Det er hårdt at vide, at man har fucket noget op, der muligvis kunne have været det bedste, der kunne ske for en. At man har afvist en, der elskede én med sådan en passion, at jeg sjældent har oplevet det - om end kun én gang før.
Når jeg tænker tilbage, har vi jo ikke brugt særlig meget tid sammen - vi har aldrig sovet sammen, vi har aldrig brugt mere end nogle få timer sammen, i træk, men alligevel tog det mig ikke længe at falde for dig.
Om det var den sorte skjorte, eller det var det der dumme, blonde hår, eller om det var de øjne, det kan jeg ikke svare på. Måske var det den måde, det hele startede på. Måske var det fordi, du kom tilbage, efter du havde forladt mig. Måske var det fordi, vi kunne snakke om det meste.
Men om jeg simpelthen blev betaget over opmærksomheden, det kan jeg ikke svare på. Jeg tvivler ikke på, at jeg faldt for dig - men måske var det under de forkerte omstændigheder? Måske var det fordi, første gang, at jeg ville gøre ham jaloux, hvor ondt det end lyder. Måske var det fordi, jeg følte mig smuk igen.
Men anden gang, det skete, var der kun en årsag - din person. Den måde, du sagde mit navn på, den måde, du så på mig, den måde, du holdt om mig, den måde, du kørte bil på - tænk, hvad der kan gøre en pige sindssyg!
Den måde, hvor på du konstant forsøgte at imponere mig, eller måske bare imponere os alle, men som altid omhandlede mig.
Som sagt, har jeg lige været en tur nede af memory lane - en tur, der ledte mig tilbage til din note. Den, du brugte til at overbevise mig. Kan du huske det?
Af en eller anden grund følte jeg, at jeg havde denne gang til gode - du ødelagde det én gang, men fik mig tilbage, så kunne jeg vel også gøre det? Men det er gået op for mig, at det slet ikke er så simpelt. Du er over 100 km væk nu, og jeg ved slet ikke, hvad jeg føler. Jeg gør tit grin med dig, det ved du også godt, men nej, hvor følte jeg mig tilpas hos dig.
Dumme følelser, dumme minder, dumme dreng.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar