Næsten 2 år efter, vi sidst sagde farvel. Sidst du rev mit hjerte ud.
Siden jeg så dig sidst, siden jeg fik lov at mærke dine læber, føle dine stærke arme om mig, og bare.. være hel.
Jeg er kommet videre. Det ved jeg, at jeg er. Men i dag kører du rundt i mine tanker.
Hvorfor? Hvordan kunne du gøre det, du gjorde?
Nu tænker jeg, igen, at du nok var min soulmate. Og den tanke må ikke sætte sig fast i min hjerne, for så er jeg tilbage ved square one.
Men jeg håber stadig på at vågne en morgen, og så er der en besked fra dig, eller, endnu bedre, du står udenfor min mors dør, og forventer at se mig.
Jeg kan ikke forstå, hvordan du bare kunne glemme mig, efter alt det, vi var igennem. Hvordan du bare kunne erstatte mig, op til flere gange. Men måske behøver jeg ikke forstå det. Måske handler det slet ikke om mig. Måske er det dig, der er noget "galt" med - og det har taget mig næsten 2 år at komme til den konklusion.
Men jeg vil aldrig glemme den første dag, jeg så dig. Hvordan du lyste op, da dine øjne mødte mine. Hvordan du krammede mig, nærmest nægtede at give slip, og hvordan du tog min hånd, som om det var det mest naturlige i hele verden. Og jeg håber aldrig, du glemmer det. For det ved jeg virkelig ikke, om jeg kan håndtere.
And I forget about you long enough to forget why I needed to...
