuck dig. Nar. 

onsdag den 25. september 2013

Fun facts!

  • Jeg HADER farven brun. 
  • Jeg har for nyligt skiftet min, tidligere, elskede Pepsi Max ud med Faxe Kondi Free.
  • Min nye, elskede, vinterjakke er armygrøn.
  • Når jeg er rigtigt sur, hører jeg "What I Meant To Say" med Daughtry. 
  • Hvis nogen prikker til mig på Facebook, tror jeg, de vil have sex med mig. Selfcentered, much? 
  • James Lafferty er, muligvis, verdens lækreste mand. 
  • Jeg har et afhængighedsproblem med One Tree Hill.
  • Jeg bruger for meget af min tid på Tumblr.
  • Jeg ELSKER "Familien Fra Bryggen".
  • "My favourite outdoor activity, is going back inside."
  • Jeg kan ikke lide de gule M&M's.
  • Jeg er meget fornærmet over, at de ikke længere knuser Smarties'ne i en McFlurry.
  • Jeg HADER at gå i bad - jeg gør det stadig, don't worry.
  • Når jeg fryser mine hænder, putter jeg dem ned i bh'en.

mandag den 16. september 2013


"You make lists in your head, about what you want in a lover, like brown hair and a sweet voice.
A sharp mind and a soft heart, a sense of humour that actually makes you laugh like you mean it. This and that.
And it's all bullshit. People aren't lists.
And I've always wanted to be the person who made someone realize that. I want to come across someone with a list in their head that's nothing like the person I am, and I want to show them, that they didn't know what they were looking for.
People who think, they know what they are looking for, are fooling themselves. Nobody really knows what or who they want. Not until it's right in front of them."



We clawed, we chained, our hearts in vain. We jumped, never asking why.
We kissed, I fell under your spell - a love no one could deny.

Don't you ever say I just walked away, I will always want you.
I can't live a lie, running for my life - I will always want you.

søndag den 15. september 2013

I tried to find you at the bottom of a bottle, laying down on the bathroom floor.
My loneliness was a rattle in the windows, you said you don't want me anymore.

And you left me...
Standing on a corner crying,
feeling like a fool for trying.
I don't even remember, why I'm wasting all these tears on you.
I wish I could erase our memory 'cause you didn't give a damn about me.

onsdag den 11. september 2013

Jeg savner at fortælle dig disse ting. 

Da jeg kom hjem i dag, havde jeg mest bare lyst til at ringe til dig, for at fortælle dig alt om de søde piger, den, meget, snakkende dreng, og viking-wannabe'n. Men så kom jeg i tanke om, at du slet ikke er i landet.

Og du er ikke i mit liv mere. 3 års venskab, med en enkelt pause, smidt ud af vinduet. Og et af de smukkeste forhold, jeg nogensinde har været i. 

Og jeg ved helt ærligt ikke, hvad jeg stille op med mig selv, når jeg ikke har dig længere. Du var blevet en... almindelig ting. En ting, man måske tog lidt for givet, selvom jeg altid har prøvet at gøre alt andet. For du var der jo altid, når jeg havde brug for dig. Du var aldrig længere end en sms væk.

Og nu er du flere hundrede km væk. Ude af mit liv, ude af min hverdag. Men.. du var min baby. Hvordan kunne det ske? 
Jeg har nok, mest af alt, bare brug for nogle svar. Svar på, hvad jeg gjorde forkert. Hvorfor jeg ikke var nok. 

Men hvor jeg dog savner dig. Ind i det inderste af mit hjerte, kan mærke det helt ned i maven. 
Og jeg har brug for dig, til at tage min angst væk. Angsten for ham, som kun du kunne gøre det. 

Men jeg må bare affinde mig med dette, for det er mit liv nu. Et liv uden dig. Og selvom det gør noget så ondt, så er jeg sikker på, at jeg nok skal klare mig. 

But things will never go back to how we were - I'm sorry I can't be your world.

You know I love you, I really do - but I can't fight anymore for you. 
And I don't know, maybe we'll be together again, sometime, in another life.

tirsdag den 10. september 2013


Jeg tænker meget på dig i disse dage.

