Jeg føler mig så ynkelig, fordi det stadig fylder. Fordi han stadig fylder. Det er fucking, præcis, 4 år siden. Kom nu videre, lille pus.
Jeg har ledt efter mange årsager, hver eneste dag, de sidste 4 år. Årsager til, hvorfor han gik - dem har jeg så fundet masser af.
Årsager til, hvorfor jeg ikke kan komme over det - dem har jeg også fundet nogle stykker af.
Men jeg er desværre ikke kommet over det, bare fordi jeg har fundet årsager, som jeg havde håbet, jeg ville.
Jeg er et meget rationelt tænkende menneske, så det plejer at hjælpe, når jeg finder nogle grunde - har det så bare ikke gjort med ham.
Måske er det, og det har jeg sagt før, fordi, at han var alt. Min bedste ven, min kæreste, min bedre halvdel, og... og jeg fucking savner ham. Jeg hader at indrømme det, men det gør jeg.
4 år senere, er han stadig den første, jeg gerne vil fortælle ting til - og det kan jeg jo ligesom ikke, når han har blokeret mig overalt, haha.
4 år senere, har jeg stadig en idé om, at han kommer tilbage. Ikke fordi, jeg fortjener det, eller fordi, jeg er et godt menneske - men simpelthen fordi, at jeg ikke kan få det til at give mening, at han ikke elsker mig mere. Måske fordi, jeg ikke vil, det ved jeg ikke. Højest sandsynligt.
Måske er det fordi, jeg ikke vil give slip - for hvis jeg giver slip, så giver jeg slip på en del af mig selv, og det har jeg ikke lyst til, uanset hvor meget jeg hader mig selv til tider.
Og jeg er bare... træt. Træt af, at jeg ikke kan møde en ny, der ligesom kan.. ikke tage hans plads, for det kan ingen - han var min første, store kærlighed, og det vil han altid være. Nu vil jeg ligesom bare gerne have en ny, haha.
Remembering him comes in flashbacks and echoes.
Tell myself it's time now, gotta let go -
But moving on from him is impossible,
When I still see it all in my head.
In burning red.
Tell myself it's time now, gotta let go -
But moving on from him is impossible,
When I still see it all in my head.
In burning red.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar