Jeg er gået i stå.
Gået i stå med blogging, med læsning, med at holde mine venskaber i live, med fitness, med sund kost - med alt andet end at dagdrømme og have ondt af mig selv.
Dagdrømme om ham; om at være i en verden, hvor han føler det samme. Hvor vi kunne være glade, selvom jeg lyser op, hver gang jeg ser ham, og selv det føles alt for sjældent, selvom det er næsten hver dag.
Dagdrømmer, og natdrømmer (you know what I mean), om hans nærvær, de der kram der tager luften fra mig, smilet og krøllerne, og jeg kan ikke styre mig selv. Jeg kan kun tænke på næste gang, jeg ser ham.
Har ondt af mig selv over, hvor hårdt det hele er lige nu. Det er hårdt at være alene, men samtidig vil jeg ikke være sammen med nogen. Det er hårdt at være fed, men jeg kan ikke komme op i fitness. Jeg vil ikke være i Herning, men jeg keder mig, når jeg er hjemme.
Jeg savner min mor, men jeg kan ikke overskue at være sammen med hende. Situationen er den samme med mine søskende.
Jeg kan kun se hen til den næste flaske vodka, den næste terapi-aften med Mikkel, kan kun se hen til den næste nat, hvor jeg, hvis jeg er heldig, kan få sovet. Dagene føles som et maraton. Jeg er så træt, og jeg gider ingenting, men samtidig vil jeg det hele.
For jeg vil sgu da også ud og opleve noget - jeg vil også ud og demonstrere mod SU nedsættelsen, jeg vil også lave lektier, jeg vil også se mine venner hver aften. Men jeg magter det bare ikke. Jeg kan ikke finde overskuddet, uanset hvor jeg leder.
Så jeg laver det samme, som jeg har lavet de sidste 5 år - spiller Sims, sover, spiser og ser film. Jeg kan ikke engang koncentrere mig om at læse længere.
Hvor er jeg blevet ynkelig.