Har du det godt, eller bare bedre? Har du fundet hende, der skal erstatte mig? 
Har du en fed studietur, som jeg aldrig kommer til at høre om? Hygger du dig? 

Tænker du nogensinde på mig, på os? River det også i dit hjerte, når nogen nævner mit navn? Håber du nogensinde på at se mig igen?
Hvordan går det hjemme? Hvordan har dine brødre det? Løber du igen? 

Elskede du mig nogensinde? Hvorfor var jeg ikke god nok? Hvad gjorde jeg forkert?
Snakker du nogensinde om mig med ham? Tænker du nogensinde på vores samtaler, på de ting, du fortalte mig? På den fremtid, vi kunne have haft? På vores fortid?
På vores venskab, mangler du nogensinde det?

Jeg var engang hende, du kunne fortælle alt til. Det ved jeg, for det sagde du. Og da det stoppede... Vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Still haven't figured out. 

Men når jeg tænker tilbage, så kunne det hele vel have været lige meget. Jeg skulle aldrig være faldet for dig, skulle aldrig have lukket dig ind. Du havde forladt mig før, selvfølgelig ville du gøre det igen. 

Men jeg håber, fra det inderste af mit lille, knuste hjerte, at du har det godt. Jeg ville elske selv at være der, så jeg kunne se det, men det lå ikke i kortene. 

Jeg har kun ét ønske for dig - at du finder hende, der kommer til at betyde så meget for dig, som du troede, jeg gjorde. Og at hun får lov til at se, hvor fantastisk du er. At du tør åbne dig igen. 
Og måske, selvisk som jeg er, at du kommer tilbage til mig en dag. På den ene eller den anden måde, for jeg savner dig.

There’s still a little bit of your taste in my mouth. 
There’s still a little bit of you laced with my doubt 
- it’s still a little hard to say what’s going on.

tirsdag den 3. september 2013

Jeg har, som mange andre nok, disse dage, hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved alt. Min distriktssygeplejerske siger, at jeg skal give mig selv lov til at føle, men hvor er det svært. Hvor er det svært, ikke bare at tage den ekstra pille, så jeg kan sove om en time, og glemme det hele. Men jeg gør det ikke.

Men jeg tænker...

Kommer jeg nogensinde videre? Finder jeg nogensinde en kærlighed, som i 2010? Kommer jeg nogensinde over tabet af min bedstefar? Får jeg nogensinde et job, en uddannelse, en grund til at stå op? 

Bliver jeg nogensinde mor? Holder jeg nogensinde op med at drikke så meget? Kommer der en tid, hvor jeg ikke har behov for det mere? 
Taber jeg mig nogensinde igen? Gør jeg mine forældre stolte? Kommer jeg nogensinde til det? 
Begynder jeg nogensinde at sige fra, når nogen sårer mig? Holder jeg nogensinde op med, at forsøge at please alle? 

Er jeg noget værd, eller er jeg så ligegyldig, som jeg føler mig? Tør jeg nogensinde forelske mig igen? Finder jeg nogensinde én, der kan elske mig, og leve med alt det her? Kommer jeg nogensinde op af dette hul? 

Kan jeg overhovedet finde ud af noget? Er der overhovedet noget, jeg er bedre til, end de fleste andre? Får jeg nogensinde skrevet en god sang? Kommer jeg nogensinde på universitetet? 

Og jeg kunne blive ved, og blive ved, og... Men jeg må hellere lade være. Jeg ligner allerede en attentionwhore. 

Møg dag, møg mennesker, møg følelser og møg på møg, på møg. Thank God for mommy <3 

søndag den 1. september 2013

"They say if a crush lasts more than 4 months, you're in love. 
So what happens, when I've been infatuated with you for 36 months? 
Have I fallen in love with you 9 times?
Or have I just wasted 3 years
36 months
156 weeks
1092 days
craving you?"

 

tirsdag den 27. august 2013

"What was it like to lose him? Asked Sorrow.
There was a long pause before I responded; 

It was like hearing every goodbye ever said to
me - said all at once."

tirsdag den 20. august 2013

Jeg prøver desperat at finde en mening med mit liv lige nu.

Jeg har ingen skole, jeg har intet arbejde, jeg har ingen kæreste, jeg har intet barn, jeg har ikke en million venner at ses med, jeg føler ikke, at jeg har så meget. Ikke dermed sagt, at jeg ikke har noget, for selvfølgelig har jeg det.

Måske er det bare fordi, jeg er træt. Træt pga. det nye medicin, træt fordi, jeg har fået Tammie hjem (min nye 7-årige toy puddel), for selvom jeg allerede elsker hende af hele mit hjerte, så er det hårdere, end jeg troede. Jeg kan ikke sove, fordi hun gør, hun skal gås med, hun skal have mad, der skal tørres op efter hende, for hun har endnu ikke lært at tisse udenfor, og... ja. Jeg lyder utaknemmelig, men det er jeg bestemt ikke - jeg er rigtig glad for hende, min autistiske hjerne skal bare lige vænne sig til at have en hund, og alle de opgaver, der følger med.

Men samtidig ved jeg jo også, at jeg ikke har det så slemt, som jeg har haft det. Og det er jeg skam glad for, don't get me wrong.

Men... jeg mangler ligesom bare et purpose. En grund til at stå op, der ikke "bare" handler om, at min hund skal luftes. 

Jeg savner også følelsen af, at nogen elsker mig - udover venner og familie. Igen lyder jeg utaknemmelig.
Jeg savner følelsen af at have en, der skriver til mig, så snart, han står op, og inden han går i seng. En der fortæller mig om sin dag, en der får mig til at føle mig vigtig. For det er desværre sådan, at når man først har prøvet det, så er det svært at leve uden, selvom det er snart et år siden. 

Og så tænker jeg - er jeg så svær at elske? Er det derfor, de løber skrigende væk? Er jeg blevet så frastødende, er jeg så forfærdelig, er jeg så umulig? Hvorfor er der ikke bare én, der bliver?

Og samtidig er det min egen skyld, for jeg er så forfærdelig god til at friendzone folk. Og helt ærligt, kan jeg håndtere at have en kæreste lige nu? Er jeg ikke psykisk klar til det, eller er det bare fordi, jeg ikke har fundet den rette endnu?

På det sidste, har jeg manglet 2 mennesker ufattelig meget. 2 fantastiske fyre, som jeg ikke snakker med mere. De eneste 2, der har fået mig til at føle mig elsket. 2 af de få mennesker, der kan lindre symptomerne. 
Og jeg har sådan lyst til at skrive til dem, men de var begge douchebags, så hvorfor skulle jeg komme, åbenlyst, løbende tilbage til dem? Det fortjener de jo ikke. Men samtidig håber jeg, dagligt, at jeg hører fra dem. 
Men dagene går. Og går. Og går. Og jeg hører ikke fra dem. Måske fordi de er så opslugte i deres egne problemer, og det kender jeg jo alt for godt. Men jeg tror mest, det handler om, at de sådan set ikke vil snakke med mig. Sådan er det i hvert fald med den ene, det har han gjort meget klart. 

Måske er jeg bare træt. Jeg ved det ikke. Men jeg mangler en grund til at stå op. Og det har jeg gjort længe nu. Det er bare... kogt over i aften. Hele dagen. Og i går. Og måske er det trætheden. Det er det sikkert. Jeg ved det ikke. 

Nu går jeg i bad, for jeg har ikke været i bad siden i lørdags. Om jeg er ulækker? Oh yes. See my point? Har ingen motivation til noget som helst, ikke så meget som et bad. Men nu skal det være, inden endnu et sygehus besøg i morgen. 
Wish me luck.    

mandag den 19. august 2013

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal have det med denne nyhed.

Denne nyhed om, at du er alene igen. Jeg prøver desperat på at være ligeglad, men det virker bare ikke. 

