Kender I det med, at man hører noget, man bare helst vil glemme, fordi det rammer et ømt punkt?
Eller en rører jer et forkert sted/på den forkerte måde, og man så står sådan "Nå, okay... Jeg havde næsten glemt, hvor fed jeg egentlig er, but thanks for reminding me"?
Og man så bare står der og ønsker, at der fucking var en pille, man kunne tage, så alt fedtet faldt af, mens man sov?
Og så lidt senere, bliver man gal i stedet for ked af det, og tænker "Giv mig et halvt år mere, så skal du se", men alligevel lidt usikker, for hvad nu, hvis man ikke kan klare det?
Og så står man der "I'm FUCKING trying, okay?!", for man kæmper virkelig med alt det, folk synes er SÅ sjovt at nævne - om det så er vægten, skolen, fremtiden, det mentale helbred, eller hvad det nu måtte være, man kæmper med.
Og så bliver man overvældet af vrede, og får lyst til at bryde ud i tårer, for det er sgu da ikke fair, at man skal mindes om det, man har sværest ved at leve med. Lige det, man hader ALLER mest ved sig selv, det skal man ÅBENBART mindes om, ret ofte.
Og lad os lige få det på plads - jeg ved godt, jeg snakker meget. Jeg ved godt, at jeg snakker med ting, der ikke kan svare mig. Jeg ved godt, jeg sover meget. Jeg ved godt, jeg er fed. Jeg ved godt, jeg ikke burde have noget at være stresset over - eller burde jeg? Imo, jo fanden burde jeg det.
Jeg bliver så ked af det, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at de jo selvfølgelig ikke ved, hvad de snakker om, for de har jo aldrig været i mine sko. Men igen, måske whiner jeg bare. Og det gør jeg sikkert, men det må man også godt ind i mellem - selv i ædru tilstand.
Men så kommer der en anden, som kigger på dig, smiler, og siger "Du taber dig stadig, kan jeg se!", og så bliver det hele ligesom bare lidt mere okay, for så kan andre da se fremskridt.
Jeg vrøvler. Igen. Jeg er træt, okay?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar