Vænner mig til, at elske nogen SÅ højt - to "små", dejlige, skønne, fantastiske væsner, som jeg slet ikke ser nok.
Jeg forstår slet ikke, hvad jeg har gjort, der gør, at jeg fortjener dem - fortjener at få lov at se, hvor smukke individer, de bliver, får lov at se, hvor smukke deres personligheder er, og, ikke at forglemme, hvor smukke de egentlig bare er. Jeg lærer aldrig at forstå det.
Jeg har, stadig, mine dage, hvor jeg tænker "Hvad for en god ting har jeg NOGENSINDE gjort?" - jeg kan sjældent svare på det, men jeg VED, at jeg har gjort et eller andet godt - for ellers ville jeg ikke have æren af, at have dem i mit liv.
Jeg ved ikke, om jeg som sådan tror på karma, men... jeg tror bare på, at man skal have gjort et eller andet godt, for at kunne have sådan nogle mennesker i sit liv, hvis I forstår?
Siden, jeg får lov at se lyset i min brors øjne, når jeg fortæller ham, at han fandeme sparkede hårdt til den fodbold - og til at se smilet på min søsters læber, når hun ser mig.
Jeg kommer aldrig nogensinde til at kunne forklare dem, hvor højt jeg elsker dem - og hvad jeg ville gøre for dem. Jeg ville gå gennem ild og vand, hvis bare det betød, at de var glade og tilfredse - fra det øjeblik, jeg først så dem, har jeg haft det sådan, og jeg vil have det sådan, til den dag jeg ikke er her mere.
"I can't promise to be here for the rest of your life,
but I swear to love you for the rest of mine."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar