Det, der er endnu sjovere, og en smule tragisk, er, at det nok er hans skyld.
At det nok er fordi, jeg ikke kan være i mig selv af forelskelse. At det nok er fordi, jeg elsker en så højt - så højt, at jeg helt havde glemt, at det var muligt.
Jeg er stadig ikke helt vant til denne følelse - granted, jeg har også kun haft den i lidt over en måneds tid, men... det er finurligt. Fantastisk, skønt og lige til at blive glad i låget af, men også en smule finurligt.
Men det er også en smule skræmmende - skræmmende, at man kan være så hooked på ét menneske, at man gør og siger ting, man aldrig har gjort/sagt før.
Så hooked, at man slet ikke ved, hvad man skal stille op med sig selv, når man har sat ham på toget/sat sig ud i bilen, og man bare sidder der og tænker "Well... what now?"
Og det er da også lidt komisk, at uanset hvor stor en klaphat han kan være, har jeg bare lyst til at kysse ham. Hele. Fucking. Tiden. Kan jeg få job som professionel Capper-kysser, lol?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar