Still the memory of you marks everything I do.

Nogle dage slår det mig bare - at du aldrig kommer tilbage. At jeg aldrig skal se dig igen. At det hele virkelig er virkeligt, at det ikke bare er en eller anden ond drøm - som har stået på i næsten 8 år.

Jeg tror, det slår mig, især, i de tider, hvor det hele går så fucking stærkt for mig - i de perioder, hvor jeg, trods alt, rykker mig, og bliver bedre og bedre.

Hvor det hele ændrer sig, og du er den person, jeg helst vil dele det med - men det kan jeg ikke. Det piner mig, og det gør ondt helt ned i maven.

Jeg savner dig, stadig, som ind i helvede, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, for det hele er næsten sagt. Men min mor har lært mig, at man skal snakke om det, der gør ondt i maven, så det gør jeg - stadig, efter så mange år.

Jeg mangler dig, men mindet om dig, er alt, hvad jeg har tilbage - så det forsøger jeg at holde i live. Også selvom, at jeg ikke kan huske din stemme, din lugt eller farven på dine øjne. For pokker, hvor skulle jeg have været mere opmærksom...

Jeg har et håb om, at jeg gør dig stolt. At du stadig sidder og holder øje med mig, og tænker "Hun er egentlig ret sej, hende min bette piwe!" Og jeg tror på, at det gør jeg. Jeg tvivler på, der er ret mange, der nogensinde har været så stolt af mig, som du altid var.

Jeg ville sådan ønske, du var her.

Jeg har altid undret mig over, at tiderne stadig skifter, at nye iPhone's bliver opfundet, at solen skinner, og bladene falder af træerne - for Jorden kan da ikke fortsætte med at dreje rundt, når du ikke er her?
Men livet har ændret sig, og det hele skifter, alle kommer videre. Pånær (måske) mig. Jeg kan ikke komme videre, og jeg ved ikke hvordan. Du er den, jeg ville gå til med det her, men det er, ironisk nok, ikke muligt. For fanden, hvor er det hårdt ind i mellem. 

"You never think that the last time is the last time.

 You think there will be more.

You think you have forever, but you don't."  

#WorldMentalHealthDay

Jeg havde tænkt mig at skrive et eller andet pisse inspirerende i dag. Har gået hele dagen og tænkt over, hvad jeg skulle skrive, for jeg kan da ikke holde min kæft i dag. 
Har gået og ventet på, at jeg skulle være inspirerende, at føle mig sej, og tænke "Fuck yeah, I got this!"

Det ironiske er så, at lige præcis i dag, hvor jeg gerne ville være inspirerende, er jeg det mindst inspirerende menneske på jorden. Men måske er det også det, der giver det mest realistiske billede af, hvordan det er i mit hoved.
Jeg kunne godt bilde jer alt muligt ind om, at jeg i dag har meldt mig ind i en eller anden forening, at jeg har trænet, eller at jeg har spist super sundt. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden.

Det mest "inspirerende" jeg har gjort i dag er, at stå ud af sengen. Og det er der sgu ikke meget inspiration over... eller er der??

Jeg synes egentlig, når jeg sådan lige giver mig selv et par minutter, at det er godt klaret, at jeg er kommet ud af sengen i dag. Jeg har fået makeup på, og jeg har taget tøj på. Jeg har endda været en tur nede i byen. (Vi snakker ikke om manglen på et bad i dag, okay.)

Jeg ville SÅ gerne være typen, der, trods den der krig i mit hoved, springer rundt, drikker smoothies, spiser sushi, løber en tur, fordi, hey, why the fuck not, og taber sig 20 kg, inden hun har set sig om.
Jeg tror bare, jeg er nødt til at komme til terms med, at det menneske er jeg ikke - og jeg bliver det nok heller aldrig. 
Jeg er, derimod, det menneske, der sover til klokken 13, når hun ikke skal i skole, for derefter at stå op og æde 3 toasts, fordi hovedet driller, og derefter lige kværne en durum også, fordi det er i maden, jeg finder mest trøst.
Så kværner jeg lige en pakke smøger, og nu sidder jeg tilbage med trangen til øl - den har jeg vist aldrig nævnt før...

Jeg er nødt til, at komme til terms med, at jeg nok aldrig bliver det menneske, jeg inderst inde meget, meget, meget gerne vil være. 

Det bliver ikke bedre herfra. Min sygdom bliver ikke bedre, og det gør min autisme heller ikke.
Men.. med lidt håb, og lidt, okay, meget, hårdt arbejde, så bliver jeg måske bedre.

Bedre til at håndtere de her dage, bedre til at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mig selv, og måske, hvis jeg er rigtig heldig, kan jeg endda lære at acceptere ensomheden. For en stund. Ind i mellem. Time will tell. 

Undskyld for det her meget, meget, meget rodede indlæg, men, som sagt... jeg kunne ikke holde min kæft i dag.

I'll love you the rest of my life.

Hvordan filan er det her muligt? Hvordan er det muligt, stadig at være så forelsket, efter 11 måneder??

Hvordan er det muligt, at jeg stadig forsvinder ind i de der blå øjne, med de der røv irriterende lange øjenvipper, når han smiler til mig?
Hvordan er det muligt, at intet gør mig mere rolig, end at høre ham grine?
Hvordan er det muligt, at jeg, som hader at blive vækket, ikke kan andet end smile, når han gør det ved at kysse mig på næsen... gentagende gange?

Hvorfor er det, at når jeg forestiller mig mine børn, så ser jeg dem med blå øjne, mørkt hår og fregner, hvor af jeg ejer INGEN af disse ting?
Hvorfor er det, at jeg har ændret ALLE mine planer for mit (vores nu.. hæh) bryllup, efter jeg mødte ham, fordi det eneste, der egentlig betyder noget, er, at det er ham, jeg skal bruge resten af mit liv med?
Hvorfor er jeg, self proclaimed scared as fuck of commitment, pludselig totalt committed, og ikke kunne forestille mig nogen anden - om så Alex Gaskarth pludselig stod foran mig??
Hvorfor er det, at alle steder føles som hjem med ham?

Og, hvorfor FUCK er det, at jeg finder stykker af ham i alle de sange, jeg altid har elsket? Hvorfor er det, at jeg aldrig ønsker, at weekenderne skal ende, selvom jeg er super introverted, og altid har haft brug for at være alene efter et par timer?

Hvordan... hvordan er han blevet min bedste ven og kæreste (forlovede.. har bare ikke vænnet mig til ordet endnu... Sorry!) i én pakke, med en fin, lille sort sløjfe om? 

Og hvorfor er det, at intet af det her giver mening, men samtidig har intet, nogensinde, givet mere mening?

"If the whole world was watching, I'd still dance with you."

Modløs.

Jeg hader de her aftener. 

De aftener, hvor alt virker lidt... pointless, af mangel på bedre ord, og hvor jeg bliver så voldsomt modløs.

De aftener, hvor stress, angst og depressive tanker overtager det hele, og jeg bare har lyst til at gemme mig under dynen den næste uge. 

Jeg føler lidt, at jeg fejler som menneske, hvis det på nogen måde giver mening, og jeg ved ikke helt hvorfor, eller hvordan jeg skal forklare det. 

Jeg tror, det hele munder ud i, at jeg ikke kan det, jeg gerne vil, fordi min hjerne besluttede sig for, for mange år siden, at hade mig, og bare ikke er holdt op med det igen - og tro mig, jeg har forsøgt at slutte fred. 

Jeg får hele tiden at vide, at jeg bliver nødt til at prioritere, og at jeg skal skrue ned for ambitionsniveauet, da jeg aldrig kommer til at kunne alt det, jeg gerne vil. 
Men for helvede, hvor er det svært.

For helvede, hvor er det svært at skulle acceptere - og jeg ved godt, at jeg har skrevet om dette før - at skulle acceptere, at jeg måske aldrig får et job, at jeg nok ender som førtidspensionist, når det overhovedet er en mulighed, og at jeg måske slet ikke får den HF hue, der har været min "gulerod" de sidste rigtig, rigtig mange år.

Og for helvede, hvor er det svært at skrue ned for ambitionsniveauet - det kan min autistiske hjerne slet ikke forstå, hvordan man gør, og jeg er totalt på Herrens mark.

Jeg ved godt, jeg kan en del mere nu, end jeg kunne for to år siden - I know, I'm aware. Men det rykker desværre ikke på, at jeg stadig ikke kan det, jeg gerne vil.

Jeg kom sådan til at tænke på i dag, hvor fedt det egentlig må være, at have et job - noget, jeg aldrig har haft. 
Ikke så meget som en avisrute kunne jeg have mere end én enkelt onsdag, da det simpelthen var for meget for mit hoved. 

Jeg ved, igen, ikke, hvor jeg vil hen med det her..... 

Et åbent brev til den person, man ikke kan betale tilbage.

Det er sjovt - der er bare nogle mennesker, man ved, man aldrig kan betale tilbage - for alt det, de har gjort for én, alt det, de har givet én, alt det, de har lært én. 

Jeg har nogle stykker af de mennesker, don't get me wrong, men... der er bare én, jeg aldrig nogenfuckingsinde kommer til at give så meget, som hun har givet mig - min elskede mor. 

Jer, der kender mig, ved, at jeg har haft, og stadig har, en bumpy ride her i livet.

Min mor er den eneste, der aldrig har opgivet mig - på trods af et hoved, der i mange år forsøgte på at tage livet af mig, en masse psykiatere, psykologer, en helvedes masse medicin, for mange tilbagefald, og en årelang destruktiv måde at leve livet på, så har hun aldrig opgivet mig.

Jeg er, uden tvivl, min mors største fan. Jeg er overbevist om, at hvis mor ikke er svaret, så har jeg stillet det forkerte spørgsmål. Der er ingen i denne verden, jeg beundrer mere - og det siger en del, hvis man ved, hvor meget jeg beundrer Billie Joe. 

Min mor er det stærkeste, smukkeste og mest fantastiske menneske på denne jord, og jeg er så evigt taknemmelig for, at hun aldrig "bare" er smuttet fra mig. 
Jeg forstår ikke, hvor den kvinde får sin styrke fra, for, for satan, hvor har jeg "tvunget" hende igennem meget - selvom det, naturligvis, aldrig var min mening, så har jeg vist været lidt en møgunge.

Og det er sgu lidt svært, når ens mor fortjener en fucking ø, og man har råd til et stearinlys fra Brugsen - på en god dag. 

Jeg er lidt sentimental lige nu, jeg ved det godt, men - mor, hvis du læser det her; jeg elsker dig. Tak. Uendelige mange gange tak. 
Jeg ved godt, musik ikke er din foretrukne ting her i livet, men denne sang beskriver det bedst; 

Ingen over - alle under.

If you like it, then you should put a ring on it.

Det hele er meget surrealistisk i dag, og min forelskede hjerne ved slet ikke, hvad den skal stille op med sig selv. 

Jeg tror aldrig, jeg har været så glad. Jeg skal bruge resten af mit liv med ham, jeg ikke kan forestille mig mit liv uden. Like... is this what dreams are made of?
 
Jeg kan slet ikke forstå det, det hele er meget mærkeligt... Ham, der føles som "hjem", ham skal jeg hænge ud med - resten af mit fucking liv. 
Ham, der altid kan få mig til at grine, når paranoiaen og angsten har taget over, og jeg slet ikke kan huske, hvordan man smiler længere.
Ham, der gør en tur i supermarkedet til et fucking eventyr, selvom man egentlig bare skal hente mælk.
Ham, der kan gøre alt til en fest - selv det, at se Harry Potter, ryge smøger og drikke Pepsi Max.
Ham, der gør, at jeg pludselig ikke føler mig alene længere.
Ham, man slet ikke behøver lave noget med, for man er totalt komfortabel med at sidde sammen i stilheden, og grine af dumme videoer på Facebook, selvom man slet ikke ser den samme video. 

I don't even know what the fuck is going on - jeg er nogens forlovede. Holy shit. 

Skuffelse part mange

Dette bliver rodet - så er vi tilbage ved det gamle, haha.

Jeg synes, det er utroligt, at det samme menneske kan blive ved med at skuffe mig, stadig, efter så fucking mange år. 

Hver gang på nye måder, jeg ikke havde set komme, som hr. Tang ville formulere det - og han har ret.
Jeg bliver lige chokeret hver gang, og tænker "Ooookay... Sådan kan man vel også opføre sig.. I guess???"

Jeg har egentlig ikke, længere, en eller anden mærkelig idé om, at duden ændrer sig - for det gør han ikke - men det her er noget rod, jeg hader det, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op.
For, ærlig talt, hver gang, han gør det her, så slår det mig ud i flere dage, og jeg begynder at tvivle på, om det hele måske endda er min skyld, selvom alle siger, at det ikke er det.

Måske lægger jeg noget i det, jeg ikke skal (det håber jeg, tbh), og måske er jeg "over-sensitive" (det sidste er meget muligt), men, for helvede, hvor gør det ondt - stadig, hver. eneste. gang. 

Jeg er egentlig, langt hen af vejen, blevet "ligeglad" med ham, og jeg kan have dage, endda flere i streg, hvor han ikke strejfer min hjerne - men så gør han noget, der er så småt som ikke at returnere et telefonopkald, og så bliver jeg bare. så. træt. Mest fordi, han, igen, gør noget, der involverer ikke at overholde et løfte, han har givet gentagende gange.
- og jeg bliver vred, ikke at forglemme. Vred, skuffet, ked af det, og får den der "Nå, jeg ER åbenbart worthless"-tanke, som egentlig bare gerne måtte fucke helt af. Like... for good.

For jeg ved jo godt, at jeg ikke er worthless - jeg ved jo godt, at alt det her ikke er min skyld, og jeg ved jo godt, at jeg er okay, som jeg er. Jeg ville bare så gerne finde forklaringen... Det er bare ikke altid så lige til med de der kære forklaringer.

"Don't make excuses for nasty people.

You can't put a flower in an asshole and call it a vase."