Har lige været inde på din profil, og jeg kan jo slet ikke kende dig mere. Du er jo ikke den fyr, der var min. Og det ved jeg heller ikke, hvordan jeg skal have det med. 
For du var jo det mest fantastiske, jeg nogensinde har haft æren at kende. Af at kalde min. 

Men samtidig, så er det vel meget godt, at du har ændret dig så meget, at jeg ikke kan kende dig - for så kan jeg jo ikke savne dig, kan jeg? The sad truth is, at jo, det kan jeg sagtens.

Jeg er stadig forvirret, næsten 2 år efter. Forvirret over, hvad der skete. Hvad jeg gjorde, og hvorfor du gjorde, som du gjorde. For jeg må jo have gjort et eller andet forkert, ellers behandler man vel ikke et andet menneske på den måde.

Jeg prøver stadig at forestille mig en fremtid uden dig. Det er svært. 
For du skulle være alt det, jeg ikke kunne (kan?...), se nogen anden være. Du skulle være far til mine børn, vi skulle giftes, og vi skulle... være sammen. Igennem alt.
Og det værste er, at jeg kan huske dengang, hvor det også var det, du ville. 
It just hurts so bad sometimes. 

 

onsdag den 14. august 2013

It's been a month.

I dag er det en måned siden.

Jeg forstår det ikke. Det føles som om, det både var i går, og et år siden. Meget mærkelig følelse.

Men det er i dag en måned siden, du forlod mig. På en måde, jeg aldrig havde troet om dig. På en måde, der totalt rev mit hjerte ud af brystet på mig.
Men jeg er okay.

Det er en mærkelig dag. Jeg ved, at jeg er ovre dig, for du er ikke i mit hoved mere. Men alligevel kan jeg ikke lade være med, at tænke på dine grunde. Hvorfor du sagde, som du gjorde, hvordan du bare kunne forlade mig, bare gå ud af døren.

Men jeg skal vise dig. Jeg skal vise dig, at jeg har en fremtid. Bare vent, min lille ven. I'll be coming back fighting. 

Jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal hade dig for det, eller være taknemmelig. For jeg er allerede et bedre sted, selvom jeg aldrig troede, det skulle ske. Det fungerede jo alligevel ikke, og det kan jeg sagtens se. 
Men du ødelagde mig. Ødelagde min verden, rev den fra hinanden. For jeg elskede dig. Af hele mit hjerte. Men det smed du væk. Og det er egentlig okay. 

Even if it takes forever, I'll get my shit together - I've been doing be so much better.

søndag den 4. august 2013

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg drømmer om dig nu.

Næsten 2 år efter, vi sidst sagde farvel. Sidst du rev mit hjerte ud. 
Siden jeg så dig sidst, siden jeg fik lov at mærke dine læber, føle dine stærke arme om mig, og bare.. være hel.

Jeg er kommet videre. Det ved jeg, at jeg er. Men i dag kører du rundt i mine tanker.

Hvorfor? Hvordan kunne du gøre det, du gjorde? 

Nu tænker jeg, igen, at du nok var min soulmate. Og den tanke må ikke sætte sig fast i min hjerne, for så er jeg tilbage ved square one. 
Men jeg håber stadig på at vågne en morgen, og så er der en besked fra dig, eller, endnu bedre, du står udenfor min mors dør, og forventer at se mig.

Jeg kan ikke forstå, hvordan du bare kunne glemme mig, efter alt det, vi var igennem. Hvordan du bare kunne erstatte mig, op til flere gange. Men måske behøver jeg ikke forstå det. Måske handler det slet ikke om mig. Måske er det dig, der er noget "galt" med - og det har taget mig næsten 2 år at komme til den konklusion.

Men jeg vil aldrig glemme den første dag, jeg så dig. Hvordan du lyste op, da dine øjne mødte mine. Hvordan du krammede mig, nærmest nægtede at give slip, og hvordan du tog min hånd, som om det var det mest naturlige i hele verden. Og jeg håber aldrig, du glemmer det. For det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan håndtere.

And I forget about you long enough to forget why I needed to... 

lørdag den 27. juli 2013

Songs that remind me of you - "I'm over it" version.

