Jeg dur ikke til savn.
Jeg dur ikke den der følelse af, at noget mangler - og det, at jeg ikke dur til det, det gør mig arrig - for jeg bliver direkte arrig, når der er noget, jeg ikke dur til. Perfektionist, much??
Jeg dur ikke til, at én person kan make eller break min dag. Jeg dur ikke til det. *stamper surt i gulvet*
Jeg dur ikke til langdistance forhold - jeg dur basically bare ikke til, at han ikke er her.
Men det er ligesom okay - for om 4 dage er han her, og jeg kan putte mig ind til ham igen, og så er det hele okay igen.
Og, hvis jeg skal være helt ærligt, er der ingen, jeg hellere gjorde det her for/med. Nej, vent, scratch det der "hellere", for der er ingen anden, jeg gjorde det her med. Og det skræmmer mig. Giver jeg mening nu? Nå, ikke... det må jeg vel lære at leve med.
Men... langdistance ér en bitch - og ja, for mig er det langdistance - og jeg har aldrig været god til det. Men jeg vil hellere være dårlig til det her, end jeg vil være god til noget som helst andet, med hvilken som helst anden.
I'm in over my head.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar