Michelle Nørgaard

Måske skulle jeg holde en pause.

Holde op med at gå op i, om der er nogen, der elsker mig. Holde op med at gå op i, om jeg er ensom, om jeg er forelsket, og bare... trække stikket ud.

Slette mine datingprofiler, for hvad kommer der ud af det? Heartbreak. That's it.

Jeg er bare... så træt. Så uendelig træt. Jeg er træt af at få mit hjerte revet ud af mit bryst, for derefter se ham trampe på det. Jeg er træt af, at når jeg endelig begynder at stole på en person, så viser det sig, at han kun har udnyttet det. Jeg er træt. 

Jeg har mest bare lyst til at smide mig under dynen, og bare glemme hele verden. Men skal han have den satisfaction? Nej. 
Men hvordan kommer jeg op igen? Hvordan kravler jeg op herfra, hvor jeg ikke engang kan se lyset? 

Og hvorfor troede jeg, at han var den rette? Hvordan kunne jeg tillade mig selv at have den tanke? 
Og hvordan kunne vi have så forskellige opfattelser af dagen i går? Hvordan kan det gå til, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde været så lykkelig, mens han ikke mener, der var nogen gnist? Jeg prøver desperat at forstå det.

Og hvad gjorde jeg galt? Er jeg i virkeligheden så forfærdelig, at man enten er nødt til at tage stoffer for at være sammen med mig, eller man slet ikke... kan holde ud at være sammen med mig?

Jeg er træt af at prøve at please alle. Jeg ville ønske, jeg bare kunne tænke på mig selv, men selvom jeg ikke gør det, for jeg stadig at vide, at jeg er en egoistisk kælling. 

Jeg ville ønske, de sidste 24 timer aldrig var sket. At det bare havde været en lørdag som alle andre. At jeg havde tænkt "Jeg er nok ikke klar til dette knuste hjerte", at jeg havde sagt stop, at jeg havde... at jeg aldrig havde mødt ham. For jeg var så lykkelig, lige til han tog hjem.
Jeg prøver at finde fejlene - sagde jeg noget forkert, gjorde jeg noget forkert, kyssede jeg ham forkert? Hvad gjorde jeg, jeg har brug for at vide det.
Men for én gangs skyld, kan jeg ikke se, at jeg gjorde noget forkert. Overhovedet. Som min mor sagde, så var jeg glad, jeg var humoristisk, jeg var næsten normal i går. Men alligevel var det ikke nok. Og guess what - det gør røv fucking ondt.

 Maybe we got lost in translation, maybe I asked for too much, and maybe this thing was a masterpiece 'til you tore it all up.
I'm a crumpled up piece of paper lying here, 'cause I remember it all, all, all too well.