  • You're Not Sorry - Taylor Swift.
  • We Are Never Ever Getting Back Together - Taylor Swift.
  • The Moment I Knew - Taylor Swift.
  • Fireworks - You Me At Six.
  • Right Girl - The Maine.
  • It's Not Me, It's You - Skillet.
  • Don't Wanna Think About You - Simple Plan.
  • Your Love Is A Lie - Simple Plan.
  • So What - P!nk.
  • Psycho Bitch - Lesley Roy.
  • Since U Been Gone - Kelly Clarkson.
  • My Best Friend Hates You - Cassadee Pope.
  • Wasting All These Tears - Cassadee Pope.
  • Listen Up! - Falling In Reverse.
  • You Weren't Mine - Chase Coy.
  • Skyscraper - Demi Lovato. 
  • Get Over It - Avril Lavigne.
  • Love Drunk - Boys Like Girls.
  • I Hope You Find It - Miley Cyrus.
  • You Oughta Know - Alanis Morissette.
  • Both Sides Of The Story - We Are The In Crowd.
  • I'm Getting Over You - The Click Five.
  • Wish You The Worst - Katy Perry.

tirsdag den 23. juli 2013

Some breaking news - I'm too good for you.

Jeg er okay. Igen.

Jeg kan smile. Igen. Jeg kan grine. Jeg kan føle glæden ved solskin. Jeg kan danse. Jeg kan synge. Jeg kan alle de ting, som jeg kunne inden den 28. april. 

Det hele handler ikke om dig mere. Du er stort set ikke i mit hoved mere. Jeg føler at jeg har rejst mig. Rejst mig fra asken, som en føniks. 

Jeg behøver dig ikke. Det troede jeg, at jeg gjorde. Det troede jeg virkelig. Men jeg kan se nu, at så fantastisk var du nok heller ikke, når du bare kunne efterlade mig grædende, bare gå ud af døren, bare.. forlade mig. 

Du behøver ikke mig, så hvorfor skulle jeg behøve dig?

Du havde ret i alt det, du sagde. Til både mig og Mikkel. Der er ingen fremtid for os. Ikke længere. Og når det en dag går op for dig, så håber jeg, at det river dit hjerte i stykker.

Jeg mistede min bedste ven og min kæreste den 13.. Og det gjorde røv ondt. Jeg kan stadig mærke, hvordan al luften forsvandt ud af mig. Hvordan min verden snak i grus. 


Men jeg er okay. Igen.  

søndag den 14. juli 2013

Songs that remind me of you - break-up version.

  • My Happy Ending - Avril Lavigne.
  • Really Don't Care - Demi Lovato.
  • Over You - Faith Hill.
  • Merry Christmas, Kiss My Ass - All Time Low.
  • Damned If I Do Ya, Damned If I Don't - All Time Low.
  • Life After You - Daughtry.
  • Skyscraper - Demi Lovato.
  • Jar Of Hearts - Christina Perri.
  • Potential Breakup Song - Aly & AJ.
  • Behind These Hazel Eyes - Kelly Clarkson.
  • Unbeautiful - Lesley Roy.
  • One Last Kiss - Madina Lake.
  • Starring Role - Marina And The Diamonds.
  • Miserable At Best - Mayday Parade.
  • Gotta Be You - 1D.
  • You Suck At Love - Simple Plan.
  • Everything Has Changed - Taylor Swift feat. Ed Sheeran.
  • You - The Pretty Reckless.
  • Someone Wake Me Up - The Veronicas.

tirsdag den 9. juli 2013


I can't believe I ever stayed up writing songs about you, you don't deserve to know the way I used to think about you. 
Oh no not anymore, oh no not anymore, you had your shot, had your shot, but you let go.
Now if we meet out on the street I won't be running scared - I'll walk right up to you and put one finger in the air, and make you understand, and make you understand you had your chance, had your chance.
 

But even if the stars and moon collide, I never want you back into my life, you can take your words and all your lies 
- Oh, oh, oh I really don't care.