Blob.

Jeg er ikke god til det her. Jeg er ikke god til at skulle leve med, at du ikke er her mere. Jeg kan stadig ikke forstå det. Jeg kan ikke forstå, hvorfor den eneste faderfigur, jeg nogensinde har haft, skulle rives fra mig på den måde. Jeg kan ikke forstå, at jeg for helvede ikke sagde til en eller anden, at du ikke bare havde lungebetændelse, for jeg var åbenbart den eneste, der kunne se det. Men jeg siger til mig selv, at du ikke havde lyttet alligevel. Det er jeg nødt til. Skylden er alt for stor. 

Undskyld. Undskyld jeg ikke fik sagt ordentlig farvel. Undskyld jeg ikke sad hos dig. Undskyld jeg ikke fik krammet dig, undskyld jeg ikke var der. Jeg hader mig selv for det hver eneste dag. Jeg ved, at du var en voksen mand på 86, men jeg er så ked af, jeg ikke var der. At jeg ikke.. gjorde noget.


Jeg mangler dig stadig hver eneste dag. Du er stadig den første, jeg vil fortælle det til, når der er sket noget - godt eller skidt. 
Jeg er så ked af, du ikke så mig få det bedre. Jeg er ked af, at mine børn aldrig skal møde dig, kun høre om dig. Jeg er ked af, at selv min søster ikke kendte dig. Men alligevel, selvisk som jeg er, er jeg glad for det, for så føler jeg, jeg havde dig for mig selv. Nok mest fordi, jeg var den yngste - af dem, du havde kontakt til. Jeg skulle aldrig dele dig med nogen. Jeg har altid været din "bette piwe", og jeg savner godt nok at høre dig sige det stolt, når vi mødte folk i byen. 


Skal jeg finde ét lyspunkt er det, at jeg ikke frygter døden mere. For jeg ved, når den dag kommer, så er du der. Jeg ved ikke, hvor vi ender, når vi dør, men jeg ved, du nok skal være der til at redde mig. For en sidste gang.

 

R.I.P, jeg elsker dig. Jeg håber, du er et bedre sted nu.