Jeg synes, at jeg får mere og mere ambivalente følelser omkring alt det her - omkring dig. De har været ambivalente de sidste 4 år, don't get me wrong, men... alligevel.
Jeg er også kommet frem til, at jeg tror, det der går mig mest på er, at jeg ikke har fundet en ny.
At det måske er fordi, at jeg ikke har oplevet den der all-consuming-love siden dig.
Misforstå mig ikke, der har været én, der kom tæt på, men... ingen har haft den samme effekt på mig, som du havde. Om det er godt eller skidt, det ved jeg ikke - men lidt skræmmende, er det ikke?
Jeg synes vitterligt, at det er skræmmende - skræmmende, at jeg ikke har følt den form for kærlighed, siden jeg var 16/17 år. Måske er der virkelig noget galt med mig, haha.
Jeg snakkede med min, nu gamle, kontaktperson på psyk om det i dag, og hun fortalte mig, at der seriøst er noget om det, når folk snakker om den der "første kærlighed" - at det virkelig ikke bare er noget, der går væk igen. Og det er helt ærligt også FUCKING skræmmende, for jeg kan da for fanden ikke gå rundt og længes efter dig hele mit liv?
Og jeg ved heller ikke, om jeg går og håber på, at der sker et eller andet - for jeg ved jo udmærket godt, at det gør der ikke. Og selv hvis der gjorde, hvad fanden ville det så ikke ende med? Jeg tør ikke tænke på det - hverken det ene eller det andet.
Men i det mindste jeg er ikke vred på dig mere - jeg tror, jeg har båret rundt på mere vrede til dig i alle disse år, end jeg lige har vidst. Jeg tror faktisk, at jeg har tilgivet dig. Og dét er stort.
Og jeg har bare lyst til at tude, og skrige, og bare... få det ud. Men det kan jeg selvfølgelig ikke. Fucking typisk.
"..but I'm fine,
I just miss you all the time."
I just miss you all the time."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar