Det er utroligt, så hurtigt gamle følelser kan komme tilbage, fordi man føler, at man er blevet uretfærdigt behandlet.

Hvor hurtigt, man egentlig kan blive ensom igen, fordi det gik op for én, at ham, man faktisk troede, man havde en fremtid med, bare var endnu en fuckboy (undskyld mit sprog, men jeg kan godt lide det ord i denne sammenhæng).

Det er utroligt, hvor hurtigt man føler, at man aldrig finder nogen - det tager ca. en uges tid, hvis I skulle være nysgerrige, haha.

Jeg er dog væsentligt gladere, end jeg var for en uges tid siden, men... alligevel er jeg røv ensom, og jeg sidder bare med den der "nå" følelse, for jeg kan jo hverken gøre fra eller til - jeg kan ikke få ham, eller nogen anden, til at elske mig, og det er også okay, for det ville jo ikke være oprigtigt, hvis jeg tvang folk til det, if you catch my drift.

Jeg lægger kraftedeme en annonce op på Facebook om, at jeg giver pizza til den første, der kommer om og putter, ser Netflix og spiser pizzaen med mig - I'm that desperate.

Men... jeg ved jo også godt, at dette bare er en "fase" - det forsvinder igen. Om et par dage, eller et par uger, er jeg okay med bare at være "mig" igen, og at jeg ikke lige har en, der kommer og kysser mig, når dagene er mest noget lort. 

Men lige nu virker min seng meget tom, og dagen i morgen virker meget lang. Men mon ikke, det hele ser lysere ud i morgen - det plejer det jo.  

(Jeg undskylder på forhånd mit rant, men jeg har det af helvedes til. Bær over med mig.)

Jeg synes, det er utroligt. Utroligt, at man kan behandle et andet menneske sådan - uanset, om man nogensinde har haft følelser for vedkommende eller ej. 

Jeg synes, det er så fucking svagt. Jeg synes, det er SÅ respektløst - og så kan vi diskutere frem og tilbage, om der nogensinde har været følelser involveret, for jeg er faktisk ligeglad lige nu. Lige nu vil jeg gerne bare have den smule respekt det ville være, at fortælle mig, hvad fuck der foregår.
For det her er da til at blive sindssyg af, hvis man ikke var det i forvejen.

Men jeg er færdig med at føle, at det er mig, der ikke er god nok - i hvert fald lige nu. Den følelse rammer mig nok igen i aften, når jeg går i seng - forvirret, much??

Men lige nu... lige nu er jeg fandeme stærk nok til at sige, at det ikke er mig, den er gal med - for det er det ikke. Jeg har ikke gjort noget forkert.

Du har vidst fra dag ét, hvor du havde mig, og måske var det, der var problemet. Måske følte du, at du kunne gøre, som du lige ville i det øjeblik, for jeg er her jo nok stadig, når der er gået 3 år mere, ikke? Jeg ville ikke regne med det, hvis jeg var dig.

Jeg tror helt ærligt, at det er længe siden, jeg har været så vred - og så, uanset hvor meget jeg hader at indrømme det, så. fucking. såret.

Havde fandeme forventet mere af dig.

"I am the most indecisive person on this earth, yet I was so fucking sure of you." 

Jeg er ikke god til at være sårbar. Til at vide, at en person har muligheden for fuldstændig at bryde mig ned, hvis han beslutter sig for det.

Jeg er ikke god til at vide, at der er en risiko for, at han går fra mig, selvom vi egentlig nok ikke er sammen - mine tanker giver super mening lige nu, ikke??

Jeg er ikke god til, at der er en, der fylder så meget i mit hoved, at ligningerne ikke sidder fast, og jeg ikke kan bøje engelske verber - det sidste er jeg egentlig meget god til, bare ikke i dag. 

Jeg er ikke god til, ikke at vide, hvad der skal ske - for jeg ved jo godt, at chancen for, at jeg får min "vilje", den er ikke stor - eller måske er den. Jeg ved det ikke.

Men... uanset, hvor meget jeg føler, jeg ikke er god til det her, så er det nu meget rart alligevel. 
Det er meget rart, at man er så skudt i en person, at man slet ikke kan tænke på andet. At smilet kommer med det samme, man slår øjnene op.

Det er meget rart, at der er en person, der kan få en til at smile, uanset hvilket humør man er i - og det siger fandeme meget, når "man" er mig.

You still make my crazy little heart go boom.   

Endnu en blandet affære.

Jeg er ikke så god til de her dage. Har aldrig været det, og bliver det nok aldrig.

Jeg er ikke god til, at jeg ikke føler, folk lytter til mig. Slet ikke professionelle. 

Jeg er ikke god til at græde. 
Jeg er stadig ved at lære, at det er okay - at man ikke nødvendigvis er svag, fordi man bryder sammen, men at det faktisk kan være en del af ens styrke, at man overhovedet kan.

Jeg er stadig ved at lære, at alle mine følelser er okay - at ingen skal komme og sige, at jeg ikke føler sådan, eller at jeg ikke burde føle sådan. De kan selvfølgelig sige, at det er totalt anderledes fra det, de føler, men de kan ikke sige, at det ikke er legalt, at føle, som jeg gør.

Men jeg må ærligt indrømme, at jeg er en smule træt.

En smule træt af, at skulle vrænge min sjæl, og mine følelser, ud, og at der så ikke bliver gjort noget ved det. At der ikke bliver taget hånd om det, men at man bare får at vide, at "vi kan ikke gøre mere".

Jeg er træt af, at være hende den syge - hende, der skal have hjælp til de mest basale ting, og ikke kan ret meget alene.
Jeg er træt af, at jeg skal være en hindring - for det føler jeg, på disse dage, at jeg er. En hindring for mine forældre, for mine venner, for... for mig selv. 

For selvom jeg godt ved, når jeg har mine fornuftige øjeblikke, at jeg ikke selv kan gøre for det her, at jeg ikke selv på nogen.fucking.måde har valgt det, så føler jeg stadig, ind imellem, at jeg er en hindring.  

Men det, der piner mig allermest, er nok, at jeg ikke kan være den storesøster, jeg gerne vil være - at min sygdom kommer i vejen for, at gøre ting med mine søskende, som jeg ved, ville gøre dem glade.

Men - jeg ved jo også godt, at jeg nok skal komme ud på den anden side igen. At jeg nok skal komme ovenpå, og at jeg nok skal blive glad igen. Ville bare ønske, at det havde været i går, haha. 

Og jeg er så glad for, at jeg har dem omkring mig, som jeg har - mine forældre, mine søskende, mine fantastiske venner, som egentlig mere er familie nu, og mine lærere. Jeg ville ikke vide, hvad jeg skulle stille op uden jer. 

Så.. fra det inderste af min sjæl, tusind tak for, at I holder fast i mig - selvom jeg kan være lidt af en pestilens ind imellem.