Forklaring på rant.

Flere har spurgt mig om, hvad mit indlæg betyder, og nu kan jeg også godt se, at det næsten fortjener en forklaring. 

Det er en længere historie, men nu gør jeg den lige kort. Jeg nævner ingen navne, da jeg ikke ønsker at udstille ham - måske er jeg for rar, men sådan noget gør jeg bare ikke.

Det hele starter i juni, 2010, lige efter, jeg var blevet voldtaget. Jeg begyndte at skrive med denne her vildt søde, flotte og charmerende fyr, og vi kom virkelig godt ud af det med hinanden. Vi skrev sammen hver eneste dag, hele dagen. Så kom dagen endelig, hvor vi skulle mødes. Eller, det troede jeg.

Det viste sig, at fordi jeg ikke ville betale halvdelen af hans busbillet hjem til mig, så ville han ikke snakke med mig mere. Det hele kulminerede vist i, at jeg ringede og lagde en ikke så pæn besked på hans voicemail. Det skal lige siges, at han havde fået lokket billeder og diverse andre ting ud af mig på dette tidspunkt.

Så hørte jeg ikke fra ham i 3 år, indtil for en måned siden. Han skrev til mig på Hot, uden at vide, hvem jeg var. Jeg skrev så, om vi var på talefod igen, eller om han stadig var sur. Langsomt kom han i tanke om, hvem jeg var, og hvad han havde gjort.

Han bildte mig ind, at han havde ændret sig, og han var ked af det, og at han aldrig havde behandlet nogen, som han behandlede mig, så det ville han gerne gøre godt igen. 
Jeg var naiv og dum, men jeg tilgav ham lige så stille, samtidig med, med at mine gamle følelser kom tilbage.

Så spurgte han mig mange gange, om jeg ville mødes med ham. I starten tænkte jeg bare "Fandeme nej", men langsomt fik han mig overtalt, præcis som han gjorde dengang. 

I går kom dagen så endelig. Jeg hentede ham på togstationen, og vi snakkede ganske udmærket sammen. Han fortalte om sit studie, sit liv siden sidst, og lærte mig mange nye ting om HTML og programmering. 

Jeg spurgte så, efter vi havde siddet på en café i en times tid, om han ville med om til mig, for det havde vi snakket om tidligere. Han sagde ja.
Så kom vi hjem til mig, og så stoppede samtalen totalt. Jeg forsøgte at prikke til ham, hvilket bare pissede ham af. 
Til sidst tog han sig sammen, og sagde, og jeg citerer "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det her, så nu siger jeg det bare. Du er sød, men...", hvor jeg afbrød ham og sagde "Du behøver ikke sige det, jeg ved godt, du ikke er interesseret i mig. 
Han spurgte så, om jeg vidste hvorfor, og bagerst i hovedet, ja, det gjorde jeg. Men jeg sagde, at jeg ikke ville vide det. Han sagde så, og jeg citerer igen "Jeg vil gerne have, du ved det. Jeg synes, du er sød og nice, men fysisk ved dig, er der intet, der tiltrækker mig. Det var derfor, jeg gerne ville vide din vægt, inden jeg kom og besøgte dig." - charming, right?
Så var det så, at jeg brød sammen. Ikke fordi, det var ham, der sagde det, men det er da aldrig rart at få at vide, især når man selv kæmper med det. Han spurgte så, om han skulle gå, og jeg sagde ja. 

Og det var det. Forklaringen er her. Jeg er stadig i chok. Tænk, at man kan få sig selv til at sige sådan til et andet menneske, når jeg havde sagt, at jeg ikke ville vide grunden. 
Det var jo åh så vigtigt, at jeg lige fik det smæk i fjæset.