Jeg tror nogle gange, jeg glemmer, bare en lille smule, hvor ufattelig heldig, jeg egentlig er - uanset hvor pishamrende irriterende, latterlig og lam, du egentlig er nogle gange.
Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg "stadig" kan være så fucking forelsket i dig, at jeg slet ikke ser andet, når du står foran mig - granted, når du ikke hiver mig forbi en Matas, bare for at være provokerende.
Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal stille op med al den kærlighed, når jeg igen sidder for mig selv i stuen, og du ikke er her. Jeg har det nogle gange som om, den overtager mig - uanset hvor fucking kliché og fesent det lyder.
Lykke er også en finurlig størrelse, når man lige tænker over det et øjeblik, og det er, helt ærligt, en følelse, jeg ikke er vant til - men når du står og smiler til mig, mens du laver morgenmad, så er der intet bedre ord end "lykke", der kan beskrive, hvad der foregår i mig - selvom jeg altid er totalt basket, og jeg slet ikke ved, hvad der er op og ned - så er det som om, at det hele bare er, som det skal være.
Jeg har aldrig oplevet denne følelse af, at høre til, om jeg føler, når jeg ligger i dine arme, og du griner over en eller anden latterlig meme på Facebook. Og hold nu fucking kæft, hvor er det en rar følelse.
Du er rar. Jeg elsker dig. Meget mere, end jeg nogle gange kan håndtere, i min 169 cm høje krop.
"When you touch me, it's like the very first time.
I'm so lucky to say that you're mine.
I still get those stupid butterflies,
But it's just what you do
- I'm loving everything you do."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar