Jeg er så træt.
Træt af at være alene, eller kun at se min mor, min far og mine kontaktpersoner. Jeg ved, det ikke har stået på længe, men jeg er ved at gå ud af mit gode skind.
Jeg er så vred over, at mine såkaldte veninder ikke går mere op i at se mig. Måske burde jeg også selv gøre mere, men jeg er bare så træt af ensidede venskaber.
Jeg er træt af, at jeg STADIG ikke kan komme ud. At jeg sidder herinde, mens alle andre er ude, og har travlt med at have et rigtigt liv.
Jeg er træt af, at min angst og paranoia stopper mig. At den sætter en stopper for det liv, jeg inderst inde godt ved, at jeg fortjener.
- og hvis så meget som én eneste siger "BARE IGNORER DEN!!!!", så skriger jeg. I swear to God.
Jeg er træt af, at min psykiater ikke svarer på mails, så jeg kan få at vide, om jeg skal på nyt medicin. Jeg er træt af, at jeg skal til at ind i det offentlige system igen, for dem har jeg ingen tillid til.
Jeg er træt af, at der er så længe til sommer. Jeg vil have juni nu, så han kan komme hjem igen. Jeg er træt af det her dumme væddemål, for så kan jeg ikke drikke mig stiv. Jeg er træt af, at jeg bruger så mange penge, fordi det får mit humør op, om så bare for en kort stund.
Det eneste, jeg sådan set er glad for, er min mor, at det snart er februar, og at jeg har lært at få min vrede ud gennem træning, i stedet for at gøre skade på mig selv.
Jeg vil bare sove. Fra nu af, og så til juni. Så tager jeg da heller ikke på imens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar