Det ene øjeblik kan jeg godt grine, og jeg kan (næsten) huske, hvordan rigtig glæde føles.
Det næste øjeblik hyler jeg over, at jeg har ikke råd til at give en af dem, jeg elsker aller højest, den julegave, jeg gerne ville give hende.
Det ene øjeblik elsker jeg C for at få mig til at grine, og det næste har jeg lyst til at smadre en stol ind i væggen, fordi jeg ikke føler, at jeg fortjener at grine.
Og så, endnu et øjeblik efter, tænker jeg, at jeg da i hvert fald fortjener at grine, og at jeg ikke fortjener denne situation, for jeg er ikke et dårligt menneske. (Læs det igen, Michelle. Og gør det lige én gang til.)
Jeg synes jo, at det her er røv uretfærdigt, og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor det skal ramme mig. Ikke, at det skal ramme nogen, misforstå mig ikke.
Men.. for helvede.. hvorfor skulle det lige være mig? Igen?
Hvorfor er det sådan, at hver gang, jeg synes, det går okay, så ramler det hele et par måneder efter?
Jeg lyder måske lidt bitter lige nu, og, granted, det er jeg måske også. Det føles fandeme heller ikke altid særlig fair.
Men det føles nogle gange som om, at jeg har en del af mig, der aldrig bliver rigtig glad - som om, at der et eller andet sort hul, i en del af mit hjerte/sjæl/kald det hvad du vil, som ikke rigtigt kan blive fyldt ud. Jeg ved slet ikke, om dette giver mening. Jeg er træt.
Og jeg forstår slet ikke, hvorfor jeg er så ked af det for tiden - det hele kører jo.
Jeg får (næsten) kun god respons på mine opgaver fra VUC, jeg skal flytte sammen med mit livs kærlighed, og jeg har vitterligt ikke noget at være ked af, hvis vi ser på det ude fra.
Hvorfor er der så sådan en del af mig, der virker som om, den aldrig bliver glad igen? Hvad fuck sker der, og hvorfor sker det? Hvad er der gået galt, og hvorfor rammer det nu?
Jeg aner det ikke. Og jeg finder nok aldrig svaret. Det må jeg jo så affinde mig med, I guess.
"You wake up every morning to fight the same demons
That left you so tired the night before,
And that, my love,
Is bravery."
