Jeg er så træt.

Træt af at være alene, eller kun at se min mor, min far og mine kontaktpersoner. Jeg ved, det ikke har stået på længe, men jeg er ved at gå ud af mit gode skind.

Jeg er så vred over, at mine såkaldte veninder ikke går mere op i at se mig. Måske burde jeg også selv gøre mere, men jeg er bare så træt af ensidede venskaber. 

Jeg er træt af, at jeg STADIG ikke kan komme ud. At jeg sidder herinde, mens alle andre er ude, og har travlt med at have et rigtigt liv.
Jeg er træt af, at min angst og paranoia stopper mig. At den sætter en stopper for det liv, jeg inderst inde godt ved, at jeg fortjener.
- og hvis så meget som én eneste siger "BARE IGNORER DEN!!!!", så skriger jeg. I swear to God.

Jeg er træt af, at min psykiater ikke svarer på mails, så jeg kan få at vide, om jeg skal på nyt medicin. Jeg er træt af, at jeg skal til at ind i det offentlige system igen, for dem har jeg ingen tillid til.

Jeg er træt af, at der er så længe til sommer. Jeg vil have juni nu, så han kan komme hjem igen. Jeg er træt af det her dumme væddemål, for så kan jeg ikke drikke mig stiv. Jeg er træt af, at jeg bruger så mange penge, fordi det får mit humør op, om så bare for en kort stund.

Det eneste, jeg sådan set er glad for, er min mor, at det snart er februar, og at jeg har lært at få min vrede ud gennem træning, i stedet for at gøre skade på mig selv. 

Jeg vil bare sove. Fra nu af, og så til juni. Så tager jeg da heller ikke på imens. 

Det kan være hårdt, at gå en tur ned af memory lane - men jeg møder dig altid, når jeg går den lange vej.

Det er hårdt at vide, at man har fucket noget op, der muligvis kunne have været det bedste, der kunne ske for en. At man har afvist en, der elskede én med sådan en passion, at jeg sjældent har oplevet det - om end kun én gang før.

Når jeg tænker tilbage, har vi jo ikke brugt særlig meget tid sammen - vi har aldrig sovet sammen, vi har aldrig brugt mere end nogle få timer sammen, i træk, men alligevel tog det mig ikke længe at falde for dig.

Om det var den sorte skjorte, eller det var det der dumme, blonde hår, eller om det var de øjne, det kan jeg ikke svare på. Måske var det den måde, det hele startede på. Måske var det fordi, du kom tilbage, efter du havde forladt mig. Måske var det fordi, vi kunne snakke om det meste.

Men om jeg simpelthen blev betaget over opmærksomheden, det kan jeg ikke svare på. Jeg tvivler ikke på, at jeg faldt for dig - men måske var det under de forkerte omstændigheder? Måske var det fordi, første gang, at jeg ville gøre ham jaloux, hvor ondt det end lyder. Måske var det fordi, jeg følte mig smuk igen. 

Men anden gang, det skete, var der kun en årsag - din person. Den måde, du sagde mit navn på, den måde, du så på mig, den måde, du holdt om mig, den måde, du kørte bil på - tænk, hvad der kan gøre en pige sindssyg! 

Den måde, hvor på du konstant forsøgte at imponere mig, eller måske bare imponere os alle, men som altid omhandlede mig. 

Som sagt, har jeg lige været en tur nede af memory lane - en tur, der ledte mig tilbage til din note. Den, du brugte til at overbevise mig. Kan du huske det? 

Af en eller anden grund følte jeg, at jeg havde denne gang til gode - du ødelagde det én gang, men fik mig tilbage, så kunne jeg vel også gøre det? Men det er gået op for mig, at det slet ikke er så simpelt. Du er over 100 km væk nu, og jeg ved slet ikke, hvad jeg føler. Jeg gør tit grin med dig, det ved du også godt, men nej, hvor følte jeg mig tilpas hos dig. 

Dumme følelser, dumme minder, dumme dreng. 

 

Jeg ved ikke, hvorfor det går mig sådan på. Måske fordi, det altid er lige ved og næsten.

Måske fordi, det aldrig rigtigt bliver os - præcis som det aldrig rigtigt har været det. Måske er det fordi, at du siger tingene på en måde, så jeg kan forstå dem - at du ved, hvordan du skal fange mig. Noget jeg tit mangler.

Der er sgu, et eller andet sted, ikke så meget pis med dig. Du siger, hvad du mener, om jeg så kan lide det eller ej - især når jeg ikke kan lide det. Og det har jeg altid sat stor pris på.

Men alligevel er det som om, at jeg aldrig helt er lige god nok. Som om, du altid tror, der kommer en bedre end mig - og, granted, det gør der nok også. Så finder du hende, og så er I lykkelige i et par måneder (som du nu KAN være lykkelig), og så kommer du tilbage til mig, når du skal have trøst.
Og jeg falder i - hver gang. Hver gang jeg kan se, at du har brug for mig, så gør jeg, næsten, alt for at få dig til at holde af mig igen. For, naiv som jeg er, så tror jeg stadig på, at vi to ender gift. 

For jeg har aldrig passet med nogen, som jeg passer med dig - eller.. passede. Jeg har ikke set dig siden 2011. Men.. vi klikkede. På alle tænkelige måder - det følte jeg i hvert fald.
Og du så på mig, som ingen havde set på mig før. Som om, jeg kunne redde dig.

Og nej, hvor jeg ønskede at redde dig. Det gør jeg stadig. Jeg følte, og føler vel stadig, at det er MIN opgave. Og så bliver jeg så fandens ked af det, når en eller anden pige kommer løbende for at tage mit arbejde fra mig. 

Jeg har skrevet om dig de sidste 3½ år. Og sandheden er, at jeg nok bliver ved. For jeg ved stadig ikke, hvad jeg ellers skal gøre - jeg kan jo UMULIGT sige alt det her til dig. Du skulle jo nødigt finde ud af, at jeg stadig har det sådan.

Måske handler det hele om, at du fik mig til at føle mig smuk, for første gang i mit liv. Det må man aldrig undervurdere vigtigheden af for os piger. Måske er det fordi, at du altid har givet mig en pause fra alt det lort, der nu engang, ind i mellem, er mit liv. Om du så forstod det eller ej, så har du altid gladelig lyttet.

Måske er det derfor, jeg kæmper for at komme tilbage til min gamle krop - eller, en mere... sund en af slagsen. Måske er det fordi, at jeg håber, at du falder for mig igen. For det gjorde du. Det tvivler jeg ikke på.

Måske er det fordi, jeg altid har set dig som mit livs kærlighed. Måske er det fordi, det gjorde så SINDSSYGT ondt, da du gik fra mig. Måske er det fordi, at hver gang, jeg åbner mig, finder du en ny grund til, hvorfor vi ikke kan være sammen. Måske, måske, måske. 

Jeg er træt af måske'er.