Men når det så rammer mig, så rammer det mig med 120 km/t, lige i ansigtet, og så kan jeg ikke lade være med at tænke "Nå... jamen, så ligger jeg bare her lidt."
Jeg tror mest, jeg savner dig på de dage, hvor jeg har ~brug~ for dig, selvom jeg hader det udtryk. De dage, hvor det hele er noget lort, og hvor jeg har brug for at gemme mig i dine stærke arme - og sådan en dag er det i dag.
En af de dage, hvor jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv, fordi du ikke elsker mig længere - for det gjorde du på et tidspunkt, det er jeg ikke i tvivl om. Sådan et blik KAN bare ikke fakes.
Måske er det fordi, jeg har puttet dig op på et piedestal - for helt ærligt, kan NOGEN være så fantastisk, som jeg husker dig? Jeg ved det ikke.
Men så bliver jeg så vred på mig selv - for handler det her, helt ærligt, bare om, at jeg er FUCKING selvdestruktiv?
Handler det om, at jeg ikke vil give slip - eller kan jeg simpelthen bare ikke? Er jeg ikke i stand til, at "komme videre"?
Jeg er bare, hvis jeg skal være helt ærlig, pisse træt af det.
Jeg er træt af at savne en, jeg godt ved, ikke savner mig - jeg er jo ikke dum. Jeg ved jo godt, at du ikke tænker på mig.
Men det gør det, om muligt, kun sværere. Jeg burde bare gå i seng. Det har været en meget, meget, meget lang dag.
"You were a vision in the morning when the light came through
I know I've only felt religion when I've lied with you."